Det slaviske fyrstendømme Galicien eller fyrstedømmet Halytsj (også ''Galitsch'' eller ''Halicz''), hvis hovedstad var byen [[Halych]] ved [[Dnjestr]], opstod i 1100-tallet, som mod slutningen af århundredet blev slået sammen med det nærliggende [[Volhynien]] (også kendt som ''Vladimir'' eller ''Lodomerien'' (i [[Volhynien]]) for at danne [[fyrstendømmet HalychGalicien-Volhynien]]. Befolkningen var rent [[slaverne|slavisk]] og stod vestslaverne nærmere end de med finske elementer blandede nordlige og østlige russiske fyrstedømmer. De galizisk-volhyniske krøniker fortæller om voldsomme kampe mellem fyrsterne af Halicz og den mægtige og selvrådige adel, [[bojar]]erne. Omkring 1060 var [[Rostislav Vladimirovitsch]], en sønnesøn af [[Jaroslav I af Kiev]], fyrste af Galicien, med ham kom [[Rurikslægten]] til magten indtil 1188, hvor de blev fordrevet af indre uroligheder, derefter kom [[Roman Mstislavitsh]] af Volhynien på tronen. Han måtte længe kæmpe mod en ungarsk støttet konkurent til tronen, men sejrede over denne og undertvang bojarerne med hård hånd. I 1205 faldt han i et slag mod polakkerne, hans søn [[Daniel Romanovitsh]] var da kun 5 år, og besad tronen kortvarigt til 1206, igen fra 1211-1213 og endeligt fra 1228-1264 blev han udråbt af bojarerne efter at have genintaget Volhynien. Han blev kronet til konge af Galicien-Volhynien i 1253. I perioden fra 1206-1228 kæmpede flere ungarsk og polsk støttede fyrster om magten, blandt andet udråbte kong Andreas af Ungarn sin søn Koloman til konge af Galicien i 1215. Han forblev på tronen til 1219, efterfulgt af Andras og Mstistlavs Mstistlavičs.<ref name=autogeneret1>Salmonsen, s. 357</ref>
