Rolf Witting: Forskelle mellem versioner

Professor '''Rolf Witting''' ([[30. september]] [[1879]]–-[[11. oktober]] [[1944]]) var en berømt oceanograf og finsk politiker. Witting forskede i vandstrømmene i havene omkring Finland. Han blev fil.lic. [[1909]] og fil.dr. [[1910]]<ref>Hagerups illustrerede konversationsleksikon, Købnehavn 1953, s. 577</ref>. Han var det finske havforskningsinstituts første direktør. En post, han beklædte fra [[1918]] til [[1936]]<ref>[http://www.fimr.fi/en/mtl/historia/en_GB/ Baltic Sea Portal : History<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>. Wiiting var endvidere direktør for Helsinki Aktiebank.

Da han blev udpeget af statsminister [[Risto Ryti]] til udenrigsminister, var det et klart signal til udlandet om Finlands hensigt om at modstå Sovjetunionens forsøg på at påvirke finsk politik gennem [[Fredstraktaten i Moskva]], som hovedsagelig var havde til formål at undgå finsk-tysk samarbejde. Witting blev anset for at være en intelligent og dygtig forhandler, som var den rigtige til at føre de vanskelige forhandlinger med Sovjetunionen om gennemførelse af fredstraktaten, som man regnede med ville komme. Hans forhandlinger med [[Sverige]] og Tyskland, kom imidlertid til at lide under hans mangel på diplomatisk snilde. Han er også blevet kritiseret for at have givet Finlands vigtige ambassadører i [[Moskva]], [[Stockholm]] og [[London]] for lidt information.

Witting var en overbevisende repræsentant for en ny tysk-venlig politik. Han tilhørte de kredse, som havde haft sympati for den halv-fascistiske [[Lapua bevægelse|Lapua-bevægelse]], de kredse som havde størst forståelse for det "nye Tyskland" og var mest skeptiske overforover for de vestlige imperialistiske magter [[Frankrig]] og [[Storbritannien]], og var modstander af Sverige, som efter deres mening var gledet faretruende langt ned ad glidebanen mod [[socialisme]]. Witting troede ikke, at der ville kunne komme noget godt ud af at samarbejde med de skandinaviske lande, og han anså sine svenske kolleger for at have en faderlig holdning overforover for Finland og finnerne.

Udpegningen af Witting til udenrigsminister har undret mange historikere og andre iagttagere af Finlands vej i det [[20. århundrede]]. For mange har det været svært at finde ud af, hvorfor Ryti, som var anglofil og britisk ridder<ref>I 1934 blev Ryti tildelt den britiske orden Knight Commander af Royal Victorian Order (KCVO) på grund af hans fortjenester i de anglo-finske forbindelser</ref>, skulle finde på at bede den tysk-venlige anti-demokrat Witting om at blive udenrigsmininterudenrigsminister efter at have fået afslag fra den vestligt orienterede [[Georg Achates Gripenberg]], som anså sig selv for den forkerte til overbevisende at udføre den nødvendige tilnærmelse til Tyskland.

Man glemmer imidlertid ofte, at billedet af de krigsførende i [[2. Verdenskrig]] i marts 1940, da Witting blev udpeget, er meget anderledes end det, vi har i dag. Krigen, som senere blev fortolket som en krig mellem det gode og det onde, virkede på daværende tidspunkt blot som et forsøg fra Sovjetunionens og Tysklands side på at generobre det, som uventet gik tabt ved afslutningen af [[1. Verdenskrig]]. De to lande havde endnu ikke angrebet områder udenforuden for deres gamle imperier. Ingen kunne vide, og få forudså, at Tyskland snart ville angribe de neutrale lande [[Danmark]], [[Norge]], [[Holland]], [[Belgien]] og [[Luxembourg]]. Sovjetunionen blev endnu betragtet som det grusomste tyranni i verden, og nazisternes overgreb mod jøder og politiske modstandere forekom relativt harmløsharmløse i forhold til det folkemord, som de sovjetiske magthavere havde forårsaget mod landets besiddende klasser: adelAdel og bønder ([[kulak]]ker, samt den voldsomme terror i forbindelse med udrensningerne indenforinden for alle grene af samfundet i [[1930'erne]].

Fremtidige tyske overgreb mod civile i de besatte områder i almindelighed, og mod slaver og jøder i særdeleshed, var svære at forestille sig for finnerne, som så op til tysk kultur og videnskab, frem for noget andet. Hvis noget land i marts 1940 skulle have fået prædikatet "[[ondskabens imperium]]", ville det have være Sovjetunionen og ikke Tyskland.

Forholdet til Nazityskland, som Finland i 1930'erne bevidst havde ladet nedkøle, måtte gøres varmere, hvis Finland skulle have en chance for at overleve, næste gang Sovjetunionen angreb landet. Ifølge finnerne havde Vinterkrigen vist, at svenskerne, franskmændene og britternebriterne enten manglede evnen eller viljen til at støtte Finland. Finsk udenrigspolitik i slutningen af 1930'erne var slået fejl, og nu var tiden inde for dens kritikere til at tage over.