The Who: Forskelle mellem versioner

Efter et par tilløb i koncept-genren udgav de i [[1969]] det første af deres hovedværker, rockoperaen ''Tommy'', en anderledes melodisk rockmusik med en spirituel undertone og en hidtil uhørt lydkvalitet. Tekstmæssigt en lidt løs historie om en dreng, der efter et forældre-påført traume lukker ned for alle sine sanseindtryk, men ender med at genopdage dem. I overført betydning et opgør med social forråelse/forførelse og et favntag med den personlige frigørelse.<ref name="thoweb freiendlan">[http://www.thewho.net/articles/townshen/friedlan.htm The Hypertext Who &rsaquo;Who› Article Archive &rsaquo;Archive› The Who: People Try To Put Us Down (1996)]</ref> Albummet blev en kunstnerisk og kommerciel storsucces, og blev af det engelske magasin [[Melody Maker]] udråbt til årets album. I 1975 blev det filmatiseret af [[Ken Russell]] med ''Roger Daltrey'' og ''Keith Moon'' på rollelisten.

Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie-koncept benævnt ''Lifehouse'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema: musikkens frigørende kraft som modtræk mod et totalitært styre.<ref>[http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30 WebCite query result<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det højtflyvende koncept måtte efter nogle prøveoptagelser opgives i sin helhed, men hovedparten af sangene fandt ind i et mere traditionelt album ''Who's Next'' fra [[1971]]; et album som blandt andre ''Rolling Stone'' anser som et af rockmusikkens bedste med sange som ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''. Den dengang helt nye synthesizer-teknik fik en fremtrædende plads i instrumenteringen. De frasorterede Lifehouse-sange, heriblandt ''Join Together'', ''Pure and easy'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt kan siges at tage forskud på de internet-bårne revolter i Mellemøsten), er siden blevet udgivet i forskellige sammenhænge.

Magasinet ''Rolling Stone'' har øverst i Who's netbiografi tilkendegivet at "Sammen med [[The Beatles]] og [[The Rolling Stones]] udgør The Who ''Den guddommelige treenighed'' i britisk rockmusik".<ref>[http://www.rollingstone.com/music/artists/the-who The Who | Rolling Stone Music<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Rækken af musikere, der nævner The Who blandt deres vigtige inspirationskilder er tilsvarende lang, og inkluderer navne fra ''Led Zeppelin'', ''Queen'', ''The Clash'', ''Sex Pistols'', ''U2'', '' Pearl Jam'', ''Blur'' og ''Oasis''.

En af The Who's kendteste TV-optrædener var ''The Smothers Brothers Comedy Hour'' i [[1967]] under deres USA-turne, hvor trommesættet skulle eksplodere som afslutning på netop ''My Generation''. Keith havde dog i smug øget krudtmængden betydeligt, hvilket kostede ham en alvorlig skade på armen. Pete fik gløder i håret og mistede sammen med Roger midlertidigt hørelsen. Blandt gæsterne til programmet besvimede skuespillerinden [[Bette Davis]].<ref name="thoweb freiendlan"/> Musikkanalen VH1 placerede dette indslag som nr. 10 på deres liste over ''De 100 største musik-begivenheder på TV'', og det kan sammen med andre rariteter ses på Jeff Steins dokumentar ''The Kids Are Alright'' fra [[1979]].

The Whos indbyrdes forhold var især i det første år præget af hyppige konflikter, men efter et internt opgør i Danmark fik ''Pete Townshend'' klart mandat til at være den ledende kreative kraft.<ref name="thoweb freiendlan"/> Deres adfærd var også kendt for at gå ud over hotelværelser. Især Keith Moon med sine humørsvingninger førte an, oftest med fyrværkeri i toiletter og smadring af fjernsyn.<ref>[http://www.journallive.co.uk/culture-newcastle/music-in-newcastle/2003/09/06/extraordinary-keith-moon-61634-13376917/ JournalLive – Culture – Music – Extraordinary Keith Moon]</ref> Disse hændelser stjal overskrifter, førte til besøgsforbud på en del hoteller, og kom ofte til at flytte fokus fra musikken og ''Pete Townshend's'' mere dybsindige ideer med den.