Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner

Arvtageren Nikolaj 1. bestemte sig fra første stund for at bevilge finnerne betydelig indflydelse over egen udvikling. Da revolutionære optrin grepgreb om sig i både [[Polen]] og [[Sverige]] i 1830, frygtede mange en tilsvarende oprørsstemning i Finland. Zaren valgte at vinde finnernes loyalitet ved et samarbejde snarere end ved magtbrug, og finnerne vandt yderligere indrømmelser, da de forblev loyale under hele revolutionsåret. Den nye generalguvernør, prins [[Aleksandr Sergejevitsj Mensjikov]], valgte en forsigtig samarbejdsstrategi over for finnerne i perioden 1831 til 1855.<ref>Jutikkala, side 301.</ref>

Først med [[Revolutionerne i 1848|revolutionerne i Europa i 1848]] blev zaren mere mistænksom over for politiske udbrud af finsk nationalisme og brugen af finsk sprog. Mens svensk sprog blev tolereret, udviklede anti-finske kræfter i både de russiske og finske regeringer en holdning, som førte til forbud mod uautoriserede, finske skrifter i [[1850]]. Både svensksprogede og russiske ledere anså – trolig fejlagtigt – at de finske nationalister var sympatisk indstillede over for den europæiske revolutionsbevægelse. I virkelighetenvirkeligheden var de gryende liberale kræfter blandt studenter og yngre ledere ikke særlig optagede af sprogspørgsmål.<ref>Jutikkala, side 305, 322-323.</ref> Formodentlig var forbuddet fra russisk side hovedsagelig anti-vestligt motiveret og ikke sprogpolitisk motiveret som et anti-finsk tiltag. Efter blot fire år blev forbuddet da også ''de facto'' lagt til side, mens Nikolaj 1. fortsat regerede.

Den svenske [[stænderforsamling]], ''Ståndsriksdagen'', var betegnelsen på de regelmæssigt indkaldte repræsentanter for de fire stænder: adelen, præsteskabet, borgerne og de selvejende bønder. Frem til, at Sverige og Finland blev adskilte, mødte delegaterne fra de finske områder på samme vilkår som fra de andre kerneområder i det svenske rige. I storfyrstendømmet fortsatte denne ordning uændret med den forskel, at de finske områder fik sin egen riksdagrigsdag.

Ifølge den gustavianske forfatning måtte Riksdagenrigsdagen godkende nye eller ændrede love men havde ingen ret til at tage initiativer selv. Der imod havde kongen ret til at regulere forvaltningsmæssige og økonomiske forhold uden indblanding fra stændernes side. Forfatningen var uklar med hensyn til omfanget af kongens forvaltningsret, og dette benyttede både den svenske konge og zaren sig flittigt af for at undgå at involvere stænderforsamlingen.<ref>Virrankoski I, s. 323</ref>

Indkaldelse af stænderne skete på monarkens initiativ. Efter riksdagen i Borgå 1809, som samtiden benævnte som ''Lantdag'', undgik både zar [[Alexander 1. af Rusland|Alexander 1.]] og efterfølgeren [[Nikolaj 1. af Rusland|Nikolaj 1.]] under hele deres regeringsperioder at indkalde iksdagenrigsdagen. Først [[Alexander 2. af Rusland|Alexander 2.]] så det som nødvendig for at få gennemført sine mange økonomiske reformer og sammenkaldte stænderforsamlingen i 1863. Dette udløste en begejstringsbølge i Finland og gjorde zaren yderst populær i landet.<ref>Klinge, s. 286</ref>

Zar Aleksander 2. oprettede to udvalg, somder fik til opgave at udarbejde en ny finsk grundlov baseret på den gustavianske forfatning og at reorganisere forvaltningen. En virkeliggørelse af projektet ville blandt andet give stænderne en lovlig initiativret og gøre Senatet selvstændigt. Den stort anlagte reform blev imidlertid forhindret af en voksende indenrigspolitisk spænding i Rusland, især som følge af den [[Polen|polske]] [[Januaropstanden|opstand i januar]] 1863 og attentatforsøget på zaren i 1866. Kun ordningen med, at Riksdagen skulle indkaldes hvert femte år, blev gennemført.<ref>Klinge, s. 224 f.</ref> Først i 1882 gav [[Alexander 3. af Rusland|Alexander 3.]] Riksdagen initiativret og indførte, at Riksdagen skulle mødes hvert tredje år.<ref>Klinge, s. 225</ref>

De første [[arbejderforening]]er blev stiftede i 1870- og 1880-erne, først organiserede [[typograf]]er og jernbanearbejdere sig, senere også [[håndværker]]e og [[industriarbejder]]e. Ud over i 1890-erne samarbejdede disse stadig tættere, og i 1899 blev ''Finlands arbetarparti'' stiftet. Det skiftede til ''[[Finlands Socialdemokratiska Parti]]'' (SDP; ''Suomen Sosialidemokraattinen Puolue'') allerede under partikongressen i [[Forssa]] 1903. Partiets centrale krav var almindelig stemmeret, og da Riksdagen i april 1905 totog stemmeretsspørgsmålet op til fornyet behandling, samlede der sig omtrent 3.000 demonstranter, hovedsageligt arbejdere, på [[Senatstorget]]. Reformen blev afvist også denne gang.<ref>Virrankoski II, s. 596</ref>

I kølvandet på den russiske [[1905-revolutionen|revolution i 1905]] besluttede arbejderne den 29. oktober 1905 at gå i [[Strejke|storstrejke]]. Den fik snart tilslutning fra enkelte studenterkredse, og på grund af den ulmende konstitutionelle krise var også konservative grupper velvilligvelvilligt indstilledeindstillet, så strejken fik næsten fuld opslutning. Takket være ledende liberale politikere som [[Leo Mechelin]] udfærdigede zar Nikolaj 2. til sidst et manifest, som blandt andet lovede en ny riksdagsordning og almindelig stemmeret.<ref>Virrankoski II, s. 596 f.</ref>

Kommunal- og kirkeforvaltning adskiltes i 1865 og politiske [[Finlands kommuner|kommuner]] blev indførteindført som verdslige selvstyreorganer. Forvaltningens grundstruktur forblev ellers i det væsentlige uforandret. Byforvaltningen blev varetaget af borgervalgte [[magistrat]]er, som tillige fungerede som domstole. Fra 1873 blev der i byer med mere end 2.000 indbyggere indført valgte byråd, og magistratsembedet blev omdannet til et statsligt lokalforvaltningsembede underlagt [[Regionforvaltningsverk|''regionförvaltningsverken'']],<ref>Virrankoski I, s. 417 f.; Virrankoski II, s. 514 f.</ref> det vil sige som [[amtmand]]embedet i Danmark.