Auschwitz koncentrationslejr: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m (Script) File renamed: File:Ausschwitz aerial view RAF.jpg → File:Auschwitz aerial view RAF.jpg File renaming criterion #5: Correct obvious errors in file names (e.g. incorrect [[:en:Proper noun|p... |
|||
Linje 39:
== En fanges beretning ==
Shlomo Venezia var tyve år, da han 11.april 1944 ankom til Auschwitz med en transport fra [[Thessaloniki]]. Jødedeportationerne fra [[Grækenland]] var de eneste, ''Reichsbahn'' tabte penge på, fordi Reichsbahn kun godtog betaling i [[Reichsmark]], mens græske [[drakme]]r dengang ikke lod sig veksle til anden [[valuta]]. <ref>[http://www.jewishgen.org/Yizkor/schindler/sch012.html 'Schindler' Stepping-stone to Life – Chapter 9<!-- Robotgenereret titel -->]</ref> Hans mor og to yngre søstre blev omgående ført til gasning. Selv blev han sat til at arbejde i en ''Sonderkommando'' (= specialkommando) med at slæbe lig fra gaskammeret til krematoriet. Sommeren 1944 var der rejst en barrikade af træstammer for at skjule krematorium II og III, der havde en tyve meter høj skorsten og var omgivet af en [[elektrisk]] [[pigtråd]]sspærring. Underetagen indeholdt et 50 m langt afklædningsværelse med nummererede kroge til tøjet og et gaskammer 30 x 7 m til mere end 1.500 mennesker. De eneste åbninger var den pansrede dør med et lille glasvindue med gitter og fire luger i taget, hvorigennem [[Zyklon B]]-krystaller kunne smides ned på de indespærrede. Og det gjorder også at mændenes underliv blev hivet af. <ref>Shlomo Venezia: ''Sonderkommando'' (s. 215), forlaget Gyldendal, Oslo 2008, ISBN 978-82-05-37563-5</ref>
Venezia fortæller, at gasdøden var grusom: "''Vi fandt folk klamret til hinanden, alle havde fortvivlet prøvet at få vejret(...)selv om det indebar, at de måtte klatre over hinanden helt til den sidste var død.''" Det nemmeste var at trække ligene med en spadserestok om nakken. Med alle de ældre mennesker, der var sendt i døden, var der ingen mangel på spadserestokke. Tyskeren, der overvågede gasningen af en gruppe, fandt ofte stor glæde ved at få de døende til at lide endnu mere. Mens han ventede på SS-officeren, der skulle tømme Zyklon B-krystallerne ned på gruppen, morede han sig med at slå lyset af og på for at skræmme dem endnu mere: "''Når han slukkede lyset, kunne man høre en særegen lyd fra gaskammeret, som om folk var i færd med at kvæles af angst – de forstod, at de skulle dø. Så tændte han lyset igen, og man kunne høre ligesom et suk af lettelse.''" Låget over åbningen ned til gaskammeret var af cement og meget tung, og to arbejdsjøder måtte løfte det, så tyskeren kunne kaste Zyklon B ned. Derefter blev låget lagt på igen. En gang gik to arbejdsdage tabt, fordi den ene skorsten fra krematoriet gik tæt. En ung polsk jøde åbnede skorstenssokkelen fra siden og fjernede murstenene, der var blanke af menneskefedt, så der ikke blev aftræk. Pga forsinkelsen begyndte 300 lig at gå i opløsning i sommervarmen. De blev ikke hårde, som folk der dør en naturlig død, men [[hud]]en smuldrede op og blev hængende i arbejdsjødernes hænder: "Det var grufuldt." Kommandoen sov på loftet, lige over ligbrændingsværelset. Taget skrånede, men man kunne stå oprejst. Alle havde hver sin seng, i modsætning til de andre fanger, der måtte sov fem og fem i beskidte køjer. De to rækker senge var adskilt af en lang reol, hvor henved 200 urner med nummerskilt på stod side om side. I urnerne lå aske efter kristne, der var døde i lejren, og som deres pårørende kunne hente for en pris af 200 Mark: "''Sikkert er det at asken i urnerne var en blanding af aske fra flere, og måske indeholdt urnerne ikke engang spor af aske fra den person, som nummeret viste til.''" <ref>Shlomo Venezia: ''Sonderkommando'' (s. 123)</ref>
| |||
