|
== Indtræden i politik ==
1872 valgtes han til [[folketingsmand]] for [[Lejrekredsen]] ([[Københavns Amt (før 1970)|Københavns Amts]] 5. kreds), hvilken han bevarede ved de senere valg, indtil han [[1890]] frivilligt nedlagde sit mandat. Han kom ind i [[Rigsdagen]] ved at slå venstremanden [[D.E. Rugaard]], men i øvrigt som uafhængig politiker. I begyndelsen sluttede han sig i det parlamentariske spørgsmål nærmest til [[Højre (1881)|Højre]], samtidig med at han i et af de vigtigste da foreliggende realitetsspørgsmål, skolereformen, gik sammen med Venstre, hvis hævdelse af friskoletanken tiltalte ham, også i hans egenskab af katolik. Det var i denne sag, han holdt sin »[[jomfrutale«]], og den viste ham straks som én af tingets mest fremragende debattører. Kultusminister [[C.C. Hall]], mod hvis forslag talen var rettet, begyndte sit svar med at udtale sin glæde over det nye medlem, som tinget havde fået fra [[Lejre]]. [[1873]] udtalte han sig gentagne gange imod det af Venstre rejste parlamentariske krav og den måde, hvorpå det søgtes gennemført; men ved årets slutning og det følgende år foregik der for så vidt en svingning i hans opfattelse, som han støttede bestræbelserne for et ministerskifte i venstre retning og angreb [[ministeriet Holstein-Holsteinborg]], fordi det ved offentliggørelsen af den håndskrivelse, ved hvilken [[Christian 9.|kongen]] afslog at modtage ministeriets afskedsbegæring, havde draget statens uansvarlige overhoved ind i partikampen. Stedse stærkere vendte Holstein sig fra nu af mod Højre, og stedse nærmere blev hans forbindelse med [[Det forenede Venstre]], i hvilket han dog først formelt optoges [[1875]]. Det var navnlig de antydninger, som fra Højres presse og flere af dets ledende mænd nu begyndte at fremkomme om [[Provisorium|provisoriske]] [[finanslov]]es [[Provisorietiden|tilladelighed]], som fuldbyrdede omslaget. Over for [[ministeriet Fonnesbech]] havde Holstein vel følelsen af, at man burde benytte denne regerings forsonlige tendenser til en tilnærmelse mellem partierne, således at de yderste skridt kunne undgås; men da disse forsoningsbestræbelser mødte vanskeligheder i begge lejre, og da ministeriet frembød forskellige sårbare punkter, der alt for meget fristede den behændige polemiker, vendte han snart sine våben også imod det, og fra [[ministeriet Estrup]]s tiltræden tilhørte han helt og ubetinget oppositionen. Der var lige fra begyndelsen blod mellem Holstein og dette ministerium, måske netop fordi det hovedsageligt var dannet og støttedes af hans standsfæller.
== Venstrepolitikeren ==
|
