Isbåd: Forskelle mellem versioner

I isvinteren [[1887]]-[[1888|88]] kom kulden sent, men sidst i februar blev der meldt om isdannelser i Storebælt. Fra 14. marts til 1. april var der isbådstransport over Bæltet. 21. marts var der fast is fra Knudshoved til øst for Sprogø.<ref>Flemming Vejen, [[DMI]]: ''Isvinteren, der blev væk i kulden, igen igen'', ''Vejret'' 127, maj 2011 s. 21 f.</ref> I den meget strenge vinter [[1892]]-[[1893|93]] kom isbådene også flittigt i brug. Der var stationeret 36 både i Halsskov, 25 i Knudshoved og 1 på Sprogø. Hjuldampfærgerne måtte indstille sejladsen 12. januar, og deres besætninger var med til at bemande de mange isbåde. Mandlige passagerer måtte gå ved siden af båden og kunne holde varmen ved at hjælpe med at skubbe og trække båden, mens kvinder og børn kunne få lov til at sidde i bådene.<ref>[[Signalposten]] [http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1984&nr=1 1984/1, s. 14]</ref>

SåI gikde dernæste 30 år indenkom dender næstemere strengemoderate isvinterisvintre, men [[1922]]-[[1923|23]] blev igen en streng isvinter på Storebælt. I mellemtiden havde [[Statsbanerne]] fået to mere moderne isbrydere og en isbryderfærge, og der var ved Knudshoved anlagt en mole med et molehoved, hvor isbryderne kunne lægge til og udveksle passagerer med togene. Isbryderne klarede opgaven næsten alene, så isbådene kun var i brug en enkelt dag, hvor isbryderne ikke kunne gå ind til molen.<ref>Signalposten [http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1984&nr=2 1984/2, s. 56]</ref> Behovet for isbådene svandt ind fordi isbryderne blev stærkere og det også blev muligt at [[Flyvning|flyve]] over Bæltet. I [[1930'erne]] blev isbådestationerne mest opretholdt af hensyn til proviantering af skibe, der sad fast i isen, og i [[1937]] blev isbådeoverfarten officielt nedlagt.