Pompejus: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PerV (diskussion | bidrag) m staveret |
Udvidet afsnittene om Pontos + sønnerne af Pompejus |
||
Linje 5:
Han tilhørte en gammel aristokratisk officersslægt, sluttede sig til [[Sulla]] under krigene mod [[Marius]] og udmærkede sig her. Efter Sullas død blev han ét af [[optimater]]nes håb, nedkæmpede i 70’erne med stort besvær resterne af [[Quintus Sertorius]]' oprørshær i [[Spanien]] og deltog i den sidste del af underkuelsen af [[Spartacus]]-opstanden. Herefter kom han imidlertid på kant med [[Det romerske Senat|Senatet]], da det nægtede at anerkende hans løfter om jord til soldaterne. Han allierede sig med [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]], valgtes til [[consul]] år 71 og gennemførte med militæret i ryggen dels ophævelsen af Sullas forfatning dels Senatets accept af soldaternes krav, hvorved han også skaffede sig [[popularer]]nes støtte.
I 60’erne f.Kr. havde Pompejus sin egentlige storhedstid som Roms førende general. Først gennemførte han en systematisk og effektiv bekæmpelse af sørøveruvæsenet i [[Middelhavet]] 67 og derefter et langvarigt felttog i Orienten med udgangspunkt i krig mod [[Mithridates 6. af Pontos]].
Ved sin tilbagekomst år 62 svækkedes Pompejus straks, da han opløste sin hær og derefter forgæves søgte at gennemføre nye jordkrav over for Senatet. For at få støtte allierede han sig med Cæsar og Crassus og blev derved en del af det Første [[Triumvirat]] år 59, en forbindelse som styrkedes ved et ægteskab med Cæsars datter, [[Julia (Cæsars datter)|Julia]]. Gennem 50’erne opholdt Pompejus sig i Rom som triumviratets [[garant]] dér, men stilledes i perioden militært hurtigt i skyggen af Cæsars sejre i [[Gallien]] og synes længe at have vist sig mærkeligt passiv over for de anarkiske magtkampe i hovedstaden. Modsætningen til Cæsar bragte ham dog gradvis tilbage i Senatets lejr, og efter Julias død i [[54 f.Kr.]] og Crassus’ ditto i [[53 f.Kr.]] skærpedes forholdet yderligere.
Ved borgerkrigens udbrud [[49 f.Kr.]] trådte Pompejus åbent op som Senatets general, men havde ikke held med sig over for Cæsar og savnede autoritet blandt sine egne. Han flygtede med Senatet til [[Grækenland]] og her blev han besejret i det afgørende slag ved [[Farsalos]] [[48 f.Kr.]]. I et forsøg på at skaffe hjælp til fortsættelse af krigen søgte han til [[Egypten]], men her myrdedes han ved sin landgang på initiativ af magthaverne, der ikke ville lægge sig ud med Cæsar. Hans to sønner, Gnæus den Yngre og Sextus, fortsatte kampen.
Pompejus er gerne – især i sammenligning med sin modstander Cæsar – blevet bedømt som en middelmådig hærfører der kun var heldig i lang tid. Blandt Senatspartiets generaler må han dog regnes blandt de betydeligste, og hans felttog i Østen fastlagde i lang tid de romerske grænser her, ligesom hans oprydning i Middelhavet gavnede romersk søfart. Derimod synes han ikke at have været nogen særlig behændig politiker og var let at udkonkurrere for Cæsar.
| |||