Esaias Tegnér: Forskelle mellem versioner

'''Esaias Tegnér''' ([[13. november]] [[1782]] — [[2. november]] [[1846]]) var en [[Sverige|svensk]] [[digter]], farfar til [[Esaias Tegnér den yngre|Esaias den yngre]] og [[Elof Tegnér]]. ▼

Digtet, der senere vandt Akademiets pris, foranledigede [[Götiska förbundet]] til at optage Tegnér i medlemskredsen, og [[1812]] udgav han en del digte i "[[Iduna]]", blandt hvilke ''Majsång'', ''Skidbladner'' og ''Elden'' er de ejendommeligste. I året 1812 blev Tegnér, der 1806 havde holdt bryllup, udnævnt til [[professor]] i [[Græsk (sprog)|græsk]], en professur, som var oprettet særlig for ham, og der oprandt en række arbejdsår, hvorunder poesien dyrkedes jævnt. Hos akademiadjunkten [[Bengt Magnus Bolméer|Bolméer]] samledes en skare litterært interesserede, blandt andre [[Heurlin]], [[Palm]], [[Engeström]] og [[Agardh]], og i denne kreds, den såkaldte ''[[Härberget]]'', der med undtagelse af Agardh alle stod uden for de kæmpende skoler, var også Tegnér en af de ivrigste deltagere og den eneste, som trådte frem i den litterære kamp. Efter foreløbig at have givet en rent personlig harme luft i digtet ''[[Lorenzo Hammarsköld|Hammarspik]]'' var han en tid lang optagen af at arbejde på et [[tidsskrift]], rettet mod den nye skole, men planen strandede på, at meningerne i ''Härberget'' var delte, og Tegnér kom derfor til at stå alene i sin strid. ▼

reformationsårhundredet mere for dets [[humanistisk]]e end dets religiøse bestræbelse, fremhæver dets frigørelse og slutter med at betegne den frembrydende tid som i højeste grad betænkelig. Talens litterære indhold vakte misstemning i alle lejre; men denne lagde sig hurtig, særlig i de akademiske kredse; han valgtes [[1818]] ind i Akademiet, og i sin ''Inträdestal'' over [[Johan Gabriel Oxenstierna|Oxenstierna]], hvor han udtalte sig om æstetiske apørgsmål, har han i flere henseender søgt at forklare sig selv og undskylde sig over for kritikken af jubeltalen. Det sidste afgørende slag, mildnet, afklaret og værdigt, gav han i sin ''Epilog'' [[1820]] ved [[magisterpromotion]]en, hvor han indskærpede fordringen til kraft og klarhed i digtningen.▼

Sine digte offentliggjorde Tegnér i göternes og neutrernas organer "Iduna" og "Stockholmsposten"; de er stærkt gotiske som ''Asatiden'', der havde Schillers ''Die Götter Griechenlands’'' til forbillede, og ''Jätten'', dityrambiske som ''Sång till solen'' og ''Stjärnsången'', men mest er han sig selv i ''[[Karl XII]]'', hvor han besynger det eventyrlige hos helten, og i ''Sången'', hvor poesien betegnes som udtryk for livets sundhed. Men størst interesse havde ''Frithiof och Björn'', og de tre andre sange, der udgavs i "Iduna" 1820 og få år senere suppleredes med fem sange til, og som yderligere forøget til 24 [[romancer]] danner det [[1825]]} udgivne værk ''[[Fridtjof den Frøknes saga|Frithiofs saga]]''. I denne moderniserede omdigtning af en oldnordisk saga har Tegnér givet en skildring af sin egen tids helteideal og samfundsopfattelse, medens kærlighedslivet og ikke [[viking]]elivet har kastet glans derover. Han ser i hedenskabets [[Balder]]-[[myte]] en forberedelse for [[kristendommen]] og benytter den til udjævning og forsoning af det vilde og urkraftige; dette mildnes, skønt Toner av dyster fortvivlelse anslås i det senest skrevne digt ''Frithiofs återkomst'', hvor digterens personlige oplevelse har angivet tonen. Det stemningsrige værk vakte begejstring, da det udkom, og det erhvervede sin digter en berømmelse i ind- og udland, som ingen før havde haft i [[svensk litteratur]]; det udkom i talrige [[oversættelser]] og var en tid lang et af de få [[Nordiske sprog|nordiske]] digterværker, som ved oversættelser vandt europæisk berømmelse.▼

Forinden udgivelsen af Frithiofs saga havde Tegnér imidlertid vundet navnkundighed i Sverige ved idyllen ''Nattvardsbarnen'' (1820) og romancen ''Axel'' (1822). Det første giver i ypperlige [[heksametre]] en skildring af en [[konfirmation]] i en svensk [[landsby]][[kirke]], og det afsluttes efter den idylliske fremstilling med præstens tale, hvori Tegnér har givet sin personlige opfattelse og tolkning af religionens hovedlærdomme, hvorved han kommer til at give en meget smuk fremstilling af kærligheden, som lærens grundprincip, og af døden som kærlighedens alvorligere tvillingbroder. ''Axel'' er Tegnérs egentlige [[kærlighedsdigt]], næst Frithiofs saga det berømteste, om end ikke lødigste af hans værker. Helteskildringen er her helt trængt tilbage for den opdigtede, romantiske kærlighedsskildring.▼

Desuden var han begyndt på et tredje stort digt ''Gerda'' eller ''Helgonbacken''; men han nåede kun at fuldende de to første Sange, ''Jätten Finn'' om opbyggelsen af [[Lunds Domkirke]] og om [[Biskop Absalon|Aksel Hvides]] møde med jættedatteren Gerda. Først mod slutningen af sit liv genoptog han emnet til fuldendelse, men heller ikke da nåede han at afslutte det, hans kraft var nedbrudt. ''Gerda'' skulde som ''Frithiof'' have behandlet kærlighedsforsagelsen; impulsen var en oplevelse netop på den tid. [[Erotisk]] skuffelse i forbindelse med økonomiske vanskeligheder og tiltagende sygelighed medførte den [[melankoli]] og fortvivlelse, der stadig lagde sig mere tyngende over hans sind og ofte formørkede det lange tider ad gangen.▼

[[1823]] blev [[bispestol]]en i [[Växjö]] ledig; Tegnér og hans venner gjorde alt for, at den skulde blive ham tildelt, og med vemod bød han året efter Lund og studenterne farvel, for [[1826]] at flytte til Växjö og året efter at overtage embedet. Hans teologiske fordannelse havde ikke få mangler, og hans [[dogme]]tro var i høj grad forskellig fra datidens [[rettroenhed]], og selv hans verdslige optræden, hans svulmende [[veltalenhed]], vakte næsten forargelse i de gejstlige kredse, hvori han nu måtte præsidere, og i den lille bornerte bispeby. Under forberedelserne til valget opstod hans første melankolske sindsstemninger, og i ''Mjältsjukan'' gav han [[1825]] udtryk for den [[pessimisme]], som også senere kom til orde i hans forskellige, [[lyrisk]]e digte og i hans [[skole]]taler, og i hans [[politisk]]e anskuelser og optræden. ▼

Den digtning, som han håbede skulde bryde frem under opholdet i Växjö, blev ikke så mangfoldig eller omfattende, som han havde ventet. Det blev kun ved særlige lejligheder, at han frembragte digte; men disse var ganske vist også noget af det pragtfuldeste og mest storladne, som er fremstået i svensk litteratur. Et ypperligt [[lejlighedsdigt]] er således den magisterpromotionsepilog, som han fremsagde, da [[Oehlenschläger]] [[1829]] var gæst og digterkronedes i Lund, og et endnu mere storladent og festligt digt er ''Vid Akademiens femtiåra minneshögtid'' (1836). Men melankolien fik stadig mere overhånd, og ofte var hans sindsstemning så mørk og forvirret, at han måtte tage ophold på en [[sindssyge]]anstalt i [[Slesvig]].▼

Året [[1841]] vendte han tilbage fra et sådant rekreationsophold, og han følte da lyst til at genoptage sin digtning, og den idylliske [[bryllup]]sskildring ''Kronbruden'' blev til, hvori han vender sig til besyngelse af lysets magter. Digtet, som først udkom [[posthum|efter forfatterens død]], er i meget smukke strofer tilegnet [[Franzén]]; det blev Tegnérs sidste store arbejde; og foruden dette erhvervede kun det store ''Till [[Karl XIV Johan]]'', hvori han giver en karakteristik af den svenske nationalkarakter, og hans ''Afsked med min lyra'', forøget navnkundighed for forfatteren. Dog, Tegnér var ikke blot betydelig som digter, han var veltalende som ingen af hans samtid, og hans taler, blandt hvilke, foruden talen ved jubelfesten (1817), særlig mærkes hans ''Inträdestal i Svenska Akademien'' (1819), hans afsluttende ''Vid offentliga föreläsningarnas slut'' (1824), samt hans udmærkede, skønt stærkt pessimistiske skoletaler, betegner en ny epoke i svensk veltalenhed. ▼

Hans mange ejendommeligheder lægger sig dog endnu stærkere for dagen i hans fængslende [[brev]]e; han giver her med stor åbenhjertighed luft for sine stemninger og tanker ved dagens hændelser, og om religiøse, litterære og politiske spørgsmål, særlig i brevene til [[von Brinkman]]. Tegnér var i en reaktionær tid forkæmper for frihed og oplysning, og ingen digter bragte svensk poesi så viden om som han. Og selv om hans digtning forråder intim berøring med og påvirkning fra verdenslitteraturens ypperste mænd, har han dog præget den med sin personlighed og med den stil, som ved sine pragtfulde billeder og snildrigt formede sentenser, og i rytmernes rigdom og mangfoldighed, har skaffet ham navn af den svenske▼