Christian de Meza: Forskelle mellem versioner

'''Christian Julius de Meza''' ([[14. januar]] [[1792]] i [[Helsingør]] – [[16. september]] [[1865]]) var søn af [[læge]] og [[justitsråd]] Christian Jacob Theophilus de Meza og dennes første hustru Anne Henriette Lund. Han blev 1821 gift med Elisabeth Birgitte Tscherning (1793-1861) datter af Oberst [[Eilert Peter Tscherning]] og hustru Marie Lützow datter af viceadmiral [[Anton Frederik Lützow]] og derved svoger til Oberst og krigsminster [[Anton Frederik Tscherning]] og til major [[Carl Gunder Dalberg]]. De Meza havde en længere militær karriere, der kulminerede med udnævnelsen til [[General|overgeneral]] i [[1863]]. Som ansvarlig for beslutningen om at rømme [[Dannevirke]] den [[5. februar]] [[1864]] blev han den [[28. februar]] fyret af [[krigsminister]] [[Carl Lundbye]]. De Meza døde som en bitter mand året efter (den [[16. september]] [[1865]]), 73 år gammel og ligger begravet på [[Garnisons Kirkegård]] i København.

Han var søn af [[læge]] og [[justitsråd]] Christian Jacob Theophilus de Meza og dennes første hustru Anne Henriette Lund. Christian de Meza boede i hjemme på Sophiegade i HelsningørHelsingør, indtil han i [[1799]] i en alder af 7syv år, kom på kostskolen [[Bernstorffsminde]], der lå ved [[Brahetrolleborg]] på [[Fyn]]. Skolen fungerede som en fuldstændig erstatning af hjemmet med undervisning og almindelig dannelse, fokuseret på at eleverne skulle besidde bestemte færdigheder, alt efter hvad man forventede de skulle arbejde med i deres fremtid. Hver elev fik tilknyttet en mentor, og de Meza blev i løbet af den tid han var på stedet, stærkt knyttet til sin mentor lærer Hahn. Tiden på hjemmet var en speciel og idyllisk tid for de Meza, der senere i sit liv mindedes de gode barndomsår med venner og lærere, på dette sted. I [[1803]] blev det imidlertid besluttet at de Meza i en alder af 12tolv år skulle gå ind i militæret for at få en karriere som officer, så han søgte og bestod sin optagelses prøveoptagelsesprøve på [[Det kgl.Kongelige Artillerikadetinstitut]]. <ref>Sestoft, (2007) s. 17-19</ref>

[[Det kgl. Artillerikadetinstitut]] lå i [[Gjethuset]], hvor [[Det Kongelige Teater]] ligger nu, og her mødte de Meza op den [[2. juli]] [[1804,]] med sin far. Han blev testet af lærerne, hvorefter han blev optaget og kort efter fulgte den daglige undervisning på instituttet. Han boede hos artillerikaptajn Lammers ind til han, cirka 2to år efter sin optagelse, blev udnævnt til kadet og indskrevet som alumne på instituttet.

deDe Meza fik hurtigt mulighed for at vise sine evner, da han deltog [[Englandskrigene]], først i [[1807]] da an tjente som [[stykjunker]] under [[Københavns bombardement]]. Året efter blev han forfremmet til anden Sekondløjtnant[[sekondløjtnant]] i [[Artillerikorpset]] og senere blev han udstationeret på [[Kronborg]] for at udretteforrette krigstjeneste, hvilket var påkrævet for at gå til afgangseksamen i [[1810]].

Efter sin udstationering ved [[Frederiksværk]] fungerede de Meza en rum tid som underviser ved de militære skoler; først på Artillerikadet InstituttetArtillerikadetinstituttet, hvor han underviste i fædrelandshistorie og militærgeografi, og da dette institut blev nedlagt underviste han i tysk og fransk på den nyoprettede Kongeligelige[[Den Militærekongelige militære Højskole|kongelige militære højskole]].

deDe Mezas militære karriere blev præget af at hans ansøgninger om forfremmelse ofte blev afslået, og ofte steg andre yngre officerer hurtigere i graderne end ham. Men i [[1821]] blev han udnævnt til [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] og forrettede herefter praktisk tjeneste nogle år ved artilleriet. I [[1842]] blev han forfremmet til [[major]], men også ved denne lejlighed blev han forbigået af andre yngre officerer, hvilket fik de Meza til at ansøge [[Christian 8.|kongen]] om sin [[pension]]. Denne ansøgning blev afslået – og disse to mænd fik aldrig et godt forhold til hinanden.

I [[1842]] blev han som sagt major. Ved krigsudbruddet af [[Treårskrigen]] i [[1848]] blev han udnævnt til ledende artilleriofficer. Han deltog og udmærkede sig i kampene ved [[Slaget ved Bov|Bov]], [[Nybøl]] og [[Dybbøl Banke|Dybbøl]] og blev udnævnt til oberstløjtnant i 1848. I [[1849]] blev han chef for 6. infanteribrigade under kampene ved Sundeved. Han førte 6. brigade fra [[Als]] til [[Fredericia]] [[5. juli]] [[1849]], og havde den følgende dag som opgave at foretage et gennembrud ved [[Slesvig-Holsten|den Slesvig-Holstenske]] hærs nylig opførte skanser og holde stillingen, mens andre enheder trængte ind bag løbegravene. Det lykkedes for de Meza at gennemføre aktionen, som var medvirkende til en dansk sejr i slaget. <ref>Clemmesen, m.fl.(2010), s. 507f.</ref>.

Efter [[Friderich Adolph Schleppegrell|Schleppegrells]] fald under [[Slaget på Isted Hede|Slaget ved Isted]] overtog han kommandoen over 2. division og blev forfremmet til [[general]]. I [[1855]] blev han formand for en [[kommission]], der skulle udrede den danske befæstning. Kommissionen konkluderede i [[1857]], at et forsvar af [[Holsten]] og [[Lauenborg]] ikke ville være muligt, hvorfor den sydlige forsvarslinje måtte lægges ved [[Dannevirke]]. Kernen i forsvarsplanen var en stærk befæstning af [[Fredericia]]. [[Rigsdagen]] ville imidlertid ikke bevillige de nødvendige midler til at gennemføre planen, og ved udbruddet af [[2. Slesvigske krigKrig]] var de jyske anlæg noget forsømte. <ref>Clemmesen, m.fl.(2010), s. 507f.</ref>

De Meza blev overgeneral for den mobiliserede hær i december [[1863]] og fik således ansvaret for tropperne ved udbruddet af [[2. slesvigske krig]]krigen. I denne egenskab tog han efter et [[krigsråd]] den [[4. februar]] [[1864]], hvor alle generaler med en enkelt undtagelse ([[Mathias Lüttichau]]) stemte for tilbagetrækning, beslutningen om at rømme [[Dannevirke]]-stillingen den [[5. februar]]. Begrundelsen var, at fæstningsværket var for vanskeligt at forsvare mod en overtallig fjende, ligesom de Mezas instruks påbød ham ikke at sætte hærens eksistens på spil.<ref>Clemmesen, m.fl.(2010), s. 550</ref>. Hans organisering af troppernes tilbagetrækning til [[Dybbøl]] ad tilsneede veje i bidende kulde er senere blevet betegnet som en [[logistik|logistisk bedrift]].<ref> Buk-Swienty (2008), s. 190-192</ref> De prøjsiske officerer fandt intet umiddelbart modtræk, men valgte blot at belejre Dybbølstillingen indtil videre. [[Ditlev GothardD.G. Monrad]] havde oprindelig givet en (forbeholden) støtte til de Meza, men dels presset af folkestemningen, dels af en rasende krigsminister [[Carl Lundbye]] skiftede han mening, og De Meza blev beordret til [[København]] til en [[høring]], som trak i langdrag. Der fulgte nogle hektiske dage, hvor [[Christian 9.|Christian IX]] stærkt modsatte sig en afskedigelse af overgeneralen.<ref>Buk-Swienty (2008), s. 210</ref> De Meza var utålmodig, og i forsøget på at fremskynde sin tilbagevenden til fronten, truede han med at offentligøre sin korrespondance med krigsministeren. De Mezas fremgangsmåde betød, at Lundbye på Statsrådsmødet den [[26. februar]] opridsede tre punkter, hvor overgeneralen havde udvist manglende dømmekraft og satte sin stilling på spil for at få en fyring presset igennem. <ref>Jørgensen (1970), s. 289</ref> Kongen erklærede, at han ville overveje sagen i et døgn, og overvejelserne reaulterede i, at kongen bøjede sig for Lundbyes krav, således at De Meza formelt blev fjernet fra posten som overgeneral.<ref>Buk-Swienty (2008), s. 212</ref> <ref> Thorsen (1958), s. 289</ref> <ref>Clemmesen, m.fl.(2010), s. 552</ref>.

Den [[29. februar]] afløsesblev de Meza afløst af [[Georg Daniel Gerlach]], som ikke havde været med ved det afgørende krigsråd. Næsten en måned uden en øverste ledelse, den politiske ustabilitet og ansættelsen af en væsentlig svagere leder forringede – set med eftertidens øjne- de i forvejen meget spinkle danske chancer for militær succes. <ref> bl.a. Buk-Swienty, Svend Thorsen og hjemmesiden om Fredericias historie er enige herom</ref> Det er dog også blevet påpeget, at samtidens reaktioner, både i befolkningen, men også blandt flertallet i [[folketinget]] gjorde det umuligt at tage den, ud fra en militær vurdering eneste rigtige beslutning, at lade de Meza fortsætte på posten. <ref> Thorsen (1958), s. 289-291</ref>