|
rytmiske stilarter, som fx [[Latin jazz|latin-jazz]], soul-jazz, punk-jazz, jazz-funk, jazz-rock, o.lign.
== JazzensJazz'ens særkender ==
I al jazz indgår praktisk taget altid [[improvisation]] som en uhyre vigtig bestanddel i musikken i form af indlagte solopartier til de enkelte musikere, hvor solisten efter den kollektive præsentation af det musikalske tema gives lejlighed til sammen med ofte kun [[rytmegruppe]]n alene at ''fantasere selvstændigt'' over såvel det melodiske tema som komponistens fastlagte [[Akkord (musik)|akkordforløb]].<ref>Tidligt i 1920'erne fandt nogle jazzguitarister det nyttigt at kunne nedskrive en melodis akkorder i et såkaldt becifringssprog (som eksempelvis firklangs-akkorden B♭7, bestående af tonerne B♭-D-F-A♭, og mange andre tilsvarende). Derved slap de for at skulle sidde og koncentrere sig om at læse hvert enkelt sæt af guitarnoder med hele seks noder ad gangen på samme nodehals (én node for hver guitarstreng). Ideen hertil antages oprindelig at stamme fra den excentriske jazzpianist og orkesterleder fra New Orleans, Jelly Roll Morton, der som kreoler (mulat) i perioden kort efter århundredskiftet havde fået en musikalsk uddannelse, og som derigennem sandsynligvis har hørt om den klassiske barokmusiks specielle måde at løse problemet på via en form for becifringsmetode, kaldet "generalbas" (basso continuo). Den aktuelle årsag til Jelly Roll Morton's opfindelse af det moderne becifringsssystem hævdes at være, at han i stigende grad var blevet irriteret på de af hans skiftende jazzguitarister, som i hans orkester havde problemer med tilstrækkelig hurtigt at kunne læse guitarnoderne under akkompagnementet til hans forskellige jazz-kompositioner. Denne nu overordentlig anerkendte og internationalt enerådende akkord-stenografering viste sig imidlertid allerede dengang meget snart også at skulle blive til stor hjælp for de øvrige musikere i et orkester, der enten ikke selv kunne læse noder, eller som ikke altid med sikkerhed kunne høre, hvilke klange der var tale om på et givet tidspunkt under en improviseret solo eller under et kollektivt improviseret ensemblespil.</ref> Omtrent lige så betydningsfuld er desuden selve den måde, musikken vil være orkestreret og arrangeret på, og som hyppigt kan være overordentlig forskellig fra den oprindelige udgave fra komponistens hånd.
== Jazzmusikkens oprindelse og udvikling ==
[[Fil:CarterAndKingJazzingOrchestra.jpg|thumb|.......'''Dixieland jazzband''',1921...... [[Fil:OriginalDixielandJassBand-JazzMeBlues.ogg|Original Dixieland Jass Band]]]]
JazzenJazz'en har sin oprindelse i et krydsfelt mellem europæiske og afroamerikanske musiktraditioner. Tidlige eksempler på denne syntese er [[ragtime]], [[blues]] og [[gospel]]. Der var som udgangspunkt tale om udpræget gehør-musik, som i 1800-tallet blev spillet uden noder på de mange forskellige brugte musikinstrumenter, der i Sydstaterne for forholdsvis billige penge overalt i de større byers marskandiserbutikker pludselig blev tilgængelige for selv den fattigste menigmand. Årsagen hertil skyldtes specielt de mange opløste militærorkestre hos den tabende part (nemlig Sydstaterne) efter afslutningen på Den amerikanske Borgerkrig i 1860'erne. Noder var derimod anderledes dyre at købe, og musikundervisning var kun noget, som overklasssen og middelklassen<ref>I Sydstaterne bestod middelklassen for en ikke ringe dels vedkommende af kreoler, dvs. mulatter af fransk- eller spansktalende hvide fædre og sorte mødre. Den franske katolicisme var i modsætning til den engelske evangeliske menighedsteologi betydelig mere ansvarlig og rummelig i sit menneskesyn i henseende til væsentlige humane spørgsmål, som fx racisme og faderskab o.lign. Den påså og sørgede for, at fædrene drog passende omsorg for såvel deres ægte som uægte afkom uanset hudfarve (egentlige giftermål mellem hvide og sorte var dengang forbudt ved lov). Det fik til følge, at kreolerne stort set var de eneste farvede jazzmusikere, som fra barnsben kunne have opnået at få fx en musikuddannelse. Og det blev derfor langt overvejende kreoler, der blev overdraget de orkesterpladser, som forudsatte et vist kendskab til noder og harmoniteori, dvs. instrumenter som klaver, tenorbanjo og guitar o.lign. Også inden for kunst og litteratur gjorde kreolerne sig gældende. Den verdensberømte forfatter ''Alexandre Dumas'' til bl.a. romanerne "De tre Musketerer" og "Greven af Monte Christo" fra 1840'erne, var således kreoler som søn af en fransk adelsmand og en sort slavinde fra Caribien.</ref> havde råd til. Et veludviklet godt gehør<ref>Det er her karakteristisk, at mange af de mest berømte pionerer blandt de allerførste jazzmusikere - på samme måde, som det også var tilfældet med Bach, Mozart og Beethoven - besad [[absolut gehør]] med deraf følgende overlegenhed vedrørende specielt improvisations-spillet (gælder fx Louis Armstrong, Sidney Bechet, Kid Ory, Jack Teagarden, samt sang-solister som Ella Fitzgerald og Frank Sinatra, o.a.). Det langt mere almindeligt forekommende ''relative gehør'' og så det mere sjældne ''absolutte gehør'' svarer i omvendt forhold nogenlunde til forskellen mellem farveblinde og farveseende. En farveblind (ca. 8 % af befolkningen) har svært ved at se på en farve og umiddelbart kunne identificere den som grøn, medmindre der helst er en i forvejen udpeget farve (fx rød) at kunne sammenligne med. En fodboldtilskuer med et alm. relativt gehør har ligeledes svært ved at fastslå den tone, som dommerens fløjte lyder med. Men hvis han udstyres med en [[stemmegaffel]], der anslået lyder som et A, kan han med et ellers tilpas veludviklet relativt gehør via en sammenligning forholdsvis nemt afgøre, at dommerfløjten reelt måtte være stemt i G. Absolut gehør er primært et medfødt talent, der hyppigt ses nedarvet i familier. Det er blevet anslået, at ca. én ud af ti tusinde mennesker verden over (ca. 0,01 %) skønnes født med denne relativt sjældne egenskab, der giver mulighed for at kunne identificere både akkorder og toner helt umiddelbart og uden brug af referencetoner, som fx en stemmegaffel el.lign. Men dette skøn er formentlig noget underdrevet. - Det er dog ikke altid en ubetinget fordel med et absolut gehør som musiker, da fx et knapt så velstemt klaver, der ikke mere helt holder [[kammertonen]], som regel ikke generer de fleste musikere med relativt gehør noget videre, men tit ses at kunne bringe en medspillende musiker med dette anderledes fine gehør helt ude af fatningen under det orkestermæssige samspil. </ref> var derfor nærmest et uomgængeligt krav for at kunne indgå i et orkestermæssigt samspil af den art.
Efter 1. Verdenskrig begyndte kendskabet til jazz'en at brede sig til Europa. Der kom grammofonplader, og senere også jazzmusikere tilrejsende fra USA. Europæere begyndte selv at spille jazz, og flere [[klassisk musik|klassiske]] komponister som [[Igor Stravinskij]], [[Paul Hindemith]], [[George Gershwin]], [[Darius Milhaud]], [[Kurt Weill]] samt ikke mindst danske [[Niels Viggo Bentzon]], lod sig gerne påvirke heraf.
|
