Thorkild Juncker: Forskelle mellem versioner

Efter endt uddannelse hos [[Østasiatisk Kompagni]] (ØK), gjorde Juncker som direktionssekretær lynkarriere hos konkurrenten Aarhus Oliefabrik og overtog i en ung alder i [[1927]] posten som direktør. Her udfoldede han sig hurtigt som en dygtig, visionær, benhård og beundret industrileder, som på få år formåede at genrejse et fallitbo til en af landets førende industrivirksomheder. I [[1937]] stod fabrikken på [[Aarhus Havn]] for 10 % af den samlede danske industrieksport. Junckers bedrift skal ses på baggrund af 1930'ernes dybe og verdensomspændende [[recession]].

Efter den [[Nazisme|nazistiske]] besættelse af [[Danmark]] i [[1940]] anså Juncker den tekniske og videnskabelige forskning som det største aktiv i forhold til at sikre en fleksibel indpasning (dvs. overlevelse) i en europæisk storrumsøkonomi under nazistisksnazistisk lederskab, og han offentliggjorde sine overvejelser herom i dendet ledende nazistiske organ ''Berliner Börsen Zeitung'' i februar [[1941]]. I artiklen tilsluttede Juncker sig den nazistiske storrumstankegangstorrumstanke, samtidig med at han direkte udfordrede den i [[Berlin]] herskende opfattelse af Danmarks plads i en sådan planøkonomisk indretning, ifølge hvilken [[Danmark]] primært var tiltænkt rollen som leverandør af levnedsmidler. Under besættelsen blev Juncker formand for [[Udenrigsministeriets Østrumsudvalg]], der på officielt plan varetog og udviklede det danske erhvervslivs ikke ubetydelige interesser i de erobrede områder mod øst. Ved oprettelsen af ''[[Dansk-Tysk Selskab]]'' i Aarhus i [[1940]] blev Juncker formand for selskabet, der var en jysk provinsafdeling af [[Dansk-Tysk Forening]]. Efter krigen var disse formandshverv den direkte anledning til, at han betragtedes som nazisympatisør.

I [[1947]] idømtes han i [[Københavns Byret]] en to års [[fængsel]]sstraf og fradømtfradømtes almen tillid i fem år for sin medvirken i [[hofjægermester]] [[Jørgen Sehested]]s [[statskup]]planer i sensommeren 1940. Retten lagde især vægt på indholdet af et af Juncker udarbejdet memorandum, som i sommeren [[1940]] blev overgivet til den tyske [[SS]]-[[Sturmbannführer]] [[Eberhard von Löw]]. I dette memo tilbød Juncker efter rettens mening sin [[ekspert]]ise indenfor [[koloni]]al [[råstof]]håndtering, [[logistik]] og transport til detDet tredje rigesRiges ledelse, der som påpeget i memoet manglede erfaringer på dette område. Memoet har siden gennem socialdemokraten [[Holger Eriksen]]s erindringer givet anledning til en dramatisk myte om, at Juncker under krigen stilede efter at blive [[Adolf Hitler|Hitlers]] koloniminister, hvilket memoet i sig selv ikke giver holdbart belæg for.

JunkcerJuncker blev også slettet fra ''[[Kraks Blå Bog]]''.

Det har været omdiskuteret, hvorvidt Juncker var [[nazist]] eller ej. Juncker bifaldt meget af det, der skete i [[Tyskland]] efter [[1933]], ikke mindst den korporative industripolitik og inkorporeredeindkorporerede selv mange elementer af ''Kraft durch Freude'' ideologien på sin egen fabrik. Juncker plejede med omhu sine forbindelser til de tyske nazister, men han var ikke medlem af det danske nazistparti [[DNSAP]] og forholdet til [[Frits Clausen]]s folk var direkte anstrengt. Diskussionen om Junckers evt. nazisme har sløret foraf det forhold, at han langt ind i krigen nød både [[Thorvald Stauning|Staunings]] og stats- og udenrigsminister [[Erik Scavenius]]' tillid og opbakning. Både [[C.V. Bramsnæs]] og Scavenius bragte ham op som et muligt ministeremne ved forskellige kritiske lejligheder i 1941-42.<ref>Knudsen, ''Den største tyskerven'', s. 417-418.</ref>