Krevo-unionen: Forskelle mellem versioner

Ved udgangen af ​​13861386 vendte Jogaila tilbage til [[Vilnius]] for at fuldføre sit andet løfte - at konvertere Storfyrstendømmet til katolicismen. Han medbragte nogle præster, der etablerede de første syv sogne, og ifølge [[Jan Długosz]] oversatte han selv personligt [[Fadervor]] og den [[apostolske trosbekendelse]] til [[litauisk]].<ref>{{harvnb|Ivinskis|1978|p=288}}</ref> Nyomvendte blev døbt i massevis efter meget lidt undervisning og blev derefter tildelt uldskjorter som belønning. Den hast, kristningen skete med, blev senere kritiseret af [[Konstanz-koncilet]].<ref>{{harvnb|Jučas|2000|pp=126-127}}</ref> Den 17. februar 1387 dekreterede Jogaila, at han ville bygge [[Vilnius-katedralen]] og androg Paven om at etablere [[Vilnius stift]], som han belønnede med jordbesiddelser i [[Tauragnai]], [[Labanoras]] og [[Moletai]].<ref>{{harvnb|Jučas|2000|p = 120}}</ref> To andre privilegier, udstedt den 20. februar og 4. marts 1387, tildelte adelige, der ville konvertere til kristendommen, nye rettigheder og tildelte [[Magdeburg rettigheder]] til Vilnius. Dette fungerede ikke alene som et incitament til konvertering, men udlignede også forskellene mellem adelens rettigheder i Polen og Litauen<ref>{{harvnb|Jučas|2000|p=122}}.</ref>

Jogaila efterlod sin bror [[Skirgaila]] som regent i Litauen. Han viste sig at være upopulær, og den litauiske adel brød sig ikke om den voksende polske indflydelse i statens styre. [[Vytautas]] benyttede lejligheden til at forny sin kamp for magten, og den [[Litauiske borgerkrig (1389-1392)]] brød ud. Dette blev løst med [[Ostrów-aftalen]] - Vytautas blev storfyrste af ​​LitauenLitauen, mens Jogaila beholdt rettighederne som overherre. Vytautas førte uafhængig indenrigspolitik og udenrigspolitik, men samarbejdede med Jogaila. Et berømt eksempel på det polsk-litauiske samarbejde var den afgørende sejr i [[Slaget ved Tannenberg (1410)|Slaget ved Grunwald (1410)]] mod Den [[Tyske Orden]]. De polsk-litauiske forbindelser og Vytautas uafhængighed blev formaliseret med [[Unionen mellem Vilnius og Radom]] (1401) og [[Horodło-unionen]] (1413). Således bevarede storfyrstendømmet Litauen sin suverænitet. Først [[Lublin-unionen]] (1569) skabte en permanent union mellem Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen, hvorefter forbundsstaten Polen-Litauen ([[Den polsk-litauiske realunion]]) blev etableret. Endelig erklærede [[forfatningen af 3. maj 1791]], at begge stater var en enhed, om end dette blev opsagt med ændringsforslaget af 20. oktober ([[Gensidig Garanti for To Nationer]]). I 1793-1795 blev de to lande adskilt ved [[Polens tre delinger|Polens 2. og 3. deling]], hvorefter de tilbragte næsten hele det [[19. århundrede]] under Rusland som administrativt adskilte provinser. Efter [[1. verdenskrig]] opnåede begge lande uafhængighed, og siden da har de ikke været del af den samme stat.

Indtil opdagelsen af ​​detdet originale dokument i 1835 i et register i arkiverne hos Krakows domkapitel var Krevo-unionen ukendt, for normalt blev vigtige statslige dokumenter arkiveret i kronarkivet. Det blev heller ikke omtalt i nogen samtidige dokumenter eller citeret af middelalderlige historikere; ingen krøniker eller andre skriftlige kilder fra perioden nævner mødet i Kreva i august 1385.<ref Name=ki/> Dette fik i 1975 den litauisk-amerikanske advokat Jonas Dainauskas til at sætte spørgsmålstegn ved dokumentets autenticitet. Men hans påstande har fået meget lidt videnskabelig støtte<ref>{{harvnb|Jučas|2000|p=110}}.</ref>

* {{Wikisource|:la:Unio i Krew| fuldtekst til Krevo-unionen af ​​KrewoKrewo}} {{la sprog}}