Skisma: Forskelle mellem versioner

'''Skisma''' (græsk: kløft, uenighed) er betegnelse for spaltning, splittelse eller brud. Det tilhørende tillægsord er ''skismatisk''. Betegnelsen refererer oprindelig til en [[Kirken|kirkelig]] splittelse eller spaltning, som f.eks. [[reformationen]] (overgang fra katolicisme til protestantisme), men bruges i dag også om brud eller splittelser i sammenhænge, som ikke har noget med kirken at gøre. Denne artikel handler om skisma i kirkelig betydning.

I [[Kristendommen|den kristne kirke]] var der fra starten afbegyndelsen stor uenighed om, hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Mange [[kirkehistorie|kirkehistoriske]] stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.

Gnosticisme kommer af det græske ''gnōsis'', som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage tilfra det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnosticisme, men generelt omhandler det en streng [[dualisme]] mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Verden er ifølge gnosticismen ikke skabt af Gud, men af en ond gud, kaldet for [[demiurgen]]. Mennesket er ved et fald havnet i denne onde verden, men har i sig et guddommeligt lys, som de ved øvelser kan opdyrke og dermed stige op til den gode Gud. Disse øvelser kan være af forskellig art, men er ofte en filosoferen over religiøse tekster; [[Thomas-evangeliet|Thomasevangeliet]] og [[Judasevangeliet]] har formentlig været nogle af dem. Disse tekster er ofte af mystisk art og omhandler ofte en distancering fra verden og dens ondskab.

Problemet med denne udlægning af Kristi lære, ud fra den katolske kirkes synspunkt, er, at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.

Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er, at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.

Bruddet i 1054, hvor pave [[Leo IX]] og patriarken [[Mikael I]] [[ekskommunikere]]de hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i den [[Romersk-katolske kirke|vestlige katolske]] og den [[Østkirken|østlige ortodokse]], var kulminationen på en århundredgammel strid. Hovedsageligt omhandlede bruddet et spørgsmål om [[jurisdiktion]] og hvem, der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepterede læren om pavens ufejlbarhed, og den vestlige katolske kirke ikke accepterede [[patriarken af Konstantinopel]] som universel patriark, såvel som om hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om, hvordan [[nadver]]en skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.

DetAdskillelsen skal bemærkes, at adskillelsenblev af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem [[Leo IX]] og [[Mikael I]]. Det er aldrig blevet verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke accepterer adskillelsen som legitim.

Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en [[Katolicisme|katolsk]] og [[Protestantisme|protestantisk]] retning samt en [[Den anglikanske kirke|anglikansk]], der nærmest indtager en midterposition mellem de todem. Forud for reformationen var gåetgik flere hundrede år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i [[1517]], da [[Martin Luther]] sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i [[Wittenberg]], var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af [[afladsbrev]]e ([[afladshandel]]).

Årsagen til reformationen er dog mere kompleks: end som så. GennemI middelalderen var den [[katolske kirke]] blevet gennemsyret af korruption og [[nepotisme]]. Paverne var ofte fordrukne, havde affærer og opførte sig generelt upassende forsom overhovedetoverhoveder for den kristne kirke. Samtidig med at dissede paver og [[Kardinal (katolske kirke)|kardinaler]] levede et liv i overdådig luksus, blev hele Europa drænet for penge, som sponsoreredegik til deres ekstravagante liv og bygningen af mægtige [[katedral]]er.

Luther var i begyndelsen ikke opsat på at bryde med den [[katolske kirke]], men ville forsøge at reformere den indefra. Han var overbevist om at man blev nødt til at vende tilbage til Skriften (Bibelen) som eneste grundlag for kirken. Den katolske kirke anvendte i stor stil forskellige traditioner og filosofier som sit grundlag, udoverud over Bibelen. Luthers motto blev "Sola Scriptura" (Skriften alene), og kom til at danneblev grundlaget for, at der på lutherske universiter blev lagt vægt på at lære græsk og hebraisk, så man kunne læse Bibelen på originalsproget.

Luther var overbevist om, at paven, som jo var Kristi stedfortræder, ikke var klar over den grove udnyttelse, som fandt sted, og selv ville være interesseret i at rense kirken for urene elementer. Efter nogen tid blev Luther dog bevidst om, at paven var den, der stod bag hele denne korrumpering at kirken, og han begyndte i sine breve at angribe paven personligt, hvilket var med til at han i 1521 blev lyst i band ved Worms-ediktet ([[Rigsdagen i Worms]]).

SelvomSelv om Luther forsøgte at bekæmpe det, så opstod der en mængde forskellige protestantiske retninger i kølvandet på hans brud med kirken. DisseDe var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af dommedagsprofeter, som spredte budskabet om verdens snarlige endeundergang. Luther havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Værst var de såkaldte [[gendøber]]e. Luther foragtede dissedem, fordi de ikke ville acceptere barnedåb. Disse gendøbere blev forfulgt, men trives i dag i stor stil, især i USA og Asien.