Raku: Forskelle mellem versioner

'''Raku''' er betegnelsen for en måde at brænde [[keramik]] på. Raku betyder noget i retningen ''"rendyrket nydelse"'' eller ''"glædelige omstændigheder"''.

Ifølge [[japan]]sk historie opstod rakuteknikken som følge afefter en [[naturkatastrofe]] tilbage i det 15. århundrede. Genopbygningen af området skulle gå hurtigt, og [[pottermager]]e fra [[Korea]] fik til opgave at hjælpe med at producere store mængder af tag[[tegl]]. Fordi de skulle skynde sig, begyndte de med tang at fjernetage de stadig varme tegl medud en tang fraaf ovnen. Det gik godt, for de opdagede, at teglene hverken fik revner eller gik i stykker.

Grundet det høje sandindhold i leret kunne detde tåle det hurtige skift fra den varme ovn til den kolde luft.

Betegnelsen "raku" opstod dog først, da teknikken bredte sig til Japan, til de [[zen]]buddhistiske [[teceremoni]]er "Cha-No-Yu" (="varmt vand til te"). Det var en "temester", "Se no Rikyu" (1522-1591) der bad keramikeren ''"Chojiro Raku"'' om at lave nogle teskåle tilbage i den tidsperiode, der hedder "Momoyama" (1573-1615).

ChojiroChojiros far siges at have bragt noget af teknikken med sig fra [[Kina]], mens "leropskriften" og processen kom fra Korea. Ideen var, at man ville lave produktionenfremstillingen af teskålenteskåle til en spirituel handling, så spirituel som selve teceremonien. Se no Rikyu kaldte teceremoniprocessen for ''"wabi"'', som betyder ''"simpel"'' og ''"kærlighed"''. Med kombinationen af den koreanske teknik og dendet japanske ler kunne man nu også gøre produktionen af teskålene tilblive en wabiproces. [[Keramisk glasur|Glasuren]] var ofte meget simpel, og man lod foden være uglaseret, for det var der, sjælen skulle åbne sig. En simpelenkel hverdagsskål til det simplejævne menneske. Raku skålens produktion og slutresultatskålen var nu som teceremonien. –Det hvilket blevgjorde rakuens succes somtil den "rigtige" teskål.

I det 16. århundrede overtog Chojiro'sChojiros søn, Jokei, produktionen og udbredelsen af raku-teskålene.

I dag er rakuprocessen stadig meget simpel, og det er "glædelige omstændigheder" hver gangspændende at se, hvad der kommer ud af processen. En så simpel måde at brænde på kan give mange oplevelser.

Det var først i 1900-tallet, at mankeramikerne begyndte at lave post reduktion påaf sinederes tingværker. Det var amerikanerne, der fik denne ide i 1950'erne med [[Paul Soldner]] i spidsen., Traditioneltder sluttedefik man blot af med at tage sine ting ud af den meget varme ovn direkte udideen i den kølige luft1950'erne. Amerikanerne udvidede processen med at lægge de meget varme tingvarer ned i en lukket beholder (med brændbart materiale) for enat efterfølgende udvidelse afudvide farvespekteret for glasurerne.