Indtagelsen af Arkona og undertvingelsen af rygboerne blev startskuddet til en længere række af felttog rettet mod Østersøens sydkyst. Da kong Valdemar den Store døde i [[1182]], overtog hans søn [[Knud 6.|Knud]], som ligeledes var støttet af Hviderne, tronen. Dog kom kong Knud i en hvisvis grad til at stå i skyggen af ærkebiskop Absalon. I [[1184]] rejste den tyske kejser Frederik Barbarossa atter krav om overhøjhed over Danmark, men ærkebiskop Absalon nægtede denne gang at forny løftet. Denne provokation bevirkede, at [[Bugislav af Pommern]], en af kejserens vasaller, rejste en hær og drog mod Rügen. Absalon stod selv i spidsen for den danske forsvarsstyrke, som vandt overlegent i et stort søslag ved Rügen. I løbet af det følgende år lykkedes det derefter den danske ledingsstyrke at invadere og underlægge sig [[Pommern]]. Kong Knuds bror Valdemar blev i [[1187]] gjort til hertug af [[Sønderjylland]], hvorfra han førte erobringskrige langt ind i [[Holsten]]. I [[1202]] måtte Valdemar efterfølge sin barnløse bror på tronen i Danmark, hvilket resulterede i en kraftigere ekspansionspolitik. Alt land nord for [[Hamborg]] annekteredes, og selv den tyske kejser anerkendte kongens erobring. De nyerobrede områder strakte sig så langt som til [[Preussen]].
[[Letland]] og byen [[Riga]] tilhørte de tyske sværdriddere. De var veltrænede krigere, men besad også en gejstlig uddannelse, hvorved de ikke adskilte sig meget fra de gejstlige ridderordner fra det Hellige Land. I 1200-tallets første årti påbegyndte de en længere krig mod de estiske folkeslag mod nord. Dette endte i en ren katastrofe, og biskoppen af Riga, Albert, måtte i 1218 rejse til Slesvig for at bede kong Valdemar om støtte. Danskerne havde allerede før – i 1206 og 1208 – ført en række sejrrige felttog i Estland.
=== Estlandstogtet og tiden derefter: 1219-1346 ===
