Vindue: Forskelle mellem versioner

I nordiske oldtidshuse, hvor der var udelt rum helt op under taget, hed den del, der omsluttedes af tagfladerne, vinden. På den søndre side sad en lysåbning: vindøjet. Da vind og stue skiltes med et gulv, blev stuen mørk. Den havde vel altid haft små glugger eller kighuller lukkede med skydelem eller træpropper. Nu blev de første gjort større, og da glasset kom i brug, sattes en lille rude ind i lemmens midte. I mange sprog låntes til disse åbninger det latinske navn ''fenestra'' (det lysgivende), dog ikke i dansk og norsk, plattysk og engelsk. I ufredens tider var disse åbninger et svagt punkt under angreb på huset. De var kun lukkede med en hinde, og man undgik derfor at sætte dem i ydervægge. Endnu har nogle gamle [[bondegård]]e alle vinduer vendt ind mod [[gårdsplads]]en. Således også i den antikke tid. Her tjente vinduet nok så meget til at skaffe luft som til at give lys. Foruden hensyn til forsvar spillede [[glas]]sets kostbarhed også en rolle ved vinduets størrelse, så at man med en vis ret kan sige, at jo mindre vindue i et hus, desto ældre er det.

 

 

Romerne havde [[drivhus]]e med glasruder. I [[Pompeji]] er fundet vinduesrammer med bronzesprosser og forvridere til ruder på 60 cm, i [[South Darent]] ([[Kent]]), i ruiner af en romersk [[villa]], rester af smukt malede ruder. Men den antikke kunstflid måtte delvis genopfindes til kirkens brug. I det 11. århundrede var dette helt fuldbyrdet, og [[Theofilus]], [[presbyter]] og [[munk]], skrev sit berømte værk om kirkelig kunstflid, der er så udtømmende og præcist, at det må støtte sig til erfaringer fra romertiden.