Slaget ved Rennell Island: Forskelle mellem versioner

|tab1 = 1 krydser sænket,</br />1 destroyer beskadiget<br />85 døde<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 581 & 641. Opdeling af døde på skib: ''Chicago'':&nbsp;62, ''La Vallette'':&nbsp;22 og ''Montpelier'':&nbsp;1. De japanske bombefly beskød de amerikanske skibe under begge angreb den 29. og 30. januar, hvilket kan have forårsaget det ene dødsfald på ''Montpelier'' (Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 355.)</ref>

|tab2 = 12 bombefly<br />60-84 døde<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 581; Tagaya, pp. 66–67. Antallet af døde japanere fremkommer ved at gange de 12 fly, som blev ødelagt med en besætning på 5-7 som sædvanligvis var ombord på [[Mitsubishi G4M]] og [[Mitsubishi G3M]] bombefly.</ref>

'''Slaget ved Rennell Island''' (japansk: レンネル島沖海戦) fandt sted den 29.-30. januar 1943. Det var det sidste større søslag mellem [[United States Navy]] og den [[Kejserlige japanske flåde]] under [[slaget om Guadalcanal]] i [[Stillehavskrigen]] under [[2. verdenskrig]]. Det fandt sted i det sydlige stillehav mellem [[Rennell Island]] og [[Guadalcanal]] i den sydlige del af [[Salomonøerne]].

[[Fil:SoPac.jpg|thumb|left|Det sydlige stillehav i 1942–1943. Den amerikanske troppekonvoj og eskadren af krigsskibe på vej mod Guadalcanal (midten for oven) den 29. januar 1943 var afsejlet fra de store allierede baser på [[Espiritu Santo]] og [[Efate]] (midt th.) og [[Noumea]] (for neden t.h.). Hovedkvarteret for de japanske landbaserede fly i Salomonøerne lå i [[Rabaul]] (for oven t.v.)]]

Den 7. august 1942 gik [[Vestallierede]] styrker i land på Guadalcanal, [[Tulagi]] og [[Floridaøerne]] på [[Salomonøerne]]. Landsætningerne havde til formål at forhindre japanerne i at bruge dem som baser, der kunne true forsyningsruterne mellem USA og Australien, at sikre sig øerne som udgangspunkt for et felttog der skulle isolere og eventuelt føre til erobring af den store japanske baser i [[Rabaul]] samtidig med at det kunne støtte det allierede [[felttoget på Ny Guinea|felttog på Ny Guinea]]. Landsætningerne blev indledningen på det seks måneder lange [[slaget om Guadalcanal|slag om Guadalcanal]].<ref>Hogue, ''Pearl Harbor to Guadalcanal'', p. 235–236.</ref>

Det sidste store japanske forsøg på at fordrive de allierede styrker fra Guadalcanal og Tulagi blev forpurret under det afgørende [[søslaget ved Guadalcanal|søslag ved Guadalcanal]] i begyndelsen af november 1942. Herefter kunne den japanske flåde kun levere de mest nødvendige fødevarer og nogle få forstærkninger til de japanske styrker på Guadalcanal. På grund af truslen fra allierede fly på [[Honiara International Airport|Henderson Field]] på Guadalcanal, foruden [[hangarskib]]e i nærheden, overførte japanerne disse forsyninger om natten, som regel med [[destroyer]]e eller [[undervandsbåd]]e ved operationer, som de allierede kaldte for "[[Tokyo Express]]."<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 526.</ref> Disse forsyninger og forstærkninger var imidlertid langt fra tilstrækkelige og da man nåede til den 7. december mistede japanerne omkring 50 mand om dagen på grund af sult, sygdomme og angreb fra de allierede styrker.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 527.</ref> Den [[12. december]] 1942 foreslog den japanske flåde, at man opgav Guadalcanal. Trods modstand i starten fra den japanske hær, som stadig håbede på at Guadalcanal kunne blive generobret, besluttede den japanske overkommando med kejserens billigelse den 31. december at evakuere alle japanske styrker fra øen og etablere en ny forsvarslinje i Salomonøerne på [[New Georgia]].<ref>Dull, ''Imperial Japanese Navy'', p. 261.</ref>

Japanerne gav evakueringen af tropper fra Guadalcanal kodenavnet ''[[Operation Ke]]'' (ケ号作戦) og planlagde at den skulle starte den 14. januar 1943.<ref name="Dull268">Dull, ''Imperial Japanese Navy'', p. 268.</ref> En vigtig del af operationsplanen var at opnå [[luftherredømme]] og en kampagne for at opnå det skulle indledes den 28. januar 1943, med det mål at forhindre allierede fly eller krigsskibe i at genere eller afbryde den sidste fase i operation ''Ke'', som var den faktiske evakuering af alle japanske tropper fra Guadalcanal.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 541.</ref>

De allierede misfortolkede forberedelserne til operation ''Ke'' og troede at det var begyndelsen på en ny japansk offensiv, der skulle generobre Guadalcanal.<ref>Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 351.</ref> Samtidig var den øverstkommanderende for de allierede styrker involveret i slaget om Guadalcanal, admiral [[William Halsey, Jr.]], under pres fra sine overordnede for at få afsluttet udskiftningen af 2. marineregiment på Guadalcanal med en anden enhed. 2. marineregiment havde været involveret i kampene lige siden de indledende landsætninger i august.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 577.</ref> Halsey håbede på at kunne drage fordel af det han regnede med var en forestående japansk offensiv til at komme i kamp med japanske flådestyrker, samtidig med at han overførte de nye tropper til Guadalcanal.<ref name="McGee216">McGee, ''The Solomons Campaigns'', p. 216.</ref> Den 29. januar 1943 forberedte og afsendte Halsey fem eskadrer krigsskibe til de sydlige af Salomonøerne for at dække troppekonvojen og for at komme i kamp med eventuelle japanske flådestyrker, der kom indenfor rækkevidde. Disse fem eskadrer bestod af store hangarskibe, 2 eskortehangarskibe, 3 slagskibe, 12 krydsere og 25 destroyere.<ref>Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 352.</ref>

Foran disse eskadrer sejlede troppekonvojen Task Group TG 62.8, som bestod af fire transportskibe og fire destroyere.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', pp. 577–578.</ref> Foran troppekonvojen mellem [[Rennell Island]] og Guadalcanal var der en nærstøtte gruppe (TF&nbsp;18), under [[kontreadmiral]] [[Robert C. Giffen]], der bestod af de tunge krydsere USS ''Wichita'', ''Chicago'' og ''Louisville'', de lette krydsere ''Montpelier'', ''Cleveland'' og ''Columbia'' eskortehangarskibene ''Chenango'' og ''Suwannee'' samt 8 destroyere. Admiral Giffen havde kommandoen over TF&nbsp;18 fra ''Wichita''.<ref name="Crenshaw62">Crenshaw, ''South Pacific Destroyer'', p. 62.</ref> En eskadre med det store hangarskib USS ''Enterprise'' sejlede omkring 400 km bag TG&nbsp;62.8 og TF&nbsp;18. Det andet store hangarskib og slagskibene var omkring 240 km længere tilbage. Admiral Giffen var sammen med krydseren ''Wichita'' og de to eskortehangarskibe netop ankommet til Stillehavet efter at have deltaget i [[Operation Torch]] under [[Felttoget i Nordafrika]].<ref>Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 352–353.</ref> ''Chicago'' var også lige kommet tilbage til det sydlige stillehav efter at have gennemgået reperationsarbejder for skader, som det havde fået i [[Slaget ved Savoøen]] næsten seks måneder tidligere.<ref name="Crenshaw62"/>

Giffens styrke blev observeret af japanske undervandsbåde, som rapporterede Giffens position, kurs og hastighed til deres hovedkvarter.<ref name="Morison354"/><ref>Tagaya, p. 66 skriver at det var et japansk søgefly, som opdagede Giffen.</ref> Omkring midt på eftermiddagen blev 16 [[Mitsubishi G4M]] Type 1 [[bombefly]] fra 705. luftgruppe og 16 [[Mitsubishi G3M]] Type 96 bombefly fra 701. luftgruppe sendt af sted fra Rabaul med torpedoer for at angribe Giffens styrke. En Type 96 vendte om med maskinproblemer, så der var 31&nbsp;bombefly i angrebsstyrken. Lederen af 705. luftgruppes fly var løjtnant Tomō Nakamura og oberstløjtnant Joji Hagai havde kommandoen over flyene fra 701. luftgruppe.<ref name= "guadalcanal578"/><ref>Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 354–355; Tagaya, p. 66.</ref>

=== Kampen den 29. januar ===

Radarkontakterne var rent faktisk de 31 torpedobombefly, som nærmede sig. De cirklede syd om TF&nbsp;18 så de kunne angribe fra øst, med den natsorte himmel bag sig. Fra denne retning var de japanske fly dækket af mørket, mens Giffens skibe lå i silhuet mod tusmørket på den vestlige horisont. Flyene fra 705. luftgruppe angreb først fra kl. 19.19. Alle deres torpedoer ramte ved siden af, og et af torpedobombeflyene blev skudt ned af antiluftskyts fra Giffens skibe.<ref name= "guadalcanal579">Frank, ''Guadalcanal'', p. 579; Tagaya, p. 66.</ref>

I den tro, at angrebet var overstået, beordrede Giffen sine skibe til at ophøre med at zigzagge og fortsætte mod Guadalcanal på samme kurs og med samme hastighed. I mellemtiden begyndte et japansk rekognosceringsfly at nedkaste lysblus for at markere kurs og hastighed på TF&nbsp;18 med hemblik på at bistå i det kommende angreb fra Hagais bombefly.<ref name= "Crenshaw63">Crenshaw, ''South Pacific Destroyer'', p. 63; Tagaya, p. 66.</ref>

Halsey tog straks skridt til at forsøge at beskytte den beskadigede USS ''Chicago'', og gav eskortehangarskibene besked på at sørge for at have jagerdækning på plads ved første lys og beordrede ''Enterprise'' til at nærme sig og udvide jagerdækningen. Endelig sendte han flådens slæbebåd ''Navajo'' af sted for at overtage bugseringen fra ''Louisville'', hvilket blev fuldført kl. 8.<ref name="Crenshaw63"/> Mellem daggry og kl. 14 nærmede talrige japanske rekognosceringsfly sig TF&nbsp;18, men selv om de alle blev jaget væk af jagerdækningen, kunne de observere og rapportere positionen af ''Chicago''. Klokken 12.15 indledte en styrke på 11 Type 1 torpedobombefly fra 751. luftgruppe, der havde base i [[Kavieng]] og mellemlandede på [[Buka, Papua New Guinea|Buka]], et angreb på den beskadigede krydser. De amerikanske skibe vidste at bombeflyene var på vej på grund af en advarsel fra en australsk kystobservatør på Salomonøerne og at de ville komme omkring kl. 16. Halsey beordrede imidlertid resten af krydserne til at forlade ''Chicago'' og søge mod havn i [[Efate]], i [[Vanuatu|Ny Hebriderne]], hvilket de gjorde kl. 15, og lod seks destroyere tilbage for at beskytte ''Chicago'' og ''Navajo''.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 579–580; Tagaya, pp. 66–67.</ref>

I begyndelsen så det ud til at de japanske bombefly forsøgte at nærme sig og angribe ''Enterprise''; men drejede mod ''Chicago'' efter at seks jagere fra ''Enterprise'' gik til angreb på dem. Fire andre jagere fra jagereskorten forfulgte flyene fra 751. luftgruppe da de fløj ind i antiluftskytset fra ''Chicagos'' destroyereskorte. To af bombeflyene blev skudt ned inden de kunne kaste deres torpedoer. Yderligere seks blev skudt ned kort efter, men først da de havde kastet deres torpedoer.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 580–581; Tagaya, p. 67. Af de resterende bombefly mistede en en motor, men kunne redde sig tilbage til basen. En af de andre bombefly landede på [[Munda (Salomonøerne)|Munda, New Georgia]] mens de andre tre nåede til Ballale Airfield på [[Shortlandøerne]] (Tagaya).</ref>

En torpedo ramte destroyeren USS ''La Vallette'' i dens forreste maskinrum, dræbte 22 af besætningen og forårsagede store skader. ''Chicago'' blev ramt af fire torpedoer, en foran broen og de tre andre i ingeniørgangene. ''Chicagos'' kaptajn — Ralph O. Davis — gav ordre til at gå i bådene, og krydseren sank med agterstavnen først 20 minutter senere. ''Navajo'' og de eskorterende destroyere reddede 1.049 overlevende fra ''Chicagos'' besætning,<ref>Crenshaw, ''South Pacific Destroyer'', p. 64–65.</ref> men 62 døde.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 581.</ref> En sidste angrebsstyrke havde ikke held af at finde de resterende amerikanske skibe. ''Navajo'' tog ''La&nbsp;Vallette'' på slæb og alle de resterende skibe fra TF&nbsp;18 nåede i havn på Espiritu Santo uden yderligere hændelser.<ref>Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 363. ''La&nbsp;Vallette'' var under reparation i USA indtil den 6. august 1943. ''Dictionary of American Fighting Ships'', [http://www.history.navy.mil/danfs/l1/la_vallette-ii.htm La Vallette]</ref>

<ref name="Morison363">Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 363.</ref> Amerikanerne derimod forsøgte at skjule tabet af USS ''Chicago'' fra offentligheden i nogen tid, og admiral [[Chester Nimitz]] — der var øverstkommanderende for de allierede styrker i Stillehavet truede med at skyde enhver fra hans stab, som lækkede nyheden om tabet af ''Chicago'' til pressen. Halsey og Nimitz lagde skylden for nederlaget på Giffen og skrev det i Giffens officielle præstationsrapport for denne periode.<ref>Wukovitz, ''Setback in the Solomons'', p. 3.</ref> Nederlaget og de efterfølgende beskyldninger fik dog ikke betydning for Giffens karriere. Han fortsatte med at lede allierede eskadrer af slagskibe og krydsere i Stillehavet indtil 1944 og blev senere forfremmet til [[viceadmiral]].<ref>[http://www.history.navy.mil/photos/pers-us/uspers-g/r-giffen.htm Naval Historical Center]</ref>

== Eksterne kilder ==