Sunna: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 11:
== Se også ==
*[[Sunni-islam]]
Forholdet mellem Koranen og Sunnah´en
Af Abdelilah Ghiyati, cand. pæd. studerende
Op igennem historien har der altid været nogen, der har villet adskille Koranen og Sunnah’en.
Profeten Mohammed (Gfvmh) har selv fortalt om dem, der ville gøre det. Hans udsagn herom
(hadîth) citeres senere i artiklen.Det er nødvendigt indledningsvist at præcisere nogle punkter
omkring islams kilder: nemlig først og fremmest Koranen og Sunnah’en.Koranen er Allahs ord,
som blev åbenbaret til Profeten Mohammed og blev nedskrevet i takt med, at Profeten modtog
åbenbaringerne. Profetens tilhængere fik ikke lov til at nedskrive hans sædvane og udsagn, medens
han levede. Det var først efter hans død, at arbejdet med at indsamle udsagnene blev udført. Det gav
anledning til en stor videnskab: Hadîth-videnskaben (Ilm al-Hadîth). Denne videnskab har givet os
mulighed for at skelne mellem stærke og svage Hadîth med flere forskellige grader i klassifikation.
”Sunnah” er et arabisk ord, som etymologisk betyder: metode, vej, eksempel eller model. Profeten
har sagt: ”Den, der starter en god sunnah, får ikke kun belønning for sig selv, men også for andre,
der har gjort som ham, indtil Dommedag. Og den, der starter en dårlig sunnah, bliver ikke kun
straffet for det, han har gjort, men også for det, som andre har gjort ved at efterligne ham indtil
Dommedag.” Iflg. Sharî’a betyder Sunnah’en alt det, som Profeten har sagt, gjort eller stiltiende
accepteret. Tale-Sunnah er f.eks.: Om havet: (dets vand er Tahour, dette døde er Halal) Handlings-
Sunnah er f.eks. : Hvordan Profeten forrettede de fem daglige bønner, hvordan Profeten foretog
pilgrimsfærd (al Hadj) eller hvordan Profeten accepterede et vidne i stedet for to, hvis den, der
fremsatte en påstand kunne sværge på den. Accept-Sunnah er f.eks.: Det, som Profetens sahaba
(følgere) gjorde, og som han stiltiende accepterede – enten ved ikke at udtale sig, ved ikke klart at
tage afstand, eller ved at vise sin accept i form af glæde, som f.eks.: To sahaba, der var på rejse,
skulle bede den tredje bøn. Da de ikke havde vand til at foretage den rituelle afvaskning (wudû’),
foretog de den symbolsk (tajamum). Da de senere fandt vand, gentog den ene af dem bønnen – den
anden ikke. Da Profeten hørte derom, sagde han til den, der ikke havde gentaget bønnen: ”Du har
ramt Sunnah’en” - og til den, der havde gentaget bønnen, sagde han: ”Du vil få dobbelt belønning.”
Et andet eksempel er Muads svar til Profeten, da han ville sende ham til Yemen. Profeten spurgte
ham: ”Hvad vil du bruge som kilde, når du skal dømme i en sag?” Muads svar var: ”Koranen. Hvis
jeg ikke kan finde noget i den, vil jeg bruge Profetens Sunnah. Og hvis jeg ikke kan finde noget i
den, vil jeg anstrenge mig for at danne mig min mening.” Profeten accepterede og sagde: ”Tak til
Allah, som har vist Profetens budbringer den rette vej.”
Sunnah’en som kilde til jurisprudens:
Der er blandt muslimerne konsensus om, at Sun nah’en er en kilde til lovgivning, så længe den er
stærk med hensyn til den kæde af personer, der har overleveret et givent udsagn (isnâd). Det
betyder, at de regler, som Sunnah’en indeholder, sammen med Koranens regler er den lov, som
enhver muslim ved godt helbred, ved sin fornufts fulde brug og som er fri (dvs. ikke slave), skal
respektere fra pubertetsalderen.
Profetens rolle
Muslimerne tror, at Allah har sendt Profeten med to centrale opgaver: At videregive Koranen til
menneskene: Oh Profet! Videregiv det, der blev åbenbaret til dig fra Allah. Hvis du ikke gør det,
har du ikke videregivet Hans Budskab. (5:68) At forklare Koranens betydning: Vi har åbenbaret
advarselen (Koranen), for at du forklarer menneskene det, der er nedsendt til dem og for at de må
tænke efter. (16:45) 1.) Ud fra dette kan man forstå, at Sunnah’en, som er forklarende, er blevet
bevaret ligesom Koranen, fordi et bevis kun har værdi sammen med sin forklaring. Det er Os, der
lidt efter lidt har nedsendt advarslen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og
udslettelse). (15:10) 2.) Imam Shâfi’î har vist os forskellen mellem Koranen og Sunnah’en:
”Koranen er samlet i én bog, medens Sunnah’en er opdelt - og det, der er opdelt, er her på jorden
sammen med Bogen (Koranen).” Det er de lærdes viden om Sunnah’en, der udgør forskellen
imellem dem. Imam Shâfi’î siger i bogen Al-Rissalah: ”Det arabiske sprog er det mest omfattende
og har det største ordforråd, og der findes ikke noget menneske, som kender alle afskygninger af
dette sprog – undtagen én der er profet.” Hvorfor nævner Shâfi’î det arabiske sprog i denne
sammenhæng? Det er, fordi kendskab til det arabiske sprog hos araberne er lige så vigtigt som
kendskab til Sunnah’en hos de retslærde (fuqaha): ”Vi kender ikke nogen, der har samlet
Sunnah’en, og som ikke har glemt en del af den. Hvis vi samler alle lærdes viden, har vi Sunnah’en.
Og hvis man spreder én lærds viden, er der flere dele, han ikke kan huske; men som han kan finde
hos andre.” (Al- Rissalah side 42-43) 3.)
Sunnah’ens forhold til Koranen
De lærde siger, at Sunnah’ens forklaringer til Koranen indeholder flere sider: Den bekræfter
Koranens tekst, f.eks.: Forret bøn og betal zakât. (2:84) Oh I troende! Det er foreskrevet jer at faste,
som det var foreskrevet dem før jer. (2:188) Enhver, der har mulighed derfor, er forpligtet over for
Allah at valfarte til Huset. (3:98) Omars søn har videregivet, at Profeten har sagt: ”Islam er bygget
på fem (søjler): Vidnesbyrd (la Ilaha Illa Allah), bøn, zakât (almisse), valfart og faste i måneden
ramadan.” (al-Bukhâri og Muslim) 4).
Den specificerer det, der er generelt, hvilket udgør den største del af Sunnah’en: I Koranen er der
generelle love (regler), som specificeres i Sunnah’en. Koranen foreskriver bøn, medens Sunnah’en
specificerer tidspunkter, antal rakaa (bøjninger), form og alt det, der gør bønnen formelt acceptabel.
Iflg. Hadîth, har Profeten også sagt: ”Forret bøn, som I har set mig bede.” (al-Bukhâri).
En anden form for specificering : Ang. arv siger Koranen: … til en dreng så meget som to pigers
andel, men hvis der er piger over (tallet) to, så skal de have to tredjedele af, hvad den (afdøde)
efterlader sig. Er der kun én, så skal hun have halvdelen… (4:12) Dette vers er generelt; men
Sunnah’en har præciseret, at reglen ikke gælder, når de implicerede parter har forskellig tro. Iflg.
Usama Ibn Zaid har Profeten sagt: ”En Muslim må ikke arve en vantro, og en vantro må ikke arve
en muslim.” (al-Bukhâri)
Den forklarer det, der kan misforstås: Den er en slags eksegese. Spis og drik, indtil I kan skelne en
hvid tråd fra en sort i dagningen. (2:188) Da dette vers var blevet åbenbaret, fortalte Adij Ibn
Hatim: ”Jeg tog en sort og en hvid tråd og lagde dem under min hovedpude. Jeg kiggede på dem om
natten; men jeg kunne ikke se nogen forskel. Jeg fortalte dette til Profeten, som sagde: ”Det er
nattens mørke og dagens lys.”” (al-Bukhâri)
Den begrænser det ubegrænsede: I skal have halvdelen af, hvad jeres hustruer efterlader sig, hvis de
ikke har børn. Og hvis de har børn, så skal I have en fjerdedel af, hvad de efterlader sig, efter at
jeres gæld og stiftende legater (testamente) er fratrukket… (4:13) Dette vers specificerer ikke hvem,
der kan modtage tes ta mentariske gaver, og hvor stor en del af formuen, der kan testamenteres bort.
Iflg. Sunnah’en må de testamentariske gaver ikke overstige en tredjedel af formuen, og legale
arvinger kan ikke modtage testamentariske gaver. Iflg. Mus’ab Ibn Saad Ibn Abi Waqqas sagde
hans far: ”Profeten besøgte mig på mit dødsleje. Jeg sagde: ”Jeg vil testamentere hele min formue
bort.” Profeten sagde: ”Nej.” Så sagde jeg: ”Halvdelen?” Så sagde Profeten: ”Nej.” Så sagde jeg:
”En tredjedel.” Så sagde Profeten: ”Ja, og tredjedelen er meget.” (Muslim). Iflg. Abu Umama hørte
han Profeten sige: ”Allah har givet enhver sin ret. Og den, der har arveret, har ikke ret til at modtage
testamentariske gaver.” (Abu Dawud). 5.)
Kan Sunnah’en annullere Koranen?
Et eksempel kan belyse dette: Koranen fastlægger, hvilke kvinder en mand ikke må gifte sig med…
(4:23-25) Disse vers nævner femten tilfælde, hvorefter det nævnes, at udover disse er resten tilladt.
Iflg. Sunnah’en har Profeten sagt: ”Det er ikke tilladt at være samtidig gift med en kvinde og hendes
moster eller faster.” (Bukhâri & Muslim), og Ibn Hibban har tilføjet: ”Hvis I gør dette, har I brudt
slægtsbåndet.” Dette tilfælde er ikke nævnt i Koranen. Har Sunnah’en annulleret Koranens
ubegrænsede tilladelse med disse nye forbud? Realiteten er, at hvis der ikke var disse hadîth, der
forbyder at gifte sig med en kvinde og hendes faster eller moster samtidig, ville reglen være, at man
gerne må samle dem, medens Koranverset udelukkende forbyder at, man kan være gift med to
søstre samtidig. De lærde siger, at man ikke må være gift med en kvinde og hendes moster eller
faster samtidig. Ved nærmere eftertanke kan man sige, at der blot var en sproglig uenighed mellem
dem, der har sagt, at Sunnah’en kan annullere Koranen og dem, der har sagt det modsatte. Dette kan
generaliseres til alle hadîth og Koranen.
Kan Sunnah’en lovgive uden om Koranen?
Profetens hadîth gør det tydeligere, at Islam tages fra to kilder : Koranen og Sunnah’en. Koranens
vers tydeliggør, at hengivelse til Allah og til Profeten er en forpligtelse. Ingen af de lærde muslimer
har sagt, at Sunnah’en lovgiver uden om Koranen, men én af Profetens profetier er, at der kommer
engang, hvor nogle folk vil kalde sig Koranens folk, og som ikke vil anerkende Sunnah’en. Hadîth
siger: ”Der vil snart være én, der hører én af mine hadîth, og som vil sige: ”Koranen er mellem jer
og os. Det vi finder i den som halal, vil vi tage som halal , og det, vi finder i den, som haram, vil vi
tage som haram. Husk, at det Profeten har forbudt, er forbudt iflg. Allah.” (Sahih al jami’ assaghir
no.8038).
En anden hadîth siger: ”Jeg har modtaget Koranen og noget lignende med den. Der vil snart være én
mæt, som sidder på sin stol og siger: ”I skal tage Koranen. Det, den tillader, skal I tillade, og det,
den forbyder, skal I forbyde.” Det er jer ikke tilladt at tage noget, som en dhimmi 6.) har tabt, med
mindre han ikke mere har brug for det. En gæst har krav på kira (velkomstdrik), hvis de, hos hvem
han er, ikke giver ham den, så må han godt tage det, der svarer til sin kira.” (Sahih al jamii’
assaghirno.264). Sunnah’en forklarer det, som Koranen ikke omtaler. Sunnah’en er en del af
åbenbaringen. Uanset, om forklaringen drejer sig om det, der er generelt, eller om noget, der ikke
omtales i Koranen.
Kan Sunnah’en modsige Koranen?
Der findes ingen stærk Sunnah (sahih hadîth), som de lærde har accepteret, og som modsiger
Koranen - det er utænkeligt. Så hvis der er nogen, der mener, der er modsætninger, bør de prompte
tage afstand fra det, og den lærde, der får kendskab til deres mening, må finde årsagen: Årsagen kan
være uegnethed til at finde relationen (sammenhængen) mellem det generelle og det, som Sunnah
fastlægger. Alkama siger : ”Jeg har været hos Aicha. Så kom Abu Huraira, og hun sagde: ”Er det
dig, der siger, at en kvinde blev straffet for en kat, som hun lod sulte og tørste!?” Han sagde: ”Ved
du, hvad den kvinde var? Den kvinde var oven i købet vantro, den troende er mere værdig for Allah
end at han vil blive straffet for en kat! Hvis du viderebringer Profetens udsagn, så vær forsigtig
med, hvad du siger.”
Aicha kunne ikke forestille sig, at en troende straffes for et dyr, men de lærde har accepteret denne
hadîth og har forklaret det som en af islams fortrin: I hvert levende væsen er der belønning (ajr), og
mennesket straffes for lidelser, de udsætter dyr for – ligesom de straffes for de lidelser, de udsætter
mennesker for. (bab al aula) (det mere sandsynlige = prioriterings princip). Imam Ahmad)
Fornuftens plads i lovgivningen
De, som i nogle perioder ville skelne mellem Koranen og Sunnah’en eller ville give mere plads til
fornuften i lovgivningen, havde forskellige grunde dertil: I den periode, hvor udsagnene blev
samlet, var det svært at skelne mellem stærke og svage hadîth. Derfor ville nogle bruge fornuften
som en slags målestok. De udsagn, som ikke blev accepteret af fornuften, blev dengang forkastet.
7.) Det var en slags ekstremisme, som blev forkastet af de lærde muslimer. Igennem kontakten med
græsk filosofi, var der andre, der tog vestlige principper som arbejdsredskab. Det kunne ikke lade
sig gøre, fordi islamiske kilder selv har fastlagt lovgivningsprincipper, som allerede var blevet
nedskrevet under Omar Ibn Abdel Aziz’. 8.) De samme principper er stadigvæk gældende i de
forskellige jurisprudens-nstanser i den islamiske verden.
Fornuften har spillet en stor rolle ved samlingen af hadîth’ene, idet man opsatte regler for, hvordan
og hvornår man kan acceptere en hadîth og klassificere den blandt de andre. Fornuften har hjulpet
til at klassificere Hadîth-samlinger i forskellige grader. Nogle sahaba startede indsamlingen af
hadîth allerede på Profetens tid, f.eks. : Abu Hurajra, Jabir og Abdellah ibn Amr Ibn Al’as. De tre
var blandt dem, der udgør en del af de samlinger i Omar Ibn Abdel Azizs tid. Det var forbudt at
skrive Koranen og Sunnah’en på samme materialer. 9.) Det var kun nogle få velrenommerede
”skriftkloge”, der fik tilladelse til at nedskrive Sunnah’en separat. Blandt dem, der nedskrev
Koranen, nævner Subhi Saleh 40. De fleste af dem var fra Mekka. 40 er ingenting i forhold til
datidens befolkningstal. Araberne var ikke et folk, der kunne læse og skrive; men de havde
mundtlige overleveringer og ingen filosofi. Det forklarer, hvad der skete, da Koranen opfordrede
folk til at studere: Blandt de muligheder, som fangerne havde for at løskøbe sig, var muligheden for
at undervise 10 muslimske børn i at læse og skrive. Alle var ivrige efter at lære at læse og skrive;
men de fleste fik ikke lov til at nedskrive Koranen, ej heller Sunnah’en. De vigtige ting blev
nedskrevet og offentliggjort, som f.eks. pagten mellem muslimerne og jøderne i Medina, og pagten
mellem muslimerne og Mekkas beboere. 10.) De, der kunne skelne i skrift mellem Koranen og
Sunnah’en fik lov til at skrive. Derfor har man taget deres samlinger i betragtning, da man skulle
lave den store samling på Omar Ibn Abdel Azizs tid.
Sunnah’en og dagligdagen
En stor del af Sunnah’en handler om Profetens daglige færden, og om skik og brug. Det domæne er
frivilligt, og individet må gerne rette sig efter de forskellige situationer, som det befinder sig i - med
respekt for overordnede principper. For at en handling får status af ’ibada (tilbedelse), må den skifte
zone fra skik til efterligning af Profeten - medmindre omstændighederne ikke giver mulighed for
efterligning. Konteksten skal altid tages i betragtning uden at dræbe islams ånd og charias
principper.
Opsummering
Vi har i det foregående berørt et vigtigt emne, som drager skel mellem folk og udelukker nogle fra
islam. Man kan ikke skelne mellem Koranen og Sunnah’en. Der hersker konsensus blandt
muslimerne om, at Sunnah’en er en kilde til lovgivning, så længe den er stærk med hensyn til den
kæde (sanad), som har fortalt den. Det betyder, at de regler, som Sunnah’en indeholder - sammen
med Koranens regler - er lov, som enhver muslim ved godt helbred, ved sin fornufts fulde brug og
som er fri (dvs. ikke slave) skal respektere fra pubertetsalderen.
Sunnah’ens regler er bekræftende og forklarende i forhold til Koranen, eller lovgivende på de
områder, Koranen ikke har sagt noget om. Derfor lovgiver Sun - nah ’en efter de samme principper,
som Koranen selv fastsætter. Følgelig kan der ikke være modsætninger mellem Koranen og
Sunnah’en. Koranen siger, at Profeten ikke taler af eget begær (al hawa) Og han taler ikke af eget
begær. (53:4) Det, som Profeten siger, er åbenbaring - med mindre han tilføjer, at det, han taler om,
ikke er åbenbaring, og at det er en del af det, hvor fornuften er mesteren.
Opsummerende kan man sige: At skelne mellem Koranen og Sunnah’en er at ”dræbe” Islam. En
muslim, som ikke tager Sunnah’en i betragtning i sine handlinger, er som én, der går med et slukket
lys - det kan han ikke bruge til noget. Muslimer uden Sunnah’en er som et samfund uden fædrene
arv. De lærde siger: Den, der forkaster Sunnah’en grosso modo, har forladt Islam.
== Kilder/henvisninger ==
| |||