Commonwealth of Nations: Forskelle mellem versioner

De [[13 oprindelige kolonier|13 nordamerikanske koloniers]] løsrivelse fra den britiske krone og oprettelsen af [[USA]] som [[suverænitet|selvstændig stat]] førte til en omvurdering af de "hvide" koloniers stilling inden for det [[britiske imperium]]. De hvide bosættere i kolonierne krævede større selvstyre. Dette førte til, at den britiske regering godkendte en rapport, udarbejdet af [[generalguvernør]]en i [[Canada]], som anbefalede større selvstyre for de canadiske provinser. Denne ordning blev indført i [[Canada]] i [[1859]], og senere også i [[Australien]] og [[New Zealand]]. Samtidig med at det britiske imperium underlagde sig store dele af [[Afrika]] og [[Asien]] som kolonier i sidste halvdel af 1800-tallet, fik de ældre "hvide" kolonier et stadig mere udstrakt selvstyre og en mere uafhængig stilling i forhold til kolonimagten. På samme tid som de europæiske kolonimagter delte Afrika imellem sig, blev den første imperiekonference i [[1887]] afholdt mellem Storbritannien og de "hvide" kolonier. Seyma aslan

 

 

På [[imperiekonferencen i 1926]] blev det vedtaget, at [[Dominion]]erne, dvs. de "hvide" kolonier, skulle være selvstyrende enheder inden for [[Det britiske Statssamfund]]. Baggrunden for denne vedtagelse var blandt andet, at den britiske regering ved krigsudbruddet i [[1914]] erklærede, at Det britiske Statssamfund var i krig med [[Tyskland]], og dette blev accepteret af samtlige Dominioner. Øget selvstyre blev belønningen for opbakningen bag det gamle imperium. Dominions stillede også styrker til rådighed for imperiet: Canada stillede 640.000 mand, Australien 417.000, New Zealand 220.000 og [[Sydafrika]], der havde fået dominionstatus i [[1910]], stillede 136.000. (Også de øvrige britiske kolonier skaffede "moderlandet" vigtige ressourcer til krigsførelsen. [[Indien]] stillede alene 1,4 millioner soldater, lige så mange som de "hvide" dominions tilsammen, uden at dette førte til nogen ændring i Indiens kolonistatus.)