Forskel mellem versioner af "Barn"

20.136 bytes fjernet ,  for 5 år siden
(→‎Dialekter: mangler nogle små ting)
Almindelige ord der varierer i danske dialekter fremhæves ofte for gæster i lokalområdet. Således også ordet barn, der på bornholmsk hedder ''bælli'' i ental og ''bælla'' i flertal.
 
I sidste uge skulle vi sige farvel til endnu en au pair pige. Denne gang var det fordi, hun ikke følte, at arbejde var noget for hende. Hun vil hellere til Danmark for at stå i butik. Vi gik på Scotts onsdag aften. Trods mange sjove mennesker blev hyggen dræbt af tanken om, at Anna snart skulle hjem og et par andre au pairs overvejelser om at gøre det samme. Øv også! Jeg troede lige, at vi gik og havde det så godt. Og det har jeg også. Men der er mange, der har svært ved at få tiden til at gå hernede. De synes ikke, der er nok udfordring i hverdagen. Det er der selvfølgelig heller ikke, hvis man ikke kan udfordre sig selv. For så er alternativet at sætte sig foran tv’et.. og det forstår jeg godt bliver kedeligt på et tidspunkt.
 
Torsdag aften mødtes vi igen på Scotts. Denne gang var det kun Linette, Anna, hendes kæreste og så jeg. Det var utrolig hyggeligt. Vi klingede godt. Og skønt Niels (kæresten) ikke kendte til os, så var han med på jokes’ne med det samme. Stemningen var super… Det blev til en af de bedste aftener hernede. Jeg nød det i fulde drag og smilede hele vejen hjem i bussen. Så kan de andre snakke om, at de keder sig… den aften talte i en fuldstændig anden retning. Modet kom tilbage.
 
Fredag var Annas sidste aften. Vi mødtes på Pizza Hut. Først 6, så 7 og til sidst 8 mennesker. Det var så kikset. Vi havde så meget bagage med, fordi 4 af dem, skulle køre samme aften til Danmark for at holde ferien der. Det medførte en kæmpe bunke tasker, poser og andet godt midt på gulvet. Vi delte to familiepizzaer og regningen.
På vejen videre ned til Scotts gik 4 af os, mens de andre fik pakket bilen. Det er nok det sjoveste jeg har oplevet hernede. Jeg ved ikke, hvad det er, men Sif og jeg har bare et eller andet sammen. Det er farligt, hvis vi sidder ved siden af hinanden… Vi bryder ud i latter, og jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad vi griner af. På vejen derned gik vi sammen med de to mest talende au pairs. De plaprede løs og hørte knap på hinanden. Vi kørte så nogle af tingene længere ud.. måske lidt for langt. Men nøj, det var så sjovt. Vi passerede flere mennesker, der så på os, som om vi var på stoffer. Det var vi nu ikke. Nærmere høje på grin. Vi grinte så meget, at maverne og kinderne gjorde ondt. Da vi endelig nåede Scotts var der tårer løbende ned af kinderne og to meget tissetrængende blærer. De andre var slet ikke med, men nå ja, det var vi jo heller ikke. Tiden gik alt for hurtigt den aften. Klokken nærmede sig 22.00 og folkene skulle cruse af sted mod det kolde nord. Vi var jo 4 der blev, så vi festede videre. Vi kunne ikke finde ud af, hvad vi skulle. Der er langt til Muko MUKO, især når de vælger små stiletter. Vi prøvede derfor noget nyt. Gik på Melosina (eller noget i den stil)… inden vi nåede ind smuttede den. Hendes date havde fået fri fra arbejde. Det er selvfølgelig også en måde at møde lokalbefolkningen på.
 
Nå.. lidt som i sangen om de 10 cyklister fortsatte vi ufortrødent. Det var et kæmpe disko med flere etager og tilhørende rum. Trods størrelsen var der SLET ikke tomt. Der var proppet med mennesker. Man kunne ingenting… hverken danse eller sidde og hygge. Vi tog meget trætte hjem ved 4-tiden. En af au pairs’ne kunne ikke komme hjem med natbus eller lignende (det kan hun aldrig), så hun kom med mig hjem. Hun er ikke en, der sover længe, så vi var oppe klokken 9.00. Damn det var tidligt. Tænkte at jeg bare ville sove bagefter, når hun var taget med bussen. Men nej, det kunne jeg ikke.
 
Ved en 14-tiden tog vi ned til en svensk familie. De søgte en barnepige til nødsituationer og også gerne et par timer, så moren har mulighed for at løbe sig en tur eller lignende. Selvom jeg godt forstod det meste dernede, så skulle jeg dælme koncentrere mig meget. Min au pair mor forstår det og snakker det også.. hun kan bare snakke mange sprog. De ville gerne have mig på prøve, for at se om det gik. Det tror jeg nu det kommer til.
 
Derefter var jeg træt, men jeg havde lovet Gitte at komme ud til hende. Jeg tog derud efter aftensmaden. Vi så film og hyggede os gevaldigt. Snakkede om, hvad vi skulle i ferien. Vi ville begge gerne af sted, men vi vidste ikke rigtig hvor.
 
Søndag morgen tjekkede vi internettet for billige rejser, men dem var der ikke rigtig så mange tilbage af. Så i stedet begyndte vi at søge på hostel i Bruxelles. Vi kunne ikke rigtig finde nogen, der havde plads flere dage i streg. Valgte at tage forbi Turist Informationen her i Luxembourg for at søge lidt hjælp. De vidste slet ingenting. De havde ikke engang en brochure. Hmm.. men nu havde vi købt billet til Bruxelles. Så nu tog vi altså bare af sted. I værste fald kunne vi jo bare tage toget hjem den selv samme dag… Vi mødtes med to andre au pairs på Italiano (en skøn isbar midt i byen). De kiggede godt nok på os, da vi fortalte, at vi bare sådan tog af sted. Om aftenen pakkede jeg hurtigt en rygsæk med det allermest nødvendige.
 
Næste morgen kl. 8.30 ventede jeg på bussen. En ung pige kom forpustet derop. Jeg beroligede hende med, at bussen var forsinket, så hun kunne godt slappe af. Vi faldt i snak og det viste sig, at hun kom fra Malta, men boede nu med fire andre unge i et hus i Hostert. Hun vinkede til mig inden i bussen, og vi snakkede lige indtil hun skulle af.
 
Jeg stod af ved Gare (togstationen) og fik inden længe fundet Gitte. Vi fandt perronen og ventede nu på toget. 3 timer senere var vi i en regnfuld Bruxelles. Traskede ned mod Grand Place for at finde Informationen. Ekspedienten var helt fantastisk. Han vidste lige, hvad vi havde brug for. Vi fik et kort over de forskellige hostels. Vi valgte at bevæge os hen mod det billigste, der lå forholdsvis tæt på. Og vi var heldige. Der var plads på et ottemands rum. Vi satte vores bagage i ’Luggage Room’ og gik ud for at se os om. Vi gik meget uden brug af kort. Vi gik bare. Så en masse forskellige bygninger. Fandt Grand Place. Den er virkelig smuk. Vi stod længe og kiggede. Gik hele vejen rundt for at for det hele med..
 
Derefter fandt vi ned mod den tissende dreng, som de er så kendte for. Den var for os, som den lille havfrue er for mange turister… noget mindre, end vi havde forventet. Men nu er den set. Resten af tiden den dag gik vi bare rundt og så på de små gader og de mærkelige butikker. De har en del broderi.. jeg fandt aldrig ud af, om det er noget, de er kendt for, eller om det bare er tilfældigt, at de går så meget op i det. I en af de hyggelige gader kom vi forbi et springvand. Ikke et normalt springvand.. nej nej, et springvand med chokolade. Flydende lækker chokolade. Det så hamrende godt ud! Hvor end man befandt sig i byen var der en konstant duft af hjemmelavede belgiske vafler. Det var alt for lækkert og fristende. Men vi havde lige spist kæmpe treretters menu for at fejre, det hele var gået så godt. Der findes en hel restaurantgade, hvor de har lækre middagstilbud. Så selv fattige tøser som os kunne finde sådan et lækkert måltid til en 10-12 euro.
 
Vi gik forbi et supermarked og købte lidt pålæg og brød til aftensmad og gik derfor hjem til hostellet. Hentede vores bagage og indlogerede os i et dejligt værelse. Det var ’women only’. Vi købte en hængelås til skuffen, så vi kunne låse vores værdigenstande inde. Så var vi ellers klar til at hvile os en halvtime, inden aftensmaden blev nydt ude i ’opholdsstuen’. Der er fyldt med skandinavers. Danskere og svenskere.. det var så mærkeligt.
 
Vi gjorde os klar til fest og tog ud i den store by. Vi havde ikke forventet, at der var så meget gang i den. Men der var mange bare og diskoteker, der var åbne og gang i. Folk gik på gade og der var liv og glade dage. Vi gik ind på den første bar og to sekunder efter blev vi tilbudt en øl af en nordmand. Han var egentligt meget fin, men også ret belastende. Så vi gik ud i byen igen og fandt denne gang et diskotek. Begge steder vadede vi bare ind, uden at vise ID eller betale. Det er skønt. Der var ikke så meget gang i den der, men alligevel fik vi folk ud på dansegulvet og fik da også scoret et par drinks der. Vi besluttede os, at vi ville videre og endte det første sted igen. Denne gang var der flere mennesker. Vi så hele baren også ovenpå. Så spillede DJ’en et godt nummer og jeg trak Gitte med ud på gulvet, hvor folk ellers ikke dansede. Men det var vist det, der skulle til. Ikke lang tid efter, var der et par stykker oppe og ryste numsen lidt. Vi måtte have en pause og gik ud til døren. Da vi vendte tilbage var der propfuldt.
 
Vi dansede med mange forskellige. Jeg klikkede med en neger, der bare kunne føre mig rundt på gulvet. Han var en slags ’konge’ her på baren. Folk så på ham og misundte hans måde at danse på. Det er svært at forklare, men ham og jeg havde gulvet, hele baren og kunne lægge den ned. Det var så fedt. Ikke at jeg dansede med ham hele tiden. Slet ikke. Men selv når jeg dansede med andre, var der fokus. Det var så mærkeligt. Folk troede jeg kom fra UK, fordi mit engelsk var så godt.. og jeg havde den der specielle accent. Men midt i alt dette virvar af mennesker, var der også utroligt mange klamme gamle mænd, som bare ikke fatter et nej. Jeg blev reddet af en hollænder. Hende og hendes 3 venner var super søde. De arbejdede alle i Bruxelles, men skulle møde sent dagen efter.
Resten af aftenen blev tilbragt med dem.. mest på dansegulvet. Til sidst valsede vi hjemad, og efter en mindre omvej fandt vi hostellet. De andre 6 på værelset sov allerede. Så vi listede bare i seng godt kvæstet efter en hel dag.
 
Om morgenen stod de første i mine øjne tidligt op. Vi trillede ud af sengen kl. 8.15 for at nå ned til morgenmad. Der var cornflakes og brød. Så helt perfekt. Hostellet var så perfekt. Det kostede 17 euro den første nat og derefter var det kun 13,5 pr næse.
Vi pakkede tasken og gik derefter ud i byen. Vi gik efter et Instrument Museum. På vejen faldt vi over katedralen. Den var enorm stor og smuk. Uden for stod der adskillige liggestole, som havde retning mod den. Det var lidt mærkeligt, men også meget dejligt, at man kunne ligge og se på den.
Efter en del forvirring fandt vi frem til museet. Man fik udleveret et sæt hørebøffer og kunne derefter gå rundt fra instrument til instrument og høre, hvordan den lød. Jeg synes, det var vildt spændende, men Gitte fik ikke så meget ud af det. Det var sjovt at se, hvordan klaveret var udviklet fra et orgellignende strengeinstrument til det, som vi kender i dag.
Imens vi gik derinde begyndte det pludseligt at styrte ned. Det havde ellers været flot vejr hele dagen og jeg havde ladet jakken blive hjemme. Så da vi endelig kom op på 7. sal for at nyde udsigten, måtte vi stå ude i silende regn. Øv bøv. Men det var smukt alligevel.
 
Vi gik videre ned mod byen for at få noget at spise. Vi faldt over den lækreste sunde sandwichbar med pastasalater og det hele. Det var så lækkert. Vi gik ned på Grand Place og satte os ved et gelænder, mens solen bagte ned på os. Wauw et syn. De mange flotte bygninger, menneske myldret og så den dejligste varme sol. Vi gik videre rundt i byen og fik så ellers kigget butikkerne igennem. Fik både købt nye øreringe med noder, fingerringe, stribet trøje og strømperbukser. Det var sjovt at se, hvordan moden er så ens og alligevel så anderledes. Vi købte brød og pålæg og gik derefter tilbage på hotellet. Der faldt vi i snak med to fra vores værelse, som vi kort havde hilst på. De var fra Argentina og havde lige lært det vigtigste engelsk, mens de arbejdede i Spanien. Det var så spændende at snakke med dem. Jeg synes virkelig det var fascinerende at høre om deres land. De mange forskelligheder og ligheder. Det sjoveste var, at vi kendte de samme drikkespil. Det er sgu internationalt at ’lege’. Vi fortalte dem om den vilde bytur, som vi havde været på, så de glædede sig til at komme med.
Af sted med os ned gennem de forbavsende tomme gader. Der var ingen at se og barerne var delvist tomme. Vi gik ind på samme bar, som dagen før og min neger-dansende-ven fik helt julelys i øjnene. Han havde virkelig forventningerne skruet højt op. Så mange søde ord på så kort tid.. det var alt for meget. Men der var ikke så meget gang i den. Så vi gik videre.. men ligegyldigt hvor vi gik hen, så var der tomt.
Jeg har så senere fundet ud af, at det er fordi, der er scoreaften om mandagen, og så er der virkelig gang i den… så, det endte med at vi fik set en del af byen og snakken gik lystigt. Gitte var meget stille og kedede sig lidt. Men jeg var i mit es, det var virkelig spændende.
 
Da vi kom tilbage på hostellet, ville vi lige have en bid mad. Vi smagte en chokoladebar, som de havde med helt fra Argentina. Jeg følte mig helt beæret over at få lov til det. De var vildt flinke og ville gerne stille deres hus til rådighed, hvis vi engang skulle komme forbi.
 
Onsdag morgen spiste vi igen morgenmad, pakkede vores ting og satte dem ned i ’Luggage Room’. Klokken 11 var vi ude i byen og lejede citycykler. Med kortet i hånden fik vi os selv fragtet ud til diverse EU bygninger. Det var meget sjovt at være der, men der var ikke meget at se. Der er vagter ud over det hele, og man kan ikke komme ind og se noget som helst.
Vi cyklede videre ud til Bruxelles svar på Triumfbuen. Vi cyklede igennem en park og slog os ned på en bænk i solen. Der var så varmt, at jeg hele dagen havde cyklet rundt i en tynd langærmet t-shirt. Men mens vi sad der i solen, måtte jeg altså smide den også. Det virkede så surrealistisk at sidde den 31. oktober i stropbluse og have det varmt.
 
En fotograf spurgte os, hvor vi havde lejet cykler. Han var nemlig ved at skrive en artikel om Bruxelles for et schweizisk blad. Han tog et billede af os, som han vil sætte i artiklen. Den var vi helt med på.
 
Vi nåede helt hen til Triumfbuen, som vi nu hurtigt blev enige om lignede den tyske (noget som jeg ikke kan huske, hvad hedder, men den står i Berlin evt Bahnhof tor). Lige på den anden side var der en lille isvogn, hvor der blev lavet hjemmelavede belgiske vafler. Vi havde ellers holdt os fra de fristende tilbud inden i byen. Men herude, hvor sulten så småt satte ind og hvor turen tilbage på cyklen stadig var lang, var det simpelthen perfekt.
 
Vi tog videre ned til naturhistorisk museum, hvor der var en kæmpe kø. Vi fangede ikke så meget, fordi de eneste skrift var på flamsk og fransk, så det gik ikke videre godt. Men vi kom ind og fandt ud af, at det lige var genåbnet med en ny forbedret udstilling. Det var derfor, der var så mange mennesker. Det var ret vildt at se virkelige skeletter. De var helt sorte, fordi de var dækket af tin. Hvorfor de lige var det, det fangede jeg aldrig.
 
Eftermiddagen var skredet frem og nu skulle vi altså ind til byen for at finde noget mad. Vi cyklede lige forbi EU commitionen, inden vi helt perfekt fik os hen til restaurantgade. Vi fandt en billig trerettes menu. Jeg startede ud med noget oste fontu, som viste sig at være ren ost. Virkelig mærkeligt! Til hovedret fik vi begge en gyde fyldt med muslinger. Jeps... Muslinger. Holdt ta op hvor skulle vi tage os sammen til den første. Det var noget med 3-2-1 og haps. Det smagte ikke så slemt, som det så ud.. men det var ikke mig. Nope.. slet ikke. Vi fik kæmpet os igennem mange og tog et flot billede af de mange spiste skaller. Til sidst måtte vi nu give op. Til dessert var der en helt almindelig is med chokoladestykker. Uhm..
 
Vi cyklede tilbage mod hostellet for at aflevere cyklerne. Gik derefter igen på en mindre shoppetur. Mødte den sejeste ekspedient fuld af energi og glæde, på en ikke irriterende måde. Hun henvendte sig til mig, men jeg fattede intet af det franske. Hun slog over i engelsk og foreslog mig at købe blusen i orange, alene fordi det var Halloween.
 
Ude i gaderne kiggede vi lidt for sidste gang, inden vi nåede hostellet for at tisse og hente vores bagage. Men da vi kom derind sad argentinerne og så trætte ud nede i opholdstuen. Vi satte os hen til dem. Det var så mærkeligt. Vi havde jo sagt farvel til dem om morgenen med den tanke, at vi nok ikke kom til at ses nogensinde.. eller i hvert fald foreløbigt. Og der sad de så. Vi hyggede en times tid, men vores energi var ved at ebbe ud, så vi gik af sted mod stationen.
Købte efter lidt besvær vores billet hjem. Begge gange er vi blevet spurgt, om vi er under 26 år. Hmm.. og mig, der skal vise ID for at komme ind på diskoteker.
 
Vi satte os tilrette med en lækker pastasalat fra Exki og spiste dette festmåltid. Kontrolløren, som lignede en karikatur med høj hat og fint tøj, fortalte os, at vi var placeret i den forkerte vogn. Så ved det næste stop pakkede vi alle vores ting og løb ned i den anden ende af toget… hvilket var ret langt. Fik os sat godt tilrette. Vi snakkede først om turen og de mange oplevelser, men da klokken nærmede sig de 22.30 faldt øjnene i. Vi vågnede en 15-20 minutter før vi skulle af.
 
I Arlon (stoppet inden Luxembourg) skulle toget skilles. Vi var ret afslappet, indtil en kvinde med panik i stemme fik sagt en masse fransk, hvor jeg kun forstod Luxembourg. Jeg fortalte hende, at jeg forstod tysk og engelsk og hun forsatte med en blanding af fransk og engelsk. Gitte og jeg blev vildt nervøse, da vi begge opfattede det som om hun ville fortælle os, at vi var med det forkerte tog. Det viste sig så, at hun forsøgte at spørge os. Men hun manglede det spørgende i sætningen, så vi havde virkelig ikke fanget det. Lysvågne fortsatte vi det sidste stykke af vejen.
Tilbage i Luxembourg stod vi så på Gare station og skulle have en time til at gå. Det var dælme koldt, så jeg fik den gode ide at stille mig op og danse ’Vrik med numsen – og så giv et hop’, hvilket var utrolig morsomt på det tidspunkt. Gitte optog det på kameraet… Haha.. Endelig var timen gået og vi smuttede ud til bussen, som så valgte ikke at komme. Vores energi var helt i bund, og vi var kolde. Vi besluttede os for at gå hen på den nærmeste bar og købe en sodavand.
Selvom bussen skulle gå fra Gare (stationen) igen en time efter, så valgte vi at gå hele vejen op til Hamilius (busterminalen) for at være sikre på, at komme med. Det vidste sig at være heldigt, for da den endelig kom, var det fra den anden side. Den havde åbenbart en anden rute, fordi det var Halloween. Det stod bare ikke nogen steder.
Den halve time i den varme bus var så lang. Da vi endelig kom hjem var vi total færdige og gik direkte i seng.
 
Torsdagen gik mest med at sove og få styr på alle ens ting igen. Fik mere ro på oplevelserne og faldt langsomt til ro…
 
Det er alligevel vildt, at jeg på tre dage har snakket med en fra Malta, to fra Argentina, en fra Australien, fire fra Amsterdam, flere fra Bruxelles og en Nordmand. Men jeg har fået vildt meget lyst til at rejse ud i verden med rygsækken på.
 
Fik snakket med familien om deres rejse og fik fortalt om min. Om aftenen sad vi sammen og så film. Sofie (den yngste) kunne ikke rigtig finde ro, og gik lidt fra mor til far og så ud i køkkenet og tilbage igen. Men så lagde hun sig ved mig, og vi hyggede resten af tiden, til de skulle i seng.
 
I dag kom Gitte ud til mig. Joan, Irma og Ninna kom i bil og samlede os. Derefter stod den på en tur til Trier. Mine forventninger var ikke høje.. slet ikke. Men det var virkelig en hyggelig by med sjove huse og store kirker. Vi satte os og fik en kakao sammen med de andre, inden Gitte og jeg gik ud i byen på egen hånd. Jeg fik købt en ny skrabbog, da den gamle stort set er fyldt op. Også en stak cd’er, så jeg kan brænde billeder og musik over. Ellers blev det ikke til så meget, da de fleste penge blev brugt i Bruxelles.
Jeg har nu alligevel sagt ja til at tage med Lina i Utopolis (biografen) i morgen. Så skal vi ind og se Rush hour 3. Ja ja.. hvorfor ikke?! Ellers har jeg ingen planer, dvs jeg har plads til en masse spontane ting. I aften tror jeg nu det bliver stille og roligt.
== Kilder ==
{{Reflist}}
7

redigeringer