Amerikanske uafhængighedskrig: Forskelle mellem versioner

Amerikanerne gjorde endnu et forsøg på at angribe Quebec, men de led nederlag i [[slaget ved Trois-Riviéres]] den [[8. juni]] 1776. Carleton igangsatte da sin egen invasion og besejrede Arnold i [[slaget ved Valcour Island]] i oktober. Arnold trak sig tilbage til Fort Ticonderoga, hvor invasionen af Canada var begyndt. Invasionen af Canada endte som en katastrofe for amerikanerne, men Arnolds forsøg i 1776 forsinkede en britisk modoffensiv i fuld styrke indtil [[Saratogafelttoget]] i 1777.

Howe [[Landgangen i Kips Bay|landede med omkring 12.000 mand]] på nedre Manhattan den [[15. september]] og tog hurtigt kontrollen over New York City. Amerikanerne trak sig tilbage til [[Harlem Heights]], hvor de to hærstyrker [[slaget ved Harlem Heights|stødte sammen dagen efter]], men de amerikanske styrker holdt stand. Da Howe omringede Washingtons hær i oktober, trak amerikanerne sig igen tilbage og et [[slaget ved White Plains|slag ved White Plains]] blev udkæmpet den [[28. oktober]] 1776. Igen trak Washington sig tilbage, og Howe returnerede til Manhattan og [[slaget ved Fort Washington|tog Fort Washington]] i midten af november med næsten 3.000 fanger.

[[Charles Cornwallis|General lord Cornwallis]] fortsatte med at jage Washingtons hær gennem [[New Jersey]], til amerikanerne trak sig tilbage over [[Delaware (flod)|Delaware floden]] til [[Pennsylvania]] i begyndelsen af december. Da kampagnen tydeligvis var slut for dette år, gik briterne i vinterkvarter. Selv om Howe havde mistet flere muligheder for at knuse den reducerede oprørshær, havde han dræbt eller fanget over 5.000 amerikanere. Briterne gjorde New York City til deres politiske og militære operationsbase gennem resten af krigen. Regionen blev derfor fokuspunkt for Washingtons særdeles vellykkede [[Efterretning i den amerikanske uafhængighedskrig|efterretningsnetværk]], til trods for den berømte arrestation af [[Nathan Hale]]. Som en videre konsekvens af briternes okkupation, blev amerikanske fanger holdt på [[fangeskibe]] udenfor byen, hvor mere end 11.000 døde af bevidst forsømmelse i [[Wallabout Bay]]. Dette var flere døde end i samtlige slag i krigen. Briterne endte i 1776 med at have kontrol over store dele af New York og New Jersey og var i en god position til at genoptage operationerne til foråret, med oprørshovedstaden [[Philadelphia]] indenfor rækkevidde.

Washington valgte at gå i offensiven, og krydsede i stilhed Delaware juleaften og tog næsten 1.000 hessere til fange i [[slaget ved Trenton]] [[26. december]] 1776. Cornwallis marcherede af sted for at tage Trenton tilbage, men blev udmanøvreret af Washington, som det lykkedes at angribe briterne i ryggen i [[slaget ved Princeton]] [[3. januar]] [[1777]]. Washington gik derefter i vinterkvarter ved [[Morristown (New Jersey)|Morristown]] i [[New Jersey]] efter at have givet den amerikanske sag et moralsk løft. Militsen i New Jersey fortsatte med at genere briterne og hesserne vinteren igennem.

Burgoynes armé var nu reduceret til omkring 6.000 mand. Til trods for tilbageslagene valgte han at rykke frem mod Albany, en skæbnesvanger beslutning, som senere gav anledning til mange kontroverser. En amerikansk hær på 8.000 mand under ledelse af general [[Horatio Gates]], havde slået lejr ca. 16 km syd for [[Saratoga i New York]]. Burgoyne forsøgte at angribe amerikanerne i flankerne, men blev stoppet i [[det første slag ved Saratoga]] i september. Burgoynes situation var desperat, men han håbede nu, at hjælp fra Howes hær i New York City kunne være på vej. Det var dog ikke tilfældet. Howe havde i stedet sejlet af sted på en ekspedition for at tage Philadelphia. Amerikanske militsmænd strømmede til Gates armé, og den voksede til 11.000 i begyndelsen af oktober. Efter at være blevet alvorligt slået i [[det andet slag ved Saratoga]], overgav Burgoyne sig den [[17. oktober]].

Saratoga bliver ofte regnet for vendepunktet i krigen. De revolutionæres selvtillid og målrettethed, som havde fået et knæk ved Howes vellykkede okkupation af Philadelphia, blev fornyet. Vigtigere var det, at sejren opmuntrede Frankrig til at gå ind i krigen mod Storbritannien. For briterne var krigen blevet meget mere kompliceret.

I 1777 koncentrerede general Howe sig om at erobre Philadelphia, der var sæde for den revolutionære regering, efter at han havde sikret sig New York City i 1776. Han flyttede sin hær uden megen påstyrpostyr og gik i land med 15.000 mand sent i august ved den nordlige ende af [[Chesapeake Bay]]. Washington placerede sine 11.000 mand mellem Howe og Philadelphia, men blev slået tilbage i [[slaget ved Brandywine]] den [[11. september]]. Den kontinentale kongres opgav igen Philadelphia, og den [[26. september]] udmanøvrerede Howe endelig Washington og marcherede ind i byen uden at møde modstand. I Slaget ved Germantown mislykkedes det i starten af oktober for Washington at angribe briternes lejr i det nærliggende [[Germantown i Philadelphia|Germantown]], og han trak sig afventende tilbage.

I mellemtiden blev der renset ud i den britiske ledelse, og general Clinton erstattede Howe som øverstkommanderende. Den franske ankomst forandrede briternes strategi, og Clinton opgav Philadelphia for at forstærke New York City, som nu var sårbar overfor den franske marine. Washington skyggede Clinton under hans retræte og fremtvang [[slaget ved Monmouth]] den [[28. juni]]. Dette var det sidste betydelige slaget i nord. Clintons hær undslap til New York City i juli, lige før en fransk flåde under [[Charles Hector|Admiral d'Estaing]] ankom til den amerikanske kyst. Selv om begge arméer var tilbage derdér, hvor de havde været to år tidligere, havde krigens gang ændret sig radikalt.

Oprøret i Nordamerika blev i 1778 en international krig. Frankrig underskrev [[alliancetraktaten (1778)|alliancetraktaten]] med USA den [[6. februar]] [[1778]], efter at de hørte om den amerikanske sejr ved Saratoga. Spanien gik ind i krigen som allieret med Frankrig i juni 1779. Men i modsætning til Frankrig, nægtede Spanien at anerkende USA's uafhængighed. Spanien ønskede ikke at opfordre til lignende antikoloniale oprør i [[det spanske imperium]]. Nederlandene blev også en stridende part i 1780. Alle de tre lande havde i stilhed givet finansiel støtte til de amerikanske oprørerne siden begyndelsen af krigen i håb om at dæmpe briternes gryende supermagtsstatus.

Da krigen begyndte, havde briterne en overvældende overlegenhed til søs over de amerikanske kolonister. [[Royal Navy]] havde over 100 [[linjeskibe]]. Men denne flåde var gammel og i dårlig forfatning, en situation som [[John Montagu (1718)|lord Sandwich]] fik skylden for. I løbet af de tre første år af krigen, blev marinen hovedsagelig brugt til at transportere tropper til landoperationer og til at beskytte kommerciel skibsfart. De amerikanske kolonister havde ingen linjeskibe og holdt sig i høj grad til at genere britisk skibsfart med [[kapere]]. Den kontinentale kongres autoriserede oprettelsen af en lille [[den kontinentale marine|kontinental marine]] [[13. oktober]] 1775, som hovedsagelig blev brugt til at raide kommercielle skibehandelsskibe. [[John Paul Jones (admiral)|John Paul Jones]] blev den første berømte amerikanske marineheltsøhelt, da han erobrede [[HMS Drake (1777)|HMS "Drake"]] den [[24. april]] [[1778]], den første sejr til et amerikansk militærfartøj i britisk farvand.

Franskmændenes indgriben i krigen betød, at den britiske marines overmagt blev udfordret. Den fransk-amerikanske alliance begyndte ganske vist dårligt med mislykkede operationer i [[slaget ved Rhode Island|Rhode Island]] i 1778 og [[belejringen af Savannah|Savannah i Georgia]] i 1779. En årsag til problemerne var, at prioriteterne for franskmændene og amerikanerne ikke var identiske. Frankrig håbede på at erobre britiske områder i [[Caribien]] ,inden de hjalp amerikanerne med at sikre uafhængigheden. Mens franskmændenes finansielle hjælp til amerikanernes krigførelse allerede var af kritisk vigtighed, ville fransk militærhjælp ikke vise positive resultater, før en ekspeditionsstyrke ankom i juli 1780 ledet af [[Jean-Baptiste Donatien de Vimeur]].

Spanien gik ind i krigen på amerikanernes side, med det mål generobre [[Gibraltar]] og [[Menorca]], som blev tabt til briterne i [[1704]] under [[Den spanske Arvefølgekrig]]. Den fransk-spanske invasion af England blev aldrig til noget. [[Den store belejring af Gibraltar|Gibraltar blev belejret]] i mere end tre år, men den britiske garnison fik forsyninger efter admiral sir [[George Rodney]]s sejr i [[slaget ved Cape St Vincent]] den [[16. januar]] [[1780]]. Andre fransk-spanske forsøg på at erobre Gibraltar mislykkedes. [[5. februar]] [[1782]] erobrede franske og spanske styrker Menorca, som Spanien beholdt efter krigen.

Caribien oplevede mange hændelser og et antal øer skiftede hænder, særlig i [[De små Antiller]]. Til slut knuste en sejr til Rodneys flåde over den franske [[François Joseph Paul de Grasse|admiral de Grasse]] i [[slaget ved Saintes]] i april 1782 håbet for Frankrig og Spanien om at tage [[Jamaica]] og andre kolonier fra briterne. [[8. maj]] 1782 erobrede grev [[Bernardo de Gálvez]], den spanske guvernør i [[Louisiana (stat)|Louisiana]], den britiske marinebaseflådebase ved [[New Providence]] i [[Bahamas]]. Men med undtagelse af, at franskmændene beholdt den lille ø [[Tobago]], vendte herredømmet over Caribien tilbage til ''[[status quo ante bellum]]'' i fredsaftalen i 1783.

På [[Mexicanske Golf|golfkysten]] tog Gálvez tre britiske udposter ved [[Mississippifloden]] i 1779: [[erobringen af Fort Bute|Manchac]], [[slaget ved Baton Rouge (1779)|Baton Rouge]] og [[Natchez]]. Gálvez erobrede derefter [[belejringen af Fort Charlotte|Mobile]] i [[1780]] og [[slaget ved Pensacola (1781)|fremtvang overgivelsen]] af den britiske udpost ved [[Pensacola i Florida|Pensacola]] i 1781. Hans handlinger førte til, at Spanien fik [[Østflorida|Øst]] og [[Vestflorida]] i fredsaftalen udover at kontrollere udmundingen af Mississippi, noget som skulle vise sig at blive en alvorlig kilde til spænding mellem Spanien og USA i de kommende år.

Den fransk-britiske krig blev ført i [[Indien]] i 1780 i form af [[den anden engelsk-mysoriske krig]]. De to vigtigste parter var [[Tippu Sultan]], hersker afover [[kongedømmet Mysore]] og en vigtig fransk allieret, og det britiske styre i [[Madras]]. Konflikten var blodig, men uden resultat og endte i 1784.

Briterne slog til mod [[De Forenede Nederlande]] for at forhindre nederlandsk indblanding i [[forbundet af bevæbnet neutralitet]], en deklaration fra flere europæiske magter, som sagde, at de ville foretage neutral handel under krigen. Storbritannien var ikke villig til at lade NederlandNederlandene åbent give støtte til de amerikanske oprørere. Agitering fra nederlandske radikale og en venlig holdning mod USA fra den nederlandske regering, begge påvirkede af den amerikanske revolution, opmuntrede også briterne til at angribe i [[1780]]. [[Den fjerde engelsk-nederlandske krig]] varede til [[1784]] og var katastrofal for den nederlandske økonomi.

I de første tre år af uafhængighedskrigen,Uafhængighedskrigen forekom militærsammenstødene primært i nord. Efter at franskmændene var gået ind i krigen, vendte briterne sinderes opmærksomhed mod de sydlige kolonier, hvor de håbede på at få kontrollen tilbage ved at rekruttere loyalister. Denne sydlige strategi havde også den fordel, at den holdt Royal Navy nærmere Caribien, hvor briterne havde behov for at beskytte sinederes territorier mod Frankrig og Spanien.

Et ekspeditionskorps fra Clintons armé i New York erobrede [[Savannah]] i [[Georgia]] den [[29. december]] 1778. Et forsøg fra franskmændene og amerikanske styrker på at [[belejringen af Savannah|generobre Savannah]] slog fejl den [[9. oktober]] 1779. Clinton [[belejringen af Charleston|belejrede herefter Charleston]] og tog byen [[12. maj]] [[1780]]. Med små tab havde Clinton taget det sydlige områdes største by og havn, og lagt grundlaget for det, som så ud som en sikker erobring af syden.

Resterne af den sydlige kontinentale armé begyndte at trække sig tilbage til [[North Carolina]], men blev forfulgt af oberst [[Banastre Tarleton]], som besejrede dem i [[Slaget ved Waxhaw]] den [[29. maj]]. Med disse hændelser kollapsede de organiserede amerikanske militæraktiviteter i regionen, selv om krigen blev ført videre af partisaner som [[Francis Marion]]. Cornwallis overtog de britiske operationer, mens [[Horatio Gates]] ankom for at lede det amerikanske forsøg. [[16. august]] led Gates et af de værste nederlag i amerikansk militærhistoriekrigshistorie i [[slaget ved Camden]], og lagde grundlaget for at Cornwallis kunne invadere North Carolina.

Men situationen ændrede sig hurtigt for Cornwallis. En fløj af hans armé blev knust i [[slaget ved Kings Mountain]] den [[7. oktober]]. Kings Mountain blev af betydning, fordi det ikke var et slag mellem britiske rødjakker og kolonitropper. Det var et slag mellom lojalisterloyalister og patrioter. Tarletons tropper blev herefter besejret i [[slaget ved Cowpens]] den [[17. januar]] [[1781]] af den amerikanske general [[Daniel Morgan]].

General [[Nathanael Greene]], Gates efterfølger, fortsatte med at udmatte briterne i en række slag, hvert af dem var en taktisk sejr for briterne, men de gav ingen strategisk fordel til sejrherren. Greene opsummerede sin ankomst i et motto, som skulle blive kendt: "Vi kæmper, bliver slået, rejser os og kæmper igen." Ude af stand til at fange eller ødelægge Greenes hær, bevægede Cornwallis sig nordpå til [[Virginia]].

General Washington sendte i marts 1781 [[Marquis de La Fayette|General Lafayette]] af sted for at forsvare Virginia. Den unge franskmand havde en træfning med Cornwallis og undgik et afgørende slag, mens han samlede forstærkninger. "Knægten kan ikke flygte fra mig," skal Cornwallis have sagt. Men Cornwallis evnede ikke at sætte Lafayette i en fælde, derfor flyttede han sine styrker til [[Yorktown i Virginia]] i juli for at slutte sig til den britiske marineflåde.

Vest for [[Appalacherne]], og langs den canadiske grænse, var den amerikanske uafhængighedskrig en "[[indianerkrigene|indianerkrig]]". Briterne og den kontinentale kongres ønskede begge [[indianere]] som allierede (eller bad dem om at forblive neutrale), og mange indianerstammer blev delt i spørgsmålet om, hvilken vej de skulle følge. Som [[irokeserføderationen]], blev stammer som [[cherokee]]rne og [[shawnee]]rne splittet i fraktioner. Nogen [[lenape|delawarere]] underskrev den første indianeraftale med USA, mens andre sluttede sig til briterne.

Briterne havde mangel på regulære tropper, efter at Burgoyne overgav sig ved Saratoga i 1777. Derfor blev der gjort store anstrengelser for at rekruttere indianere. Briterne forsynede sinederes indfødte allierede fra forter langs [[de store søer]], og stammerne gennemførte raids i New York, [[Kentucky]], Pennsylvania og andre steder. Som det ofte havde vist sig i tidligere konflikter, resulterede krigførelse mellom europeere og indianere i, at begge sider angreb modparten derdér, hvor de var mest sårbare; i deres hjem og landsbyer. Fælles angreb fra irokesere og loyalister i [[Massakren i Wyoming Valley|Wyoming Valley]] og [[Massakren i Cherry Valley|Cherry Valley]] i 1778 fremprovokerede [[den brændte jords taktik]] under [[Sullivan-ekspeditionen]], i det vestlige New York i sommeren 1779. I denne grænsekrig var alle personer, mænd, kvinder og børn, et potentieltpotentiel mål.

I [[Ohio Country]] og [[Illinois Country]], forsøgte pioneren [[George Rogers Clark]], fra [[Virginia]], at neutralisere britisk indflydelse blandt Ohio-stammenestammerne ved at erobre udposterne [[Kaskaskia i Illinois|Kaskaskia]] og ved [[slaget ved Vincennes|Vincennes]] i sommeren 1778. Da general [[Henry Hamilton]], den britiske kommandant i [[Detroit]], generobrede Vincennes, vendte Clark tilbage med en overraskende march i februar 1779 og tog Hamilton til fange.

Men USA klarede ikke at skaffe sig en afgørende sejr i vest, selv da deres krigslykke voksede i øst. Lavpunktet blev nået ved grænsen i 1782, med [[Gnadenhütten-massakren]], da militsmænd fra Pennsylvania, som ikke evnede at fange fjendtlige krigere, i stedet henrettede næsten 100 kristne civile delawarer, mest kvinder og børn. Senere samme år, i den sidste betydelige træfningentræfning i krigen, blev en gruppe kentuckiere besejret i [[slaget ved Blue Licks]] af en overlegen styrke af britiske regulære og indianere.

[[Fil:Yorktown80.JPG|thumb|right|''Surrender of Cornwallis at Yorktown'' ([[John Trumbull]], 1797). Til højre det amerikanske flag, til venstre det hvide flag for det franske monarki. Til trods for maleriets titel, var Cornwallis (som hævdede, at han var syg) ikke tilstede og er ikke afbilledetafbildet. [[George Washington|Washington]] er på hesteryg i baggrunden til højre. På grund af, at den britiske kommandant ikke var tilstede, krævede den militære protokol, at Washington skulle få en underordnet, i dette tilfælde [[Benjamin Lincoln]], til at modtage overgivelsen.]]

Overgivelsen ved Yorktown var imidlertid ikke slutningen på krigen. Briterne havde fortsat 30.000 mand i Nordamerika og okkuperede stadig New York, Charleston og Savannah. Begge sider fortsatte med at planlægge kommende operationer, og kampene fortsatte på den vestlige front, i syd og til søs.<ref>Antallet af britiske styrker som fortsat var i Amerika: Piers Mackesy, ''The War for America: 1775–1783'', s. 435.</ref>

Men i London sank den politiske støtte til krigen som en sten efter Yorktown, noget som førte til at [[britiske premierministre|premierminister]] [[Frederick North]] gik af kort tid efter. [[Underhuset]] stemte i april [[1782]] for at få afsluttet krigen i Amerika. Indledende fredsartikler blev signeret i [[Paris]] i november 1782, selv om den formelle afslutning på krigen ikke skete før [[Parisaftalen (1783)|fredsaftalen i Paris]] blev signeret den [[3. september]] [[1783]], og USAs kongres ratificerede aftalen [[14. januar]] [[1784]]. De sidste britiske tropper forlod New York City den [[25. november]] 1783.

Storbritannien forhandlede Paris–aftalen uden at konsultere sine indianske allierede, og overdrog alt indiansk territorium mellem [[Appalacherne]] og [[Mississippi]] til USA. Med stor modvilje bekræftede indianerne nølende disse afståelser af land til USA i en række aftaler, men kampene blev fornyet langs grænserne i de kommende år, hvor den største konflikt var den [[nordvestlige indianerkrig]].

Det totale antal døde i den amerikanske uafhængighedskrig er ukendt. Som det var almindeligt i krige på det tidspunkt, krævede sygdom flere liv, end der blev dræbt på slagmarken. Krigen fandt sted under en massiv [[koppeepidemi]] som antagelig dræbte flere end 130.000 mennesker. Historikeren [[Joseph Ellis]] hævder, at Washingtons afgørelse om, at [[Inokulation|inokulere]] sine tropper mod kopper, kan have været hans vigtigste strategiske afgørelse.<ref>Kopperepidemien: Elizabeth Anne Fenn, ''Pox Americana: The Great Smallpox Epidemic of 1775–82'', s. 275. Et stort antal af disse dødsfald, af kobber,koppedødsfald skete udenfor krigsområderne, i Mexico eller blandt indianere vest for Mississippi. Washington og inokuleringen: Ellis, ''His Excellency: George Washington'', s. 87.</ref>

Estimeret 25.000 amerikanske revolutionære døde under aktiv militærtjeneste. Ca. 8.000 af disse dødsfald var i kamp, mens de andre 17.000 døde af sygdom, hvoraf 8.000 – 12.000 døde som krigsfanger, de fleste i rådne skibe i New York. Antallet af revolutionære, som blev alvorligt såret eller lemlæstet af krigen, er blevet anslået til at være mellem 8.500 og 25.000. Det totale antal amerikanske tab var derfor så højt som 50.000 <ref>Amerikanske døde og sårede: John Shy, ''A People Numerous and Armed'', s. 249–50. Det lavere antal sårede kommer fra Chambers, p. 849.</ref>.

Omkring 171.000 søfolk gjorde tjeneste for briterne under krigen. Ca. 25 til 50 % af dem blev presset til tjeneste. Ca. 1.240 blev dræbt i slag, mens 18.500 døde af sygdom. Den største dødsårsag var [[skørbug]], en sygdom som på det tidspunkt let kunne forebygges ved at give søfolkene citronsaft, et tiltag som [[admiralitet]]et ikke tog i anvendelse i det, som historikeren Piers Mackesy karakteriserede som "administrativtadministrativ apati". Ca. 42.000 britiske søfolk [[desertering|deserterede]] i løbet af krigen <ref>Britiske søfolk: Mackesy, s. 6, 176.</ref>.

Omkring 1.200 tyskere blev dræbt i kampene, og 6.354 døde som følge af sygdom eller ulykker. Omkring 16.000 af de tilbageværende tyske tropper returneredevendte hjem, mens omkring 5.500 blev i USA efter krigen af forskellige grunde, mange blev efterfølgende amerikanske statsborgere. Der er ingen præcis statistik over antallet af døde og sårede blandt de mange andre grupper, såsom loyalister, britiske regulære, indianere, franskmænd, spaniere og civile.

Historikere har ofte forsøgt at forklare, hvorfor Storbritannien tabte en krig, som få på den tid forventede, at de ville tabe. Storbritannien havde en række militære fordele ved krigens udbrud; en totalt overlegen [[marine]]flåde, en professionel armé efter datidens standard og langt større finansielle ressourcer. Hertil kom, at amerikanerne ofte manglede militærforsyninger og traditionelt nærede mistro til centralregering og stående arméer, hvilket gjorde opretholdelsen af en national militærstyrke ekstremt vanskelig.<ref>Black, s. 44–5.</ref>

På den anden side havde briterne betydelige militære ulemper. Afstand var et stort problem; de fleste tropper og forsyninger måtte sendes med skib 4.800&nbsp;km over [[Atlanterhavet]]. Briterne havde [[logistik|logistiske]] problemer hver gang de opererede i større afstand fra havnebyer, mens amerikanerne havde lokale kilder af mandskab og mad, og var mere kendt med (og akklimatiseret) områderne. Desuden betød rejsen over havet, at briternes kommunikation altid var to måneder forsinket, for inden de britiske generaler i Amerika fik ordrer fra London, havde den militære situation ændret sig fuldstændigt.<ref>Black, s. 39; Don Higginbotham, "The War for Independence, to Saratoga", i ''The Blackwell Encyclopedia of the American Revolution'', s. 298, 306.</ref>

Det, at slå et oprør ned i Amerika, førte også til andre problemer. Da kolonierne dækkede et stort område og ikke havde været forenede før krigen, var der ikke noget centralt område, som var strategisk vigtigt. I Europa betød erobringen af en hovedstad som regel, at krigen var slut. I Amerika fortsatte krigen med fuld styrke, selv om briterne tog byer som [[New York]] og [[Philadelphia]]. Endvidere betød størrelsen af kolonierne, at briterne manglede det fornødne mandskab til at kontrollere dem med magt. Når et område var blevet okkuperet, måtte der holdes styrker der, ellers ville de revolutionære tage kontrollen tilbage, og disse styrker var derfor ikke tilrådighedtil rådighed for offensive operationer. Briterne havde nok tropper til at besejre amerikanerne på slagmarken, men ikke nok til samtidig at okkuperekontrollere kolonierne. Denne mangel på mandskab blev kritisk, efter at Frankrig og Spanien gik ind i krigen, fordi britiske tropper måtte spredes i flere [[felttog]], som tidligere havde været koncentreret i Amerika <ref>Higginbotham, s. 298, 306; Black, s. 29, 42.</ref>.

Briterne havde også den vanskelige opgave at udkæmpe krigen, samtidig med, at de skulle fastholde støtten fra loyalisteneloyalisterne. Loyalistisk støtte var vigtig, da målet for krigen var at beholde kolonierne i [[det britiske imperium]], men dette førte til et antal militære begrænsninger. Tidligt i krigen tjente brødrene Howe som fredskommissærer, samtidig med at de ledede briterne i krigen, en dobbeltrolle, som kan have begrænset deres effektivitet. Desuden kunne briterne have rekrutteret flere slaver og indianere i krigen, men dette ville have fremmedgjort mange loyalister, endnu mere, end briterne gjorde ved kontroversielt at leje tyske soldater. Behovet for at beholde loyalistenes støtte betød også, at briterne ikke kunne bruge hårde metoder til at slå oprøroprøret ned med, på samme måde, som de havde gjort i [[Irland]] og [[Skotland]]. Selv med disse begrænsninger, blev mange potentielt neutrale kolonister drevet ind i de revolutionæres rækker på grund af krigen <ref>Hårde metoder: Black, s. 14–16; slaver og indianere: Black, s. 35, 38. Neutrale som blev revolutionære: Black, s. 16.</ref>.