Anton Frederik Tscherning: Forskelle mellem versioner

Som krigsminister var Tscherning åbenbart den rette mand på den rette plads; som overfeltherre var han mindre heldig. Det var vistnok rigtigt, at han ikke forsøgte på at kvæle oprøret i fødselen ved at sende alt disponibelt linjemandskab til [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]], inden slesvig-holstenerne havde organiseret sig, thi krigen var næppe bleven undgået derved; men senere var hans dispositioner ofte urigtige, og han gjorde ved sin indgriben i ledelsen af operationerne overkommandoens stilling vanskelig og usikker. Over for kongen, der havde givet ham obersts karakter, optrådte han ikke altid med takt, han gik ofte uden om ham og lod ham på en sårende måde mærke, at han ikke var krigsherre. Da hæren efter slaget ved Slesvig gik tilbage til [[Als]], forårsagede Tscherning halv [[anarki]]ske tilstande i den, først ved delvis at stille overkommandoen under øens civile (!) [[kommandant]] og senere ved at tilforordne den en tilsynshavende i [[departementschef]]en, oberst [[C.F. Hansen (krigsminister)|C.F. Hansens]] person. Da general Hedemann med en del af hæren senere stod på Fyn, eksisterede der endog en tid 2 af hinanden uafhængige overkommandoer, idet Hansen selvstændigt kommanderede styrken på Als. I slutningen af maj blev den samlede hær ganske vist atter underlagt Hedemann, men i juli blev denne på en krænkende måde fjernet fra sin stilling. I det hele taget nærede Tscherning kun ringe tillid til de danske hærføreres duelighed og pønsede stadig på at sætte en udenlandsk feltherre i spidsen for armeen. På det operative område manglede Tscherning alle forudsætninger, hans felttogsplaner var ganske dilettantmæssige og synes ofte snarere at skyldes en stemning end en nøjere afvej en af forholdene. Efter tilbagegangen til Als syslede han således med tanken om en landgang i Holsten, der umulig kunne føre til et gunstigt resultat, og senere påbød han defensiven, hvor offensiven havde været tjenligere. Det er velkendt, at overkommandoen så at sige måtte liste sig til sejrene på [[Dybbøl Banke|Dybbøl]] [[28. maj]] og [[5. juni]]. Det skal dog indrømmes, at Tschernings stilling ved denne lejlighed var vanskelig; han måtte vogte sig for at forstyrre de bestræbelser, som Danmarks venner gjorde for at få fredsforhandlinger i gang.