Conrad Rantzau: Forskelle mellem versioner

'''Andreas Conrad Peter [[rigsgreve]] af [[Rantzau (adelsslægt)|Rantzau]]''' (tysk: ''Andreas Conrad Peter Reichgraf zu Rantzau'') ([[2. september]] [[1773]] på [[Schloss Breitenburg]] – [[3. august]] [[1845]] i [[Wiesbaden]]) var en [[Hertugdømmet Holsten|holstensk]] adelsmand og en dansk [[gehejmestatsminister]]. Han var den sidste store personlighed, der byggede bro mellem dansk og tysk kultur, inden [[helstaten]]s sammenbrud.

Conrad Rantzau var yngste søn af [[gehejmeråd]] [[Frederik Rantzau (1729-1806)|Frederik rigsgreve Rantzau]] til grevskabet Breitenburg og Friedrike Louise Amoena f.født rigsgrevinde af [[Castell-Remlingen]]. Han fødtes 2. september 1773 på Breitenburg og blev efter omhyggelig uddannelse i hjemmet [[1792]] dimitteret til [[Christian-Albrechts-Universität|Universitetet i Kiel]], hvor han studerede i flere år, tog derefter på lange rejser. Han blev [[1800]] slået til retsridder af [[Johanniterordenen]], udnævntes [[1804]] til [[kammerherre]] og overtog grevskabet Breitenburg [[1806]] efter faderens død. [[1802]] var han medlem af Landkommissionen i [[Slesvig]], opholdt sig derpå i længere tid i syden, var 1814 medlem af Kommissionen til hertugdømmernes genbesættelse og reorganisation og fik året efter Storkors af [[Dannebrogordenen]]. [[1826]] blev Rantzau beskikket til rejseledsager for [[Frederik 7.|Prins Frederik (7.)]], hvem han først fulgte til [[Genf]], hvor der indrettedes en hofholdning for prinsen, som skulle tilbringe længere tid her. Det bebrejdes Rantzau, at han overbebyrdede prinsens temmelig svage evner med for megen læsning, som sløvede hans i forvejen ringe interesse for at tilegne sig kundskaber. Kort efter nytår brød de op til [[Sydfrankrig]] og derfra til [[Italien]], tilbragte atter nogen tid i Genf og vendte hjem i efteråret [[1828]], hvor Rantzau ved prinsens formæling kort efter udnævntes til overskænk og tog ophold i [[København]]. Efter [[Ernst Heinrich von Schimmelmann]]s død i [[1831]] udnævntes Rantzau til gehejmestatsminister og medlem af [[gehejmestatsråd]]et. Rantzau stod i høj gunst hos [[Frederik 6.|Frederik VI]]. Han var en fuldblods holstener, oprigtigt fædrelandssindet og kongetro. Under drøftelsen af [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|stænderforsamlingens]] dannelse udtalte han [[1832]] sin tvivl om de reformlystne slesvigeres loyalitet, ligesom han frygtede vanskeligheder ved valgene på [[Sjælland]], medens han stolede på holstenernes og jydernes gode sindelag. [[1836]] blev han [[Elefantordenen|Ridder af Elefanten]]. Efter [[Christian 8.|Christian VIII's]]s tronbestigelse ansøgte Rantzau, der ikke som de andre ministre havde nogen særlig [[portefølje]], om sin afsked, da hans helbred ikke kunde tåle opholdet i hovedstaden, og hans øjne var meget svage. Kongen ville ikke afskedige ham, men forbeholdt ham rang og sæde i statsrådet, så han dispenseredes for at deltage i dets forhandlinger og beholdt visse forretninger i Holsten ([[12. december]] [[1840]]). Rantzau boede derefter dels på Breitenburg, dels i udlandet og afgik ved døden 3. august 1845 i [[Wiesbaden]], ugift.

Grev Rantzau har efterladt sig et smukt navn som offervillig mæcen og human godsejer. En samtidig hævder, at Rantzaus navn i begyndelsen af århundredet var det mest agtede og elskede blandt høje og lave i hertugdømmerne, og fremhæver hans store, ved personlig erfaring indhøstede kendskab til stats- og folkelivet og hans rene vilje og ædle karakter. I anledning af stormfloden [[1825]] bragte han beboere på sine godser store ofre, og hans rundhåndethed, især de summer, han anvendte på indkøb af kunstværker, bevirkede, at hans formuesomstændigheder ved hans død var i den sletteste forfatning.