Wikipedia

N.P. Nielsen: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
Gå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Ny side!
 
Linje 1:
{{ibrug|[[Bruger:Tostarpadius|Tostarpadius]] ([[Brugerdiskussion:Tostarpadius|diskussion]]) 17. jul 2014, 06:53 (CEST)}}
'''Nicolai Peter Nielsen''' ([[28. juni]] [[1795]] i [[Frederiksborg]]–[[13. marts]] [[1860]] i [[København]]) var en dansk skuespiller og instruktør. Han var fra 1834 gift med [[Anna Wexschall]], født Brenøe.
'''Nicolai Peter Nielsen''', dansk
 
Skuespiller og Instruktør, f. 28. Juni 1795 i
Nielsen var af sin far, stutmester F.G.E. Nielsen (1769—1851) bestemt til Officer; 13 Aar gl kom han ind paa
Frederiksborg, d. 13. Marts 1860 i Kbhvn. N. var
Landkadetakademiet, 1811 blev ban Løjtnant og 1820 Premierløjtnant, men da han ikke længere
af sin Fader, Stutmester F. G. E. N. (1769—1851)
kunde bekæmpe sin Lyst til Skuespilkunsten, betroede han sig til [[Dr. Ryge]] og aflagde af
bestemt til Officer; 13 Aar gl kom han ind paa
Hensyn til sin Stilling i Hemmelighed Prøve for Teaterdirektionen, der straks lovede ham
Landkadetakademiet, 1811 blev ban Løjtnant og
Ansættelse med 400 Rdlr. i Gage, naar han var blevet løst fra sine militære Forpligtelser.
1820 Premierløjtnant, men da han ikke længere
Kort efter han havde faaet sin Afskedsbegæring bevilget, debuterede ban 12. Septbr 1820 som
kunde bekæmpe sin Lyst til Skuespilkunsten,
Axel i »Axel og Valborg«, og ligesom han havde erobret Direktionen, sejrede han nu over Publikum;
betroede han sig til Dr. Ryge og aflagde af
det stod straks klart for alle kyndige, at N. vilde blive den rette Fremstiller af den
Hensyn til sin Stilling i Hemmelighed Prøve
nordiske Helt og Elsker, som Teatret hidtil havde savnet, skønt det var 12 Aar siden, at den
for Teaterdirektionen, der straks lovede ham
første Oehlenschläger’ske Tragedie blev opført. N. besad ikke alene glimrende fysiske
Ansættelse med 400 Rdlr. i Gage, naar han var
Skuespilleregenskaber, men Kraft og Lyrik. Hans unge Helte og Elskere var ikke forskellige,
blevet løst fra sine militære Forpligtelser.
men Idealbilleder af ham selv; uden at eje den inderste Lidenskab var de opbrusende i deres
Kort efter han havde faaet sin Afskedsbegæring
bevilget, debuterede ban 12. Septbr 1820 som
Axel i »Axel og Valborg«, og ligesom han havde
erobret Direktionen, sejrede han nu over Publikum;
det stod straks klart for alle kyndige, at
N. vilde blive den rette Fremstiller af den
nordiske Helt og Elsker, som Teatret hidtil havde
savnet, skønt det var 12 Aar siden, at den
første Oehlenschläger’ske Tragedie blev opført.
N. besad ikke alene glimrende fysiske
Skuespilleregenskaber, men Kraft og Lyrik.
Hans unge Helte og Elskere var ikke forskellige,
men Idealbilleder af ham selv; uden at eje den
inderste Lidenskab var de opbrusende i deres
Heftighed, mandige og ømme i deres Kærlighed.
 
Hans skønne Stemme vuggede paa Rytmernes svulmende Velklang og hans muskelstærke
Skikkelse med den ædle Holdning og det fritbaarne Hoved gav Tilskuerne det Indtryk, at
svulmende Velklang og hans muskelstærke
der stod en Mand bag de store Ord. Derimod lykkedes en Rolle som Hamlet ikke for ham,
Skikkelse med den ædle Holdning og det
fordi han savnede Aandfuldhed i Diktionen, og i de store Karakterroller: Macbeth, Kong Lear,
fritbaarne Hoved gav Tilskuerne det Indtryk, at
Hakon Jarl og Palnatoke stod han tilbage for Dr. Ryge, hvis Lidenskab var dybere. August
der stod en Mand bag de store Ord. Derimod
Bournonville skrev, at N.’s Stemme forholdt sig »til Ryge’s som det fyldige, men bløde
lykkedes en Rolle som Hamlet ikke for ham,
Valdhorn til Kamplurens skarpe gennemtrængende Toner«. Dog, selv om Samtiden ikke mente, at
fordi han savnede Aandfuldhed i Diktionen, og
N. naaede sin Forgænger i Fremstillingen af disse Skikkelser, kom ingen af N.’s Efterfølgere
i de store Karakterroller: Macbeth, Kong Lear,
til at staa Maal med ham. Han udførte ogsaa et stort Repertoire i Lystspillet, og inden for dette
Hakon Jarl og Palnatoke stod han tilbage for
Dr. Ryge, hvis Lidenskab var dybere. August
Bournonville skrev, at N.’s Stemme forholdt sig
»til Ryge’s som det fyldige, men bløde
Valdhorn til Kamplurens skarpe gennemtrængende
Toner«. Dog, selv om Samtiden ikke mente, at
N. naaede sin Forgænger i Fremstillingen af
disse Skikkelser, kom ingen af N.’s Efterfølgere
til at staa Maal med ham. Han udførte ogsaa et
stort Repertoire i Lystspillet, og inden for dette
Omraade ydede han sin bedste Kunst i ældre Roller.
Navnlig i Konversationsskuespil af den
Scribe’ske Skole gengav han paa fortrinlig
Vis en Del Karakterer af født Fornemhed og
ridderlig Tænkemaade, fyldige Markier med et
indskrænket Aandsliv, men hvis Væsen var
Noblesse og Selvtilfredshed (f. Eks. Markien i
»Slottet i Poitou«), Disse Figurer formede han
ogsaa i sit eget Billede, thi N. var i Aarenes
Løb selv blevet en Festfigur, der levede et
selskabeligt Liv og talte langt bedre, end han
tænkte. Da J. L. Heiberg skrev Skuespillersindets
Psykologi i »En Sjæl efter Døden«, var N.
hans Model. Bortset fra Høflighedsfraser havde
Forholdet mellem dem været spændt fra
Ungdomsdagene, og da Heiberg udnævntes til
Direktør (1849), blev N.’s af skiftende Luner og
upaalideligt Helbred fremkaldte Ansøgninger om
Afsked et Tema, som ofte beskæftigede Pressen.
Et Par Aar før han fik sit Ønske opfyldt (1855),
skrev Heiberg til Ministeriet: »Uagtet Theatret
maa betragte det som et Tab at miste en i saa
mange Henseender begavet Skuespiller, som det,
alene paa Grund af hans udvortes Fortrin, bliver
vanskeligt at erstatte, saa vil paa den anden
Side den store Letsindighed, hvormed han
behandler sin Kunst, idet han saa godt som aldrig
memorerer en Rolle, og derved stadigen besværer
sine Medspillende, der maa bruge alleslags
Kunstgreb for at dække hans Usikkerhed og
derved redde Stykkernes Virkning, bevirke, at
Beklagelsen over hans Afgang bliver mindre«.
Dog, efter Heiberg’s Afsked knyttedes N. atter
til Teatret, hvor han optraadte sidste Gang
24. Febr 1860 som (Markien i »Kamp og Sejr«.
 
Navnlig i Konversationsskuespil af den Scribeske Skole gengav han paa fortrinlig
N. var den første danske Skuespiller, der blev
Vis en Del Karakterer af født Fornemhed og ridderlig Tænkemaade, fyldige Markier med et
Professor, Ridder og Dannebrogsmand, og som
indskrænket Aandsliv, men hvis Væsen var Noblesse og Selvtilfredshed (f. Eks. Markien i
modtog fremmede Dekorationer. Han optraadte
»Slottet i Poitou«), Disse Figurer formede han ogsaa i sit eget Billede, thi N. var i Aarenes
ofte paa Udlandets Scener; 1824 debuterede han
Løb selv blevet en Festfigur, der levede et selskabeligt Liv og talte langt bedre, end han
som tysk Skuespiller i Braunschweig, bl. a. som
tænkte. Da J. L. Heiberg skrev Skuespillersindets Psykologi i »En Sjæl efter Døden«, var N.
Coreggio; 1827 optraadte han i München og paa
hans Model. Bortset fra Høflighedsfraser havde Forholdet mellem dem været spændt fra
Burgteatret i Wien, bl. a. som Axel i »Axel
Ungdomsdagene, og da Heiberg udnævntes til Direktør (1849), blev N.’s af skiftende Luner og
og Valborg«, senere var han fl. Gange Gæst paa
upaalideligt Helbred fremkaldte Ansøgninger om Afsked et Tema, som ofte beskæftigede Pressen.
Scenerne i Kria, Bergen, Sthlm og Helsingfors,
 
sidste Gang 1858.
Et Par Aar før han fik sit Ønske opfyldt (1855), skrev Heiberg til Ministeriet: »Uagtet Theatret
maa betragte det som et Tab at miste en i saa mange Henseender begavet Skuespiller, som det,
alene paa Grund af hans udvortes Fortrin, bliver vanskeligt at erstatte, saa vil paa den anden
Side den store Letsindighed, hvormed han behandler sin Kunst, idet han saa godt som aldrig
memorerer en Rolle, og derved stadigen besværer sine Medspillende, der maa bruge alleslags
Kunstgreb for at dække hans Usikkerhed og derved redde Stykkernes Virkning, bevirke, at
Beklagelsen over hans Afgang bliver mindre«. Dog, efter Heiberg’s Afsked knyttedes N. atter
til Teatret, hvor han optraadte sidste Gang 24. Febr 1860 som (Markien i »Kamp og Sejr«.
 
Nielsen var den første danske skuespiller, der blev [[professor]], [[ridder]] og [[Dannebrogsmand]],
og som modtog fremmede dekorationer. Han optrådte ofte på udlandets scener; 1824 debuterede han
som tysk Skuespiller i Braunschweig, bl. a. som Coreggio; 1827 optraadte han i München og paa
Burgteatret i Wien, bl. a. som Axel i »Axel og Valborg«, senere var han fl. Gange Gæst paa
scenerne i [[Kristiania]], [[Bergen]], [[Stockholm]] og [[Helsingfors]], sidste gang 1858.
 
== Kilder ==
Line 99 ⟶ 57:
 
{{FD|1795|1860|Nielsen, Nicolai Peter}}
 
[[Kategori:Teaterskuespillere fra Danmark]]
[[Kategori:Titulære professorer fra Danmark]]
[[Kategori:Danskere i 1800-tallet]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/N.P._Nielsen"