K.O. Hilkier: Forskelle mellem versioner

Hilkier blev som 17-årig optaget på [[Kunstakademiet]] i København i [[1901]], bl.a. som elev af maler [[Viggo Johansen]], hvorfra han dimmiterede i i [[1907]]. Han debuterede allerede to år tidligere på [[Kunstnernes Efterårsudstilling]] med et kvindeportræt, hvis dystre farvetone var præget af akademiets undervisning. [[Sigurd Swane|Sigurd Swanes]] indtræden i dansk kunst omkring [[1915]] blev et vendepunkt for Hilkier og hans generation, som lod sig inspirere af Swanes moderne maleri med rødder i [[Frankrig|fransk]] [[impressionisme]] og [[Fauvisme|fauvisme]]. Hilkier vendte sig de følgende år mod en lysere kolorit, modarbejdede akademiets indlærte strenghed og fik en større frihed i det maleriske sprog. Han beskæftigede sig stort set med alle slags motiver: Landsskabsbilleder fra [[Bornholm]] og [[Sorrento]], bymotiver fra København og [[Paris]] osv. Hans foretrukne og mest kendte motiv var imidlertid den nøgne model i det fri, som vakte mindelser om [[Paul Cézanne|Paul Cézannes]] ''Badende Kvinder''. HilkierHan malede desuden et stort antal portrætter, deriblandt et dobbeltportræt af prinsesserne [[Dronning Margrethe|Margrethe]] og [[Prinsesse Benedikte|Benedikte]].

Hilkier spillede envidere en vigtig organisatorisk rolle inden for kunsten. Som medlem af Charlottenborgs Udstillingskomite og [[Akademirådet]] forsøgte han særligt at yde de unge kunsterekunstnere støtte. Modsat hans egne unge år i kunstverdenen, hvor man i højere grad hyldede de gamle og etablerede kunstnere, opstod i løbet af 1900-tallet en stor interesse for de unge. Hilkier beundrede især det moderne maleris eksperimenterende farvesyn og det frie, maleriske sprog, eksempelvis som udtrykt hos maler [[Paul Høm]].

I sit ydre var Hilkier imidlertid en beskeden mand. Ligesom flere af tidens øvrige kunstnere, som i begyndelsen af 1900-tallet gjorde op med boheme-idealet, var han sirligt klædt som en jurist, behersket i sin optræden og præcis i sin tale. På samme måde var Hilkiershans maleri præget af en afmålthed, et forsøg på at undgå enhver form for overdreven sentimentalitet, hvilket altid medførte en fare for et teknisk veludført men tomt billede. Hilkier malede ud fra denne vished, i hans gentagelser af samme motiv og samme farveholdning, i hans hurtige, sikre håndelag, søgteudfordrede han hele tiden tomhedens grænsepunkt.