Emil Slomann: Forskelle mellem versioner

Efter sommerferien 1889 indviedes skolens nye bygning Jakob Dannefærds Vej 3, Frederiksberg. Skolen hed nu ''Slomanns Latin- og Realskole''. Slomanns undervisning og ledelse af skolen prægedes af de samme egenskaber, som rektor Krarup havde fremhævet hos ham: Nænsomhed og kærlighed til det behandlede stof, intensitet og tankeklarhed og human samfølelse med eleverne. Han ønskede vel intet eksamenspiskeri, men fordrede dog, at alt det faktiske i et pensum skulle læres. Det opdragelsesideal, han satte sig, og de fremragende lærere, han knyttede til sin skole, gav den på mange måder et mere moderne tilsnit end de fleste højere skoler i samtiden.

Slomann tog ivrigt del i drøftelse af tidens skolespørgsmål. Således holdt han i 1892 i [[Det pædagogiskePædagogiske Selskab]] et foredrag, der er udgivet under titlen »Den private Latinskole, dens Stilling og dens Fremtid«. Han indledte her drøftelsen af skolernes økonomiske forhold, som ni år senere ordnedes ved oprettelsen af [[De forenede Skoler]]. Skønt præget af sin ungdoms studium af den klassiske oldtid, og skønt han gav skolens segl et latinsk motto, »Et quid volo, nisi ut ardeat« (Direkte: Og hvad jeg vil, er kun, at det brænder; dvs. brænder for en hjertenssag), var han dog med til at arbejde for gennemførelse af den reform af den højere skole, der betegnes ved [[almenskoleloven]] af 1903, der begrænsede de klassiske sprogs (oldgræsk og latin) plads i skolen.