Bilderberggruppen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Citat af artikel fra Politiken om Bilderbergmøderne. Redigeret afstand mellem afsnit, samt fjernet tvungne linieskift. |
|||
Linje 101:
|-
|}
== Skrevet om Bilderberg-møderne i danske medier ==
= "Bilderberg - en elitær og udemokratisk supermagt er i byen =
==
I aften begynder en af de mytiske Bilderberg-konferencer ved et møde i København. De mange konspirationsteorier slører billedet af den transnationale elitekonsensus, som konferencerne skaber. ==
(Dino Knudsen er postdoc ved Saxo-Instituttet, Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen er begge ph.d.-stipendiater ved Sociologisk Institut, alle Københavns Universitet)
Bilderberg-konferencerne fejrer de næste dage deres 60-års jubilæum ved et møde i København, som er omgærdet af stor mystik. Konspirationsteoretikere og sensationspressen hævder, at der er tale om en hemmelig verdensregering. Forestillingen er, at så mange så magtfulde mennesker ikke kan mødes for lukkede døre, uden at der ligger noget skummelt bag. Dog viser forskningen, at myterne intet har på sig. Men når røgen fra konspirationsteorierne lægger sig, undlader vi at tage i betragtning, hvad konspirationerne afspejler. Og vi glemmer at kritisere den eliteskabelse og konsensusdannelse, der foregår på møderne.
Ved at se på Bilderberg-konferencernes historiske baggrund og den rolle, møderne spiller i dannelsen af transnationale eliter, og disse eliters uforholdsmæssigt store indflydelse på moderne regeringsførelse, står det imidlertid klart, at møderne er udtryk for et massivt demokratisk underskud. Regeringsmedlemmer, der deltager i konferencerne, møder ikke op med et folkeligt mandat. Deltagerne repræsenterer en meget snæver og elitær gruppe i samfundet. Desuden risikerer man, at møderne snarere handler om personlig karrierepleje. Det kan betyde, at centrale personer i den danske elite integrerer sig i en gryende transnational elite frem for at være opmærksomme på behovene hos befolkningen hjemme.
Lad os først se på, hvad Bilderberg-konferencerne er for en størrelse. Hvert år samler de halvandet hundrede personer fra Europa og Nordamerika. Deltagerne inviteres fra nøglepositioner i især regeringer, politik, erhvervsliv og finansverden, den akademiske verden og medierne. Deltagerne inviteres som privatpersoner. De repræsenterer formelt ikke de regeringer, partier, virksomheder, forskningsinstitutioner eller mediekoncerner, som de står i spidsen for. En regel foreskriver, at det ikke er tilladt at citere bestemte personer for bestemte synspunkter, der udtrykkes under konferencerne. Disse foranstaltninger skal sikre en fri og fortrolig debat. Over et par dage diskuteres transatlantiske og internationale relationer med fokus på især økonomisk politik og sikkerhedspolitik.
Bilderberg-hotellet nær Arnhem i Holland husede den første konference i maj 1954 og lagde dermed navn til fænomenet. Målet var at sikre dialog og forståelse tværs over Nordatlanten og at være medvirkende til at sætte agendaer for det transatlantiske samarbejde. Baggrunden var en frygt i vesteuropæiske elitekredse i begyndelsen af 1950’erne for, at Nordamerika og Europa var ved at glide fra hinanden. USA havde bidraget til at befri, genopbygge og beskytte Vesteuropa, men førte nu krig i Korea. I USA havde senator McCarthy stillet sig i spidsen for en stadig mere aggressiv og skinger kommunistjagt. Antiamerikanske og isolationistiske tendenser i henholdsvis Vesteuropa og USA kunne skille parterne ad. Det samme gjaldt amerikanske tendenser til at behandle Vesteuropa som en lillebror. Bilderberg skulle ifølge organisatorerne bane vejen for et tættere, bedre og mere ligeværdigt forhold.
I begyndelsen vakte det europæiske initiativ ikke stor genklang på den anden side af Atlanten, men i midten af 1950’erne besluttede Eisenhower-regeringen sig for at støtte og udnytte Bilderberg som diplomatisk platform. Og da Kennedy overtog præsidentembedet, kunne det være vanskeligt at se forskel på de amerikanske deltagere i Bilderberg og topfolkene i hans regering.
Reglen om, at der ikke må citeres direkte fra Bilderberg-konferencerne, blev i sin tid indført for at skabe et lukket rum for fri og fortrolig debat, men den blev også foranstaltet på grund af en skepsis i elitekredse over for massedemokratiet. Eliten anså sig selv for mere oplyst og rationel end de brede masser. I lukkede fora kunne en elitekonsensus udvikles på tværs af landegrænser og være garant for de vestlige samfunds fortsatte enhed. Meget sigende for Bilderbergs holdning til demokrati blev kriteriet for, hvilke lande man rekrutterede medlemmer fra, defineret ved deres tilknytning til ’vestlige etiske og kulturelle værdier’, ikke demokrati eksplicit. Dermed kunne deltagere fra diktaturstater som Portugal, Grækenland og Tyrkiet indlemmes i Bilderberg i konteksten af den kolde krig.
I Danmark trak Bilderberg indledningsvis på personer, som havde været knyttet til de efterretnings- og modstandsnetværk, som var blevet oprettet med tilknytning til London under besættelsen. Den tidligere konservative udenrigsminister Ole Bjørn Kraft var Bilderbergs første danske organisator. En af de tilbagevendende danske deltagere i Bilderberg-konferencerne var udenrigsminister og senere statsminister Jens Otto Krag. Mellem de officielle seancer på konferencen i Fiuggi i Italien i 1957 drøftede Krag og hans britiske kollega, Reginal Maudling, Danmarks og Storbritanniens indlemmelse i det daværende EF. At Krag og Maudling ikke blot drøftede sagen som privatpersoner vidner deres forberedelse om. Under samtalen udvekslede de bl.a. dokumenter, som var blevet forberedt hjemmefra, i Krags tilfælde af Udenrigsministeriet. Senere holdt Krag også oplæg for Bilderberg-konferencen forberedt af ministeriet – der dog foreslog Krag at sløre, at ministeriet havde bistået ham. Krag deltog jo formelt set i konferencen som privatperson.
Efter Ole Bjørn Kraft overtog Berlingske Tidendes chefredaktør Terkel M. Terkelsen hans position i Bilderberg. Et hverv, som de senere årtier blev tildelt daværende chefredaktør for Weekendavisen Tøger Seidenfaden, siden Dong’s administrerende direktør Anders Eldrup og i dag løftes af Ulrik Federspiel. Som tidligere ambassadør, direktør for Udenrigsministeriet, departementschef i Statsministeriet og nu vicedirektør for globale anliggender hos Haldor Topsøe har Federspiel stærke forbindelser til den øvrige danske elite. Federspiel er en af elitens indfødte. Han er ud af en ældre juristfamilie, og hans far, Per Federspiel, var tidligere modstandsmand og minister for Venstre.
De danske organisatorer i Bilderberg, der har til opgave at invitere danskere til konferencerne, har altså gennem tiden haft centrale poster her i landet og gennem deres familier haft yderligere tilknytning til eliten. Men hvorfor vælger prominente medlemmer af den danske elite at sætte en weekend om året af til at deltage i Bilderberg-konferencen? Når det endda kan betyde, at de skal forsvare deres deltagelse i offentligheden. Hvert individ har naturligvis sine egne motivationer for at deltage. Men der er egenskaber ved sammenkomsten, der rammer ind bredt i deltagerskaren.
Et elitært netværk fungerer som en basis for hvert medlems indflydelse og status. Ved at skabe en klub, der kun inkluderer ’de fremmeste spidser’, har man per definition erklæret, at alle medlemmerne er særlig betydningsfulde. Deltagere i prominente netværk deler og forøger på den måde hinandens indbyrdes status. Dyre hoteller og luksus er den perfekte kulisse for den slags processer. Elitenetværk fungerer som udgangspunkt som alle andre netværk og sammenkomster. I dem udveksles bl.a. information og sladder. Det har stor betydning for individets egen karriere. I elitenetværk er kvaliteten af informationen bare væsentligt højere. Samtidig er det kun i de mest magtfulde elitenetværk, man har mulighed for at pleje et omdømme blandt verdens magthavere. Et godt omdømme i kredse som Bilderberg kan hjælpe på vejen til internationale topposter. Den gensidige anerkendelse af hinandens personlige egenskaber kan skjule de bagvedliggende mekanismer for gruppedannelsen. Når Bilderberg-organisatorerne inviterer deltagere, fremgår det af deltagernes stilling, at et centralt kriterium er besiddelse af en position i toppen af samfundets hierarki. Frem for særligt talent, indsigt eller resultater skal man først og fremmest have erfaring med magt. Magt er i moderne samfund ikke noget, enkeltindivider har, men er primært baseret på kontrol over eller indflydelse i store og centrale institutioner såsom ministerier, multinationale selskaber, internationale organisationer osv.
Når en Bjarne Corydon bliver inviteret med til en Bilderberg-konference, som det skete i 2013, sker det primært i kraft af hans embede som finansminister. Alligevel hævdes det, at han alene deltager som privatperson. Bilderberg-konferencerne fungerer som et af de afgørende samlingssteder for den fremvoksende globale elite, der findes omkring de største multinationale selskaber. Kendetegnende for denne elite er, at adgangen til eliten sker gennem karriere inden for nationens store og centrale institutioner. Først når man når toppen af disse, får man adgang til de forskellige samlingssteder for den globale elite. Men her skabes et gryende sammenhold på tværs af landegrænser, en transnational elite.
De senere årtier er der sket det, at centrale samlingssteder i dette elitenetværk, såsom Bilderberg-konferencerne, Den Trilaterale Kommission og World Economic Forum, har fået stigende indflydelse på agendaer, der påvirker regeringsførelse nationalt og internationalt. Ja, man kan faktisk tale om, at moderne regeringsførelse i stigende grad foregår kollektivt i transnationale og overlappende elitenetværk, hvor ideer, personer og politiske forslag cirkulerer. Og her bør vi være opmærksomme på, at formelle organer med demokratisk forankring, som FN-systemet, sættes til side. Men det gør også den lokale vælgerforening, nu lytter partitoppen hellere til kollegerne i f.eks. Bilderberg. Møder i elitenetværk foregår ofte på præmisser, hvor offentligheden er lukket ude, hvor deltagerne intet klart demokratisk mandat har, og hvor de ikke efterfølgende skal stå til ansvar over for en vælgerbefolkning. Det kan lade sig gøre, fordi møderne er uformelle og uden egentlig beslutningstagen. På den måde drejer møderne sig for eliten i højere grad om at definere, hvilke globale udfordringer vi står over for, og at skabe en fælles forståelse for, hvordan de imødegås. En sådan konsensusopbygning og dens udbredelse i samfundet er centralt for at skabe legitimitet for egentlige politiske beslutninger. Her har det relativt velintegrerede globaliserede erhvervsliv en stor fordel i kraft af sin organisering, og det kan let medføre en vinkel på problemer og løsninger, som hænger tæt sammen med de dominerende multinationale virksomheders interesser. Med andre ord, Bilderberg mangler repræsentativitet.
En anke mod denne kritik er, at medlemmerne alene deltager som privatpersoner. Eksemplet med Krag og det danske udenrigsministerium viser imidlertid, at regeringsmedlemmer i Bilderberg-konferencerne langtfra altid blot optræder som privatpersoner – om det så gælder de officielle seancer eller den lige så vigtige korridorsnak. Det ville da også udhule konferencernes formål, som netop består i at samle en gruppe meget magtfulde og indflydelsesrige personer, således at de kan netværke, udveksle synspunkter, føle hinanden på tænderne og sende forskellige prøveballoner op. Ikke desto mindre sætter eksemplet fokus på det demokratiske underskud, som Bilderberg afspejler. Befolkningen har naturligvis ikke krav på at få at vide, hvad folkevalgte politikere og regeringsrepræsentanter gør eller siger i deres privatliv, så længe de overholder loven, men befolkningen bør vide, hvad de udtrykker eller foretager sig i embeds medfør. Hvad siger Helle Thorning-Schmidt på vores vegne? I Bilderbergs uformelle diplomati forbliver det en hemmelighed.
Der er naturligvis potentielt fordele ved, at ledere kan mødes ansigt til ansigt og få tillid til hinanden, men vi må altid spørge os selv, hvem de repræsenterer. I det internationale system har den slags uformelle netværk og topmøder dannet skole, men i G7- og G22-møder og lignende er det kun de rigeste og stærkeste nationer, der er inviteret med til at træffe afgørende beslutninger. Systemet, hvor deltagerne i Bilderberg-konferencerne rekrutteres gennem en organisator, indeholder en risiko for, at de magtfuldes perspektiv skygger for andre perspektiver.
Ifølge Eldrup skal en organisator i Bilderberg »også være en med en vis status, så han kan overtale ledende danske politikere til at deltage«. Men adgang til en sådan status går jo som regel gennem de magtfuldes cirkler. Det betyder igen, at Bilderberg på tværs af landene i høj grad samler personer med fælles karriereveje, livsforhold og interesser, forhold, der forplanter sig til verdensanskuelsen. Desuden er det med få undtagelser kun den politiske midte, der er genstand for invitation. Folkelige og sociale bevægelser og store dele af civilsamfundet er siet fra i udvælgelsesprocessen. F.eks. er fagforeningsfolk svagt repræsenteret. Der er følgelig pluralisme i forhold til de emner, Bilderberg diskuterer, men ikke til, hvem der diskuterer dem. Der kommer naturligvis forskellige synspunkter til orde på konferencerne, men det er som regel inden for en ganske snæver ramme, nemlig den, der opfattes som legitim i eliten. Det gør det igen nemmere at opnå en stærk fælles konsensus i bred forstand om klodens udfordringer, en intern solidaritet internt i eliten, der hviler på særlige anskuelser og foretrækker bestemte løsningsmodeller. Dermed samler den globale elite sig med voksende hastighed, mens båndet til deres respektive befolkninger svækkes tilsvarende. Derfor er det ikke fyldestgørende at bruge Bilderberg-konferencerne som anledning til at grine ad konspirationsteoretikerne. Vi bør i stedet overveje, hvordan vi sikrer en bredere og mindre elitær repræsentation af synspunkter i processer, der bidrager til at skabe konsensus om klodens overordnede udfordringer og påvirke beslutningstagerne.
Man kan se deltagersammensætningen i et elitenetværk som lakmusprøve på, hvilke interesser der anses som legitime og betydningsfulde af eliten. Vi bør i den forbindelse som befolkning spørge os selv, om deltagerlisten til Bilderberg-konferencerne afspejler samfundets mangeartede interesser, eller om det har en slagside? Forholder vi os ukritisk, risikerer vi at forstærke den nuværende udvikling, hvor de globale elitenetværk især fokuserer på erhvervslivets situation, udfordringer og muligheder frem for at tænke på befolkningen. Problemerne omkring repræsentation på Bilderberg-konferencerne afspejler et større problem. Uden at falde i den konspirationsteoretiske grøft må vi have blik for, at konspirationerne, men også rækken af habitklædte direktører, politikere, diplomater og meningsdannere, der strømmer mod København, er et symptom på det demokratiske underskud i det globale samfund, som klodens befolkning dagligt må affinde sig med."
== Referencer ==
{{Reflist}}
<ref>http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2302979/bilderberg---en-elitaer-og-udemokratisk-supermagt-er-i-byen/</ref>http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2302979/bilderberg---en-elitaer-og-udemokratisk-supermagt-er-i-byen/
== Litteratur ==
* ''The Great Deception'' af Christopher Booker og Richard North, ISBN 0-8264-7105-6
| |||