Justinian 1.: Forskelle mellem versioner

Justinians udenrigspolitik var præget af ambitiøse forsøg på generobring af områderne i vest. [[532]]-[[533]] genvandt byzantinerne under generalen [[Belisarius]] de tabte områder i Nordafrika ved at knuse [[vandalerne]], som havde sat sig fast her. 534-53 lykkedes det under voldsomme og opslidende kampe at generobre [[Italien]] fra de østgotiske konger og indlemme landet i det byzantinske rige. Denne krig, som fyldte en stor del af hans regering og var præget af flere tilbageslag, blev en stor økonomisk belastning. Forsøg på at sætte sig fast i Spanien og Sydfrankrig førte ikke til varige resultater. I øst førte Justinian krige mod [[Persien]] og led en del tilbageslag, da han koncentrerede sig om felttogene i vest. I hans sidste år blev riget truet af stammer fra nord. Efter hans død begyndte de byzantinske kejsere i højere grad at koncentrere sig om forsvaret af rigets østlige grænser. De fleste af hans erobringer i vest gik tabt i det følgende århundrede, men fik dog den betydning at præge Italien med byzantinsk kultur nogle århundreder endnu.

 

 

En vigtig begivenhed i hans regering var udgivelsen af den samlede [[romerret]] [[Corpus Juris Civilis]]; første udgave [[7. april]] [[529]] med flere udvidelser frem til [[534]]. Religiøst fastholdt han kejserens absolutte ret til at bestemme undersåtternes trosretning, og han lukkede resterne af den førkristne filosofskole i Athen.