Heinrich Schimmelmann: Forskelle mellem versioner

'''Heinrich Carl [[lensgreve]] von [[Schimmelmann]]''' ([[13. juli]] [[1724]] i [[Demmin]] i [[Pommern]] – [[16. februar]] [[1782]]) var [[Greve (rang)|greve]], handelsmand og statsmand. Hans far var købmand i [[Demmin]]. Efter al sandsynlighed fik han ikke anden undervisning end den, en dreng den gang kunne få i en lille tysk by; men han havde i sin energiske og virkelystne personlighed en kraft, der efterhånden bragte ham vidt i verden. Han søgte snart at bane sig en selvstændig vej som handelsmand, og han var af dem, der ikke var bange for at vove noget og ej heller blive skræmt, når det gik galt, men hurtigt kom på benene igen. Adskilligt er uklart over den måde, hvorpå han arbejdede sig frem. Det synes dog nogenlunde sikkert, at han, efter at have lært handelen i [[Stettin]], fandt lejlighed til at blive leverandør til den preussiske hær under den 2. schlesiske Krig (del af [[Den Preussiske Syvårskrig]]) og tjente godt derved; men han mistede, hvad han havde tjent, ved at blive fanget af sachsiske ryttersoldater. Snart efter slog han sig dog op i [[Dresden]], hvor han tjente ganske godt ved at få en materialhandel i gang. Her ægtede han 4. marts 1747, altså knap 23 år gammel, den knap 17-årige Caroline Tugendreich Friedeborn, og det gav ham et godt skub frem, at han (1755) forpagtede toldopkrævningen i Kursachsen; men endnu fordelagtigere var det for ham, at han kunne overtage leverancer til den preussiske hær i året 1756, ligesom det også var et godt kup, at han under [[Frederik den Store af Preussen|Frederik den Stores]] okkupation af [[Sachsen]] i dette år købte porcelænsfabrikken i [[Meissen]] af ham for siden at sælge den igen med betydelig fordel.

Men forholdene i Mellemtyskland, hvor [[Syvårskrigen (1756–1763)|Syvårskrigen]] rasede, var ham for brogede, og han, der allerede nu havde tjent en stor formue, flyttede 1759 til [[Hamborg]] og i nærheden heraf købte han godset [[Ahrensburg]] på holstensk grund. Her i Hamborg begyndte så en forbindelse imellem ham og den dansk-norske regering, hvis vigtigste mand, [[J.H.E. Bernstorff|den ældre Bernstorff]], snart blev klar på, hvilken gavn Schimmelmanns iøjnefaldende købmandsbegavelse kunde yde under de vanskelige finansielle forhold. Schimmelmann på sin side stillede sig gerne i et nært forhold til regeringen i [[København]] for at nytte den brug, han så, at den havde for ham, til at vinde ydre glans og anseelse og for tillige at drive fordelagtig handel, skærmet af dens neutralitetspolitik. De forhandlinger, der åbnedes, førte hurtigt til, at Schimmelmann (1761) blev adjungeret den danske gesandt i [[Hamborg, v. Johnn]], med ret til at blive hans efterfølger.Snart efter blev han også udnævnt til generalkommerceintendant. At han ville knytte sig nøje til Danmark-Norge, viste han ved at købe det Berckentinske Palæ i Bredgade (deti nuværende Koncertpalæ) (2007:dag [[Odd Fellow Palæet]]) og [[Baroni|Baroniet]] [[Lindenborg Gods|Baroniet Lindenborg]] i Jylland. Regeringen gjorde ham til baron og [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]] (1762).

Det var, synes det, en glimrende ydre stilling, denne mand med den ret eventyrlige fortid således vandt sig. Men han gjorde unægtelig også fyldest derfor ved de tjenester, han i løbet af få år formåede at yde. Statens finansielle stilling var netop på denne tid stærkt rystet, især på grund af de store udgifter, det havde voldt i flere år at holde en styrke på 20. – 25. 000 mand på benene i Holsten, og de endnu større, som man måtte påtage sig for at kunne møde den krigsfare, der i foråret 1762 truede fra [[Rusland|Ruslands]] side efter [[Peter 3. af Rusland|Peter III]]'s tronbestigelse. Oven i købet var detdette et tidspunkt, dahvor det, somi BernstorffBernstorffs ytredeformulering, det var, som om pengene var forsvundet fra jordens overflade, - i den grad døjede man med at få rejst, om det så var ubetydelige statslån. Man havde stræbt at slå sig igennem ved at hæve store summer hos [[Københavns Bank]], der ikke mente at kunne vægre sig ved at yde disse lån, men kun kunne skaffe dem til veje ved at fabrikere papirpenge i millionvis, og derved var dens stilling blevet rystet på det alvorligste. Finansielle kapaciteter, der havde dygtighed og personlig kredit til at råde bod på de truende ulykker, havde man ingen af. Men det var en sådan,fandt man nu fandt i Schimmelmann Det lykkedes ham virkelig ved sit store talent og det ry, han havde for at være en hovedrig mand, at få sluttet flere udenlandske lån dels til banken og dels til staten, og det på vilkår, der måtte siges at være påfaldende gunstige vilkår. Efter at han ved disse lån til banken havde skaffet den pusterum til at komme over den værste øjeblikkelige fare, satte han ved nye statslån regeringen i stand til at betale den en stor del af, hvad den skyldte den, således at den fare drev over, der truede den og [[pengemarkedet]] i Danmark i 1762-65. Også af sin egen formue ydede Schimmelmann lejlighedsvis forstrækninger.

Hånd i hånd hermed havde han, hvad der var ganske nødvendigt, gjort forsøg på at skaffe nye statsindtægter af betydning; men medens der havde måttet udfoldes en overordnet dygtighed for at få lånene bragt i stand, var vejene til at skaffe nye indtægter kun de gamle velkendte, at sælge [[krongods]]er og pålægge nye skatter. Hvad han i sidste henseende greb til, var den såkaldte ekstraskat af [[23. sept.september]] [[1762. Det]], var en personskat, en sådkaldt ([[kopskat]]), en skat, der var yderst brutal og urimelig i sit princip, idet den ramte den fattige arbejder lige så hårdt som den rige, og den, der havde børn, hårdere end den, der ingen havde. Ganske vist var den nem at opkræve, og det vilde have voldt store bryderier at gennemføre en [[indkomstskat]] eller formueskat efter retfærdige grundsætninger; men den hårdhed imod de lidet formuende, der går igennem den, er næsten uhyggelig. Derfor vakte den også stor forbitrelse, på sine steder ligefrem uroligheder, og den tyngede i den følgende tid hårdt på adskillige statsmænds samvittighed.

Iblandt disse var Schimmelmann dog ikke. Denne skat var betegnende for en side af hans karakter. Man har ved ham, som det træffende er sagt, altid at gøre med forretningsmanden. Lige så talentfuld og energisk han var, lige så praktisk han så på tingene, lige så hensynsløs var han i sin færd. I personlige forhold savnede han i høj grad finfølelse, og selv mænd, der satte stor pris på ham, som f.eks. [[Bernstorff (adelsslægt)|Bernstorfferne]], kunne være ved at flyvefare i flint over, hvad han kunne byde dem, og han var ikke mindre en hård mand, hvor det gjaldt om at fremme, hvad han mente ville værevar nyttigt. Derfor kundefaldt det ikkeham falde hamsjældent ind, at humane hensyn kunde træde i vejen for, hvad staten måtte antages at behøve, og ganske sikkert indbragte ekstraskatten ret betydeligt. I det hele må det erkendes, at ad de veje, som han fulgte, opnåede han, hvad der var store goder, at styrke statens kredit og skaffe pengemarkedet fasthed.

Påbuddet om ekstraskatten bevirkede, at der 2. december 1762 blev nedsat en egen såkaldt [[overskattedirektion]], der fik at gøre med den og i det hele med, hvad der vedrørte [[statsgæld|statsgælden]]. Som medlem af den blev han i virkeligheden den rådende på dette vigtige område, og med undtagelse af en kort tid havde han derigennem en overlegen indflydelse på finansstyrelsen i den følgende tid lige indtil sin død. Hertil kan der føjes, om det end er mindre vigtigt, at han, der 10. juni 1768 havde fået titel af skatmester, 13. april 1769 stilledes i spidsen for skatkammeret, en ny institution, der da blev oprettet og fik det hverv at bestyre visse kapitaler, som skulde være en slags reservefond for påkommende uforudsete tilfældes skyld.