Duborg Slot: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
offline and unimportant etc. |
m bot:Fjerner kolon fra overskrift - WPCW fejl 57; kosmetiske ændringer |
||
Linje 10:
I [[1412]] besatte holstenerne Flensborg for at fremtvinge den næppe fuldførte borgs nedbrydelse. Det var på grund af forhandlinger om det, at dronning Margrete sejlede til byen. Hun døde af pest om bord på skibet ud for Flensborg. Duborg fik stor strategisk betydning, da det på den høje bakke beherskede såvel den dybe [[Flensborg Fjord]] som rigets hovedveje. Duborg spillede en lignende rolle som i nyere tid [[Als]] og [[Dybbøl (Sønderjylland)|Dybbøl]].
I [[marts]] [[1431]] overrumplede den holstenske grev Adolf byen, men Duborg holdt sig forsvaret af ridder Peder Jenssøn og [[biskop]] Gert af Børglum, til [[september]], da den udsultede besætning overgav sig mod fri afmarch. Da [[Christian 1.]] ved Adolfs død blev hertug i hertugdømmerne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Holsten]], kom Duborg igen i kongens hånd og hørte til den kongelige del af [[hertugdømmerne]], ligesom den var kongernes residens under deres hyppige ophold i [[Sønderjylland]] i 1500- og [[1600-tallet]]. [[Christian 5.]] blev født på Duborg Slot. Senere mistede slottet
== Sagnet om skatten ved Duborg slots ruin (Barndomserindringer skrevet af Martha Ottosen, 1917) ==
=== Uddrag
''[...] Om Duborg gik der et Sagn, som jeg fuldt og fast troede paa. Tæt ved Ruinen er begravet en stor og herlig Skat. Men den kan kun hæves hver hundrede Aar, og kun af en tavs og frygtløs Mand.''
Linje 20:
''Men Soldaten mistede sin Forstand... [...]''<ref name="A">Barndomserindringer af Martha Ottosen (1866-1928), publiceret i 'Danmarks Grænsevagt mod Syd, Minder fra Flensborg', København 1917</ref>
=== Læs hele teksten
''Paa Bakkerne Vest for Byen laa Duborg. Det gamle Slot var for længst sunket i Grus. En lille Stump Mur var i min Barndom det eneste, der endnu var tilbage. ‘Ruinen’ laa midt paa en Mark, udsat for alle Vinde, og det var sikkert kun de danske Flensborgere, der betragtede den med Ærbødighed.''
| |||