Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg: Forskelle mellem versioner

Men han kaldtes snart til andre hverv, i det han under [[24. august]] [[1807]] udnævntes til præsident i den samme dag oprettede interimistiske regeringskommission for Norge. Kommissionens oprettelse var den umiddelbare og nødvendige følge af [[Københavns bombardement|englændernes overfald på København]]; med flådens bortførelse og krigens udbrud blev ligeledes dens fortsatte beståen en nødvendighed. Som kommanderende general og denne kommissions præsident fik prinsen en dobbelt opgave, i det han på samme tid skulle lede krigsførelsen og Norges civile administration. Tillige stilledes der nu ofte krav til hans statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt om at handle på egen hånd, når han uden at kunne indhente ordrer om sine forholdsregler fra regeringen i København alligevel måtte fatte beslutninger, hvorved både Norges særegne tarv skulde rammes og monarkiets fælles interesser lige fuldt varetages. Prinsens interesser havde indtil dette øjeblik hovedsagelig været militære, og der vides intet om, at de i større udstrækning havde gået ind på den civile administrations og politikkens områder. Til statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke noget, som tyder på, at han har været i besiddelse af et skarpt politisk blik. Men han var den samvittighedsfulde arbejder, der ikke forsømte noget, så længe han kunde holde sit hoved oppe, og med den største omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad der vedkom hans stilling. Dette var imidlertid, hvor meget det end gjorde ham ære, dog ikke tilstrækkeligt af de egenskaber, for hvilke han nu skulde have behov; navnlig manglede han bestemthed og evne til at hævde sin personlige uafhængighed, ligesom han ved sin tilbøjelighed til at imødekomme alle lettelig forlededes til at give for tidlige løfter og derved binde sin egen handlemåde. Men over den store mængde øvede han en betydelig personlig indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor hurtig han vandt de norske soldater. Han vandt en magt over hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestående, og deri ligger forklaringen af den vægt, der under de påfølgende begivenheder lagdes på hans person. Christian August Og den nationale norske hær, hvis tilbedte fører og ideal han var, voksede næsten sammen i den almindelige bevidsthed, og derigennem blev han på et vigtigt tidspunkt den, om hvem alle beregninger måtte dreje sig.

 

Som hærfører vandt Christian August et stort navn under det korte felttog i [[1808]]. Med en styrke af 16500 mand skulle han forsvare den søndenfjeldske grænse og besætte de derværende fæstninger. Den imod ham opstillede svenske vestarmé talte over 17000 mand, og denne rykkede i april 1808 over grænsen ind på norsk grund, hvor Christian August straks organiserede forsvaret. Først blev den 2. svenske brigade, der var faldet ind i [[Høland]], drevet tilbage, hvorunder der bl.a. forefaldt en heftig kamp [[20. april]] ved [[Toverud]]; i denne blev grev [[Axel Mørner]] fanget med en stor del af sit [[detachement]]. 1. svenske brigade, der rykkede ind over [[Magnor]], erobrede med sin venstre fløj [[18. april]] de norske stillinger ved [[Lier]], medens dens højre fløj under oberst [[Carl Pontus Gahn]] forsøgte at trænge frem langs [[Flisen]] elv i [[Solør]]. Her blev den i passet ved [[Trangen]] dels sprængt, dels taget til fange. Christian August modtog kongens anerkendelse ved [[15. maj]] 1808 at udnævnes til [[generalløjtnant]]. [[10. juni]] fordreves den svenske 4. brigade fra stillingen ved [[Præstebakke]], hvorved der gjordes 429 fanger. Positionerne blev imidlertid få dage senere på ny besatte af de svenske. Men i samme måned trak hele deres hær sig ud af Norge, som derefter så godt som ikke blev foruroliget ved angreb fra sin østlige nabo. Gennem det held, hvormed krigen i det hele var ført til trods for de svage og utilstrækkelige hjælpemidler – alene af krigsfanger havde den norske hær taget over 1100, medens der i [[Sverige]] kun var o. 150 norske fanger –, havde hærens fører vundet et stort navn og yderligere befæstet sig i hærens hengivenhed. Han havde delt ondt og godt med soldaterne, der vidste, at når de lede, så vilde deres feltherre ikke have det bedre, og når de ved vårsolens første stråler vågnede på den endnu snedækte mark, så lå han ved deres side, indhyllet i sin kappe, og havde søgt den samme hvile. Men hvad der i mange tilfælde kunde blive for meget for hårdføre bondesønner, bidrog også til at svække den svagere fyrstesøn, og vårfelttoget i 1808 har derfor i betydelig grad undergravet hans helbred, der i forvejen ingenlunde var den stærkeste.