I handelsteori (her forsimplet til to lande med én hver) siger man traditionelt, at et land har en [[absolut fordel]] i produktionen af en vare, hvis landet har ''højere produktivitet'' end det andenandet land. Nogle udbredte misforståelser om handel er, at dette fører til, at man producerer og handler de varer, hvor man er mere produktiv end andre, og de mest produktive derfor på ''bekostningsbekostning'' af de mindre produktive vinder på handel (se [[Merkantilisme]]).
I starten af 1800-tallet udviklede [[David Ricardo]] teorien om [[komparativ fordel|komparative fordele]], som forklarforklarer handel på en helt anden måde. Med udgangspunkt i [[transformationskurve]]ns hældningenhældning i [[produktionsmulighedsområde]]t ser man på [[alternativomkostninger]]ne for vare x målt i antal vare y. Man har [[komparativ fordel]] i produktionen af en vare, hvis man har lavere [[alternativomkostninger]] end det andet land.
Da [[alternativomkostninger]]ne for vare x og vare y er [[reciprokke]] kan ét land ikke have [[komparativ fordel]] i produktionen af begge varevarer, og faktiskdet kan det vises, at alle lande må have mindst en [[komparativ fordel]] i produktionen af en eller anden vare (forudsat af alle landes [[alternativomkostninger]] ikke er præcis de samme). Handel kan altså altid betale sig, fordi at landene kan specialisere sig tili det de har en [[komparativ fordel]] i at producere.
Hvordan dette resultat generaliseres til at gælde for milliarder interagererendeinteragerende mennesker i den virkelige verden er omdiskuteret, men mange økonomer opfatter det som en god proxytilnærmelse.
Velfærdseffekterne anskues på en lidt anden måde i [[velfærdsteori]]en.
IgennemGennem historien har handel spillet en enorm rolle for [[magt]]fordelingen.
