Karelen (landskab): Forskelle mellem versioner

Med hensyn til naturforholdene lader Karelen sig dele i 3 områder, nemlig Nordkarelen, Kystkarelen (ved kysterne af Ladoga og den [[finske bugt]]) samt det [[karelske næs]] (mellem [[Ladoga]] og havet). Nordkarelen er rigt på store søer, elve og moser og vidtstrakte [[nåleskov]]e. Skønt terrænets almindelige hældning er ringe, hæver sig mange lave bjerge, mest af hårde bjergarter som [[kvartsit]]; ved søen [[Pielisjärvi]] (94 [[m .o. Hh.]]) når bjerget [[Koli]] således 336 m. Lave bjergrygge og bakkedrag stryger gennem landet fra nordvest til sydøst, og mellem disse breder moserne sig. De betydeligste af Nordkarelens søer har afløb til [[Saima]], hvorfra den store elvflod [[Vuoksen]] gennemskærer Salpausselkä under dannelsen af vandfaldet Imatra, for der efter at strømme mod sydøst gennem Kystkarelen og udmunde i Ladoga. I ældre tider udmundede Vuoksen i den finske bugt ved [[Vyborg]], og her ender nu Saimas kunstige afløb, [[Saima-kanalen]]. I Kystkarelen er urfjeldet nærmest [[Salpausselkä]] dækket af [[grus]] og [[sand]], som bølgerne i sin tid, da havet stod højere, har skyllet ud af denne vældige endemoræneendemorænen; men nærmere den nuværende kyst stikker urfjeldet mange steder frem af grusdækket, ofte som stejle, sønderrevne fjeldvægge. Særlig storslået er naturen ved Ladogas nordvestlige kyst, der har karakter af et slagsen fjordkyst: dybe dale, udformet af istidens gletsjere udformede dale, sænker sig ned mod den stejle, klippefulde strand. En [[skærgård]] ledsager kysten, såvel mod Ladoga som mod den finske bugt. [[Karelske næs|Det Karelske næs]], der skiller Ladoga fra den finske bugt, har der imod ensformige kyster, uden skærgård, og jordbunden består af sand og grus, hvor under urfjeldet først findes i betydelig dybde. Ved kysterne findes her klitter, som nogle steder vandrer ind i landet og tilsander agremarker og enge.<ref name=autogeneret1>Salmonsen</ref>