Forskel mellem versioner af "Skisma"

191 bytes fjernet ,  for 5 år siden
oversat
m (Datomærker kilde mangler-skabeloner)
(oversat)
{{kilder|dato=Uge 52, 2013}}
 
'''Skisma''' (græsk: kløft, uenighed) er betegnelse for spaltning, splittelse eller brud. Det tilhørende tillægsord er ''skismatisk''. Betegnelsen refererer oprindelig til en [[Kirken|kirkelig]] splittelse eller spaltning, som f.eks. [[reformationen]] (overgang fra katolicisme til protestantisme), men bruges i dag også om brud eller splittelser i sammenhænge, som ikke har noget med kirken at gøre. Denne artikel handler om skisma i kirkelig betydning.
 
I [[Kristendommen|den kristne kirke]] var der fra starten afbegyndelsen stor uenighed om, hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Mange [[kirkehistorie|kirkehistoriske]] stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.
 
== Gnosticisme ==
{{Uddybende|Gnosticisme}}
Gnosticisme kommer af det græske ''gnōsis'', som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage tilfra det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnosticisme, men generelt omhandler det en streng [[dualisme]] mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Verden er ifølge gnosticismen ikke skabt af Gud, men af en ond gud, kaldet for [[demiurgen]]. Mennesket er ved et fald havnet i denne onde verden, men har i sig et guddommeligt lys, som de ved øvelser kan opdyrke og dermed stige op til den gode Gud. Disse øvelser kan være af forskellig art, men er ofte en filosoferen over religiøse tekster; [[Thomas-evangeliet|Thomasevangeliet]] og [[Judasevangeliet]] har formentlig været nogle af dem. Disse tekster er ofte af mystisk art og omhandler ofte en distancering fra verden og dens ondskab.
For de kristne gnostikere var Jesus ikke inkarnationen af Gud, men nærmere en særlig viis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans sjæl steg op til Gud. Denne fornægtelse af Jesus som guddommelig var også det der gjorde, at gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke.
Under [[Diocletian]]s og [[Gratian]]s voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af [[Donatisme|Donatus]] nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
 
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, ud fra den katolske kirkes synspunkt, er, at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
 
== Nestorianere / Assyriske kirke ==
Pelagianisme er troen på, at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den [[frie vilje]], og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om [[arvesynden]]. Pelagianisme prædiker, at [[Jesus|Jesu]] rolle er begrænset til at være et godt eksempel som modvægt til [[Adam (bibelsk person)|Adam]]s dårlige. Pelagius var en [[munk]], der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af [[Augustin]], fordømt af [[pave]] [[Innocent I]] i år [[417]] og dømt kættersk ved synoden i [[Efesos]] år 432.
 
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er, at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
 
[[Det Nye Testamente]], [[Efeserbrevet]], kapitel 2, vers 3:
== Det store skisma / Øst-vest-skismaet ==
{{Uddybende|Det store skisma 1054}}
Bruddet i 1054, hvor pave [[Leo IX]] og patriarken [[Mikael I]] [[ekskommunikere]]de hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i den [[Romersk-katolske kirke|vestlige katolske]] og den [[Østkirken|østlige ortodokse]], var kulminationen på en århundredgammel strid. Hovedsageligt omhandlede bruddet et spørgsmål om [[jurisdiktion]] og hvem, der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepterede læren om pavens ufejlbarhed, og den vestlige katolske kirke ikke accepterede [[patriarken af Konstantinopel]] som universel patriark, såvel som om hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om, hvordan [[nadver]]en skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
 
DetAdskillelsen skal bemærkes, at adskillelsenblev af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem [[Leo IX]] og [[Mikael I]]. Det er aldrig blevet verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke accepterer adskillelsen som legitim.
 
Betegnelsen ''[[Det store skisma]]'' bruges undertiden også om tilstanden i Vestkirken [[1378]]-[[1417]] e.Kr., hvor der sad rivaliserende [[pave]]r både i [[Rom]] og i [[Avignon]] (og i en overgang også i [[Pisa]]).
== Reformationen ==
{{Uddybende|Reformationen}}
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en [[Katolicisme|katolsk]] og [[Protestantisme|protestantisk]] retning samt en [[Den anglikanske kirke|anglikansk]], der nærmest indtager en midterposition mellem de todem. Forud for reformationen var gåetgik flere hundrede år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i [[1517]], da [[Martin Luther]] sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i [[Wittenberg]], var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af [[afladsbrev]]e ([[afladshandel]]).
Årsagen til reformationen er dog mere kompleks: end som så. GennemI middelalderen var den [[katolske kirke]] blevet gennemsyret af korruption og [[nepotisme]]. Paverne var ofte fordrukne, havde affærer og opførte sig generelt upassende forsom overhovedetoverhoveder for den kristne kirke. Samtidig med at dissede paver og [[Kardinal (katolske kirke)|kardinaler]] levede et liv i overdådig luksus, blev hele Europa drænet for penge, som sponsoreredegik til deres ekstravagante liv og bygningen af mægtige [[katedral]]er.
 
Luther var i begyndelsen ikke opsat på at bryde med den [[katolske kirke]], men ville forsøge at reformere den indefra. Han var overbevist om at man blev nødt til at vende tilbage til Skriften (Bibelen) som eneste grundlag for kirken. Den katolske kirke anvendte i stor stil forskellige traditioner og filosofier som sit grundlag, udoverud over Bibelen. Luthers motto blev "Sola Scriptura" (Skriften alene), og kom til at danneblev grundlaget for, at der på lutherske universiter blev lagt vægt på at lære græsk og hebraisk, så man kunne læse Bibelen på originalsproget.
 
Luther var overbevist om, at paven, som jo var Kristi stedfortræder, ikke var klar over den grove udnyttelse, som fandt sted, og selv ville være interesseret i at rense kirken for urene elementer. Efter nogen tid blev Luther dog bevidst om, at paven var den, der stod bag hele denne korrumpering at kirken, og han begyndte i sine breve at angribe paven personligt, hvilket var med til at han i 1521 blev lyst i band ved Worms-ediktet ([[Rigsdagen i Worms]]).
 
Herefter var Luther fredløs, og han var i åben krig med selve kirken. Han blev dog støttet af flere parter, som kunne se det fornuftige i det han sagde. Blandt andet var de økonomiske perspektiver svært tillokkende for fyrsterne, som gennem tiden havde mistet både land og magt til kirken. Kirken besad enorme mængder land og gjorde endog krav på at bestemme over kejseren.
 
SelvomSelv om Luther forsøgte at bekæmpe det, opstod der en mængde forskellige protestantiske retninger i kølvandet på hans brud med kirken. DisseDe var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af dommedagsprofeter, som spredte budskabet om verdens snarlige endeundergang. Luther havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Værst var de såkaldte [[gendøber]]e. Luther foragtede dissedem, fordi de ikke ville acceptere barnedåb. Disse gendøbere blev forfulgt, men trives i dag i stor stil, især i USA og Asien.
 
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
Anonym bruger