Forskel mellem versioner af "Norsk (sprog)"

53 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
m
Med reformationen og [[bogtrykkerkunsten]] øgedes skriftsprogets betydning, og mange af Europas skriftsprog fik sin moderne form i arbejdet med bibeloversættelserne på denne tid. I Skandinavia fikk vi to standardskriftspråk, et svensk basert på dialektene i og omkring [[Stockholm]], og et dansk baseret på dialekterne omkring [[Øresund]] og i [[Nordsjælland]]. I Norge befæstede dansk sin stilling.
 
I 1600-tallet udviklede der sig et ''højtidssprog'' i Norge med skriftsproget som rettesnor. En skriftret læseudtale af dansk blev brugt som prædikesprog i kirkerne og senere i [[konfirmation]]sundervisningen og skolene. I skolene varede dette til Stortinget i 1878 vedtog, at undervisningen skulle gives på «Børnenes eget Talesprog». At tale sådan blev ifølge [[Jonas Ramus (historiker)|Jonas Ramus]]' ordliste fra [[Ringerike]] i 1698 kaldet at ''knote'', med «hand har lært at knote» som eksempel. ''Klokkerdansk'' er også brugt om dette talesprog.<ref name="Hoel">{{Hoel,Oddmund Løkensgard: Nasjonalisme i norsk målstrid 1848-1865http://www.krundalen.no/artiklar/hovudoppgaave.rtf, Oslo, 1996, Noregs Forskingsråd}}</ref>
 
Ved siden af højtidssproget udviklede der sig en dansk-norsk dagligtale, som efterhånden blev modersmål for den norske overklasse. Utviklingen begyndte i 1600-tallet, men så sent som i 1800-tallet kunne der fremdeles være stærkt dialektpreg i denne såkaldte ''dannede dagligtale''. Det dansk-norske talesprog var mest dansknært i slutningen af 1800-tallet. Dansk-norsk var et [[koinéspråk]], det vil sige en blanding af gensidigt forståelige dialekter, men ''transplanteret'' ind i et område hvor det skiller sig ud fra dialektene som omgiver det.<ref name="Hoel" /> For eksempel havde dansk-norsk i modsætning til dialekterne i Oslo og området rundt om Viken ikke noget ligevægtsystem, kun én vokal ('e') i grammatiske endelser, monoftonger for de fleste gammelnorske diftonger, lille brug af [[retrofleks]]er og [[tykt l]], og det havde i nogen grad bløde konsonanter.
 
[[Fil:Ludvig Kristensen Daa.png|right|thumb|[[Ludvig Kristensen Daa]] var en af dem som stod i spidsen i kampen for et norsk skriftsprog.]]
Selv om det også før 1814 var kendt blant sproginteresserte embedsmænd, at norsk kunne kaldes et eget sprog med lige så stor ret som dansk og svensk, og selv om norske diktere siden midten av 1700-tallet havde benyttet særnorske ord i det danske skriftsprog, er det først på 1830-tallet at ønsket om et norsk skriftsprog bliver klart udtrykt. Det begyndte med [[Henrik Wergeland]], som forsvarede brugen af norske ord i digtning og folkeoplysning med det mål at udskille et selvstændig norsk skriftsprog. Mens Wergeland begrænsede sig til en [[leksikografi|leksikalsk]] fornorsking, tog først [[Ludvig Kristensen Daa]] og senere særlig [[Knud Knudsen (sprogforsker)|Knud Knudsen]] til orde for [[ortofoni|ortofone]] eller ''lydrette'' retskrivingsprincipper efter inspiration af den danske ortofonibevægelse. Et centralt spørgsmål var hvilket talemål som skulle ligge til grund for den lydrette skrivemåde. Knudsen argumenterede mod højtidsspråket, fordi ingen havde det som deres naturlige talemål, og kom frem til princippet om at basere skriftsproget på «den almindeligste Udtale af Ordene i de dannedes Mund», med andre ord den dansk-norske dagligtalen. Knudsen så for sig en gradvis fornorsking i denne retninga, men fik ikke mulighed for at opleve det selv. Den første retskrivning baseret på hans principper kom i 1907 og grundlagde det som i dag hedder bokmål. Han kaldes derfor ofte ''bokmålets far''.<ref name="Hoel" />
 
=== 1900-tallet ===
50.778

redigeringer