Forskel mellem versioner af "Heraklios den yngre (østromersk kejser)"

m
ingen redigeringsopsummering
m
m
Nomadefolket [[Avarerne]] havde invaderet [[Balkanhalvøen|Balkan]], og truede Konstantinopel fra nord og vest. Hertil kom Heraklios største udfordring: [[persien|Perserriget]] under kong [[Khosrau 2.|Khosrau II]].
Perserne bredte sig støt ind i det østromerske rige, og ved [[Antiokia]] led byzantinerne et nederlag til den persiske general [[Shahrbaraz]]. I 614 blev[[Jerusalems Jerusalemfald|faldt tabtJerusalem]], og perserne overlod byen til jødiske styrker, som hærgede byens kirker og dræbte en stor del af den kristne befolkning. Relikvier og værdigenstande blev bragt til Iran. Psykologisk var tabet af det sande kors i 614 værst. Omkring 618-619 overvejede Heraklios at flytte sin hovedstad til Khartago, men blev beroliget af [[patriarken af Konstantinopel|patriarken]] Sergius og sine høje mure i Konstantinopel. En fred blev sluttet, men der skulle svares tribut til Avarerne.
 
I 622 havde øst-romerne oprustet bl.a. via store subsidier fra kirken, og var klar til at flytte kampen til perserne. Heraklios brød en næsten 200-årig tradition for [[byzantinske]] [[kejser]]e da han selv påtog sig feltherrerollen. Han erklærede hellig krig mod perserne, og lovede at faldne ville blive optaget i himlen som martyrer. I de næste otte år førtes krig mod perserne, og han kom meget tæt på deres hovedstad [[Ktesifon]].
225

redigeringer