Pompejus: Forskelle mellem versioner

Ved sin tilbagekomst år 62 svækkedes Pompejus straks, da han opløste sin hær og derefter forgæves søgte at gennemføre nye jordkrav over for Senatet. For at få støtte allierede han sig med Cæsar og Crassus og blev derved en del af det Første [[Triumvirat]] år 59, en forbindelse som styrkedes ved et ægteskab med Cæsars datter, [[Julia (Cæsars datter)|Julia]]. Gennem 50’erne opholdt Pompejus sig i Rom som triumviratets [[garant]] dér, men stilledes i perioden militært hurtigt i skyggen af Cæsars sejre i [[Gallien]] og synes længe at have vist sig mærkeligt passiv over for de anarkiske magtkampe i hovedstaden. Modsætningen til Cæsar bragte ham dog gradvis tilbage i Senatets lejr, og efter Julias død i [[54 f.Kr.]] og Crassus’Crassus' ditto i [[53 f.Kr.]] skærpedes forholdet yderligere.

Ved borgerkrigens udbrud [[49 f.Kr.]] trådte Pompejus åbent op som Senatets general, men havde ikke held med sig over for Cæsar og savnede autoritet blandt sine egne. Han flygtede med Senatet til [[Grækenland]] og her blev han besejret i det afgørende slag ved [[Farsalos]] [[48 f.Kr.]]. I et forsøg på at skaffe hjælp til fortsættelse af krigen søgte han til [[Egypten]], men her myrdedes han ved sin landgang på initiativ af magthaverne, der ikke ville lægge sig ud med Cæsar. Hans to sønner, Gnæus den Yngre og Sextus, fortsatte kampen. Gnæus d.y. omkom efter slaget ved [[Munda]] 17.3.45 f.Kr., men lillebroderen Sextus fortsatte med held kampen til søs og tvang [[Octavian]] og [[Antonius]] til at anerkende sig som statholder på [[Sicilien]], [[Sardinien]] og [[Korsika]]. Efter et nederlag til [[Agrippa]] i søslaget ved [[Naulochos]] flygtede Sextus til Lilleasien, hvor han blev taget til fange og i 35 f.Kr. henrettet.