Romernes Konge: Forskelle mellem versioner

'''Romernes Konge''' ({{lang-la|Rex Romanorum}}) var en historisk [[kongelige og fyrstelige titler|titel]], der i [[middelalderen]] blev benyttet af herskerne i det [[Tysk-romerske rige]] efter, at de var blevet valgt af [[Kurfyrste]]kollegiet, men før de var blevet kronet til [[tysk-romersk kejser|kejser]] af [[pave]]n. I en del af den nyere litteratur anvendes ''Tysk-romersk konge'' eller ''Konge af Tyskland'' af forståelsesgrunde synonymt med romernes konge.

 

Titlen blev også brugt som titel for en arving til kejsertronen, der blev valgt, mens kejseren stadig var i live.

 

Først omkring [[1000-tallet]] begyndte [[Det Østfrankiske Rige]] at blive kaldt ''Kongeriget Tyskland'' i de samtidige kilder. Ved valget af [[Henrik 4. (Tysk-romerske rige)|Henrik 4.]] til rigets hersker fik han titlen ''Romernes Konge'' for at markere monopolrettigheden til at blive kronet til kejser af paven. Under den pågående [[Investiturstriden|Investiturstrid]] kaldte [[Pave Gregor 7.]] ham istedet ''Tyskernes Konge'' ({{lang-la|Teutonicorum Rex}}) for at markere, at kravet var begrænset til de tyske lande og ikke omfattede hele riget. Konflikten fortsatte, og Henrik 4. insisterede på, at blive tituleret som ''Romernes Konge''', indtil han blev kronet af [[modpave]]n [[Modpave Clemens 3.|Clemens 3.]] i [[1084]]. Det lagde grunden til traditionen, at blive tituleret ''Romernes Konge'' efter kongevalget og tituleres ''Romersk Kejser'' efter kroningen.

 

Processen for kongevalg var frem til [[1300-tallet]] uklar, og gav anledning til flere tronfølgestridigheder, men med [[Den Gyldne Bulle]] i [[1356]], blev processen fastslået, og der blev givet permanent stemmeret til syv [[rigsfyrste]]r, der bestred de højeste embeder i riget, [[kurfyrste]]rne.<ref>Heer, Friedrich, trans. Janet Sondheimer, ''The Holy Roman Empire'' (New York: Federick A. Praeger Publishers, 1968), s. 117</ref> Efter et kongevalg blev den valgte konge kronet i [[Domkirken i Aachen]] af ærkebiskoppen af Køln.

 

I [[1508]] tillod [[Pave Julius 2.]], at den valgte konge [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximilian 1.]] at antage titlen ''Valgt Romersk Kejser'' ({{lang-la|Electus Romanorum Imperator}}), uden at han personligt havde rejst til Rom for at blive kronet. Dette lagde grunden til at kroningsceremonien helt blev afskaffet. Herefter blev ''Romernes Konge'' udelukkende brugt som titel for den arving til kejsertronen, der blev valgt, mens kejseren stadig var i live, og som antog kejsertitlen direkte ved [[succession]].

 

'''Romernes Konge''' var også den titel [[frankerne]] gav til [[Syagrius]], en romersk general som herskede over det nordlige Gallien i det sene [[5. århundrede]].

 

* H. Beumann: ''Rex Romanorum'', i: ''Lexikon des Mittelalters'' (9 vol., München-Zürich 1980-98), vol. 7, col. 777 f.

 

[[Kategori:Tysk-romerske rige]]