Jazz: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Nielshenningorstedpedersen.jpg|thumb|Niels-Henning Ørsted Pedersen, 1971]] I vore dage er den tidligere folkelige appel dog gledet jazz'en af hænde og i vid udstrækning overtaget af [[rock]]- og [[Popmusik|popmusikken]], som næsten udelukkende har valgt at betjene sig af elektrisk forstærkede instrumenter baseret på højttalerlyd. Karakteristisk for rock er den ofte stærkt markerede rytmiske betoning af de altdominerende lige ottendedels-noder, akkompagneret af en særdeles voluminøs el-bas, hvilket alt i alt har henvist jazz'ens akustiske udgangspunkt til en mere eller mindre tilbagetrukket, nærmest en lidt ufrivillig finkulturel placering inden for den samlede globale musikverden. Denne status ses i særlig grad at komme til udtryk med den [[Kammerjazz|moderne kammerjazz]], der på mange måder udgør en slags syntese mellem bee-bopbebop og cool-jazz, og som altid bliver spillet i mindre ensembler (gjaldt bl.a. den internationalt anerkendte danske bas-virtuos, [[Niels-Henning Ørsted Pedersen]]).

Endelig kan der peges på forskelligheden i henholdsvis jazz'ens og rock'ens grundlæggende musikalske interesse. I jazzmusikken er først og fremmest musikerens talentmæssige og evnemæssige kvaliteter (ikke hans person) i centrum. Instrumentet - hvor vigtigt det selvsagt også end er – vil uvægerlig komme i anden række. (Eksempel på virtuos instrumentbeherskelse og artistisk improvisationstalent er bl.a. basunisten fra det traditionelle dixieland jazzorkester, Dutch Swing College Band, med improviseret basunsolo over akkordforløbet i det gamle jazznummer "Indiana" fra 1917). - I rockmusikken er prioriteningen praktisk taget omvendt. Fokus er her først og fremmest rettet mod de kostbare instrumenters ofte særdeles sofistikerede elektronisk baserede muligheder, som instrumentfabrikkerne (ikke musikeren) forlods har udstyret dem med. Det samme gælder de mange tilsvarende tekniske finurligheder ved såvel forstærkeranlægget som mikrofonerne, højttalerne og mixerpultene, og som i stigende grad ses at blive overladt ansvaret for det musikalske niveau i rockmusikken. Fra at være en ægte og uspoleret musikalsk nydannelse "nedefra" <ref> Med "nedefra" menes, at stilarten er udviklet blandt musikere, som ikke har gennemgået nogen formel skoling i forbindelse med deres musikalske udfoldelse - eksempelvis via en privat musiklærer (fx trompetisten Dizzy Gillespie, som modtog undervisning i harmoniteori af Paul Hindemith i New York og blev én af ophavsmændene til bee-bopbebop jazz'en som stilart) eller via studier på et musikkonservatorium (fx den klassiske komponist Claude Debussy, som under sit musikstudium på Conservatoire de Paris fik inspiration til impressionismen som stilart) </ref> under frodig udvikling inden for hele den rytmiske musik - på samme måde som det var tilfældet med jazzmusikken i sin tid - høres store dele af rockmusikken nu mere og mere at overtage den stærkt kommercialiserede popmusiks forskelligartede "kosmetiske" elektroniske hjælpemidler til brug for især kunstig raffineret lydforbedring og lignende, og hvormed man i stedet for at udforske nye områder blot befæster det, man i forvejen har, og dermed i realiteten ofte intet nyt skaber.