Fini Henriques: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
linkfix
m bot: fix links
Linje 7:
 
== Karriere ==
Henriques blev privatelev af blandt andre violinisten [[Valdemar Tofte]], der var koncertmester i kapellet og professor ved [[Musikkonservatoriet]] og af chefdirigenten for [[Det Kongelige Kapel]], [[Johan Svendsen]], efter at [[Niels W. Gade]] havde frarådet ham at gå den slagne vej gennem [[Musikkonservatoriet]]. Fra [[1888]]-[[1891]] var han i [[Berlin]], hvor han studerede hos violinisten [[Joseph Joachim]] og komponisten [[Woldemar Bargiel]], der var halvbroder til [[Clara Schumann]] og selv elev af Niels W. Gade. Tilbage i [[København]] fik han i [[1891]] [[Det Anckerskeanckerske Legat]] og rejste derefter igen et år til [[Tyskland]] og [[Østrig]]. Ved hjemkomsten blev han i [[1892]] ansat i Det Kongelige Kapel, først som [[bratschist]] og senere som violinist. Efter et sammenstød med kapelmester [[Frederik Rung]] sagde han op allerede i [[1896]] for at leve et frit liv som komponist, pædagog og koncertviolinist, en karriere der snart gjorde ham til en populær skikkelse. Han udviklede som ung mand et kameratskab med [[Carl Nielsen]] som varede til dennes død i 1931.
 
Læreren Joseph Joachim var tidens største violinist, men Fini Henriques koncentrerede sig mere om de mindre former. Han dannede sin egen strygekvartet og stiftede kammermusikforeningen [[Musiksamfundet]] hvis formand han var til [[1931]]. Men han rejste også som koncertsolist, kammermusiker og dirigent talrige gange i de nordiske lande såvel som til [[Paris]] og [[Berlin]]. Han sad tillige i bestyrelsen for [[Dansk Komponistsamfund]] og var [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]] (1921) og [[Dannebrogordenens Hæderstegn|Dannebrogsmand]] (1937).