Stændermøde: Forskelle mellem versioner

I Danmark udgjorde oprindelig, det vil sige helt tilbage fra middelalderens begyndelse, [[landstingLandsting (middelalderen)|landstingene]]ene de regelmæssige organer for folkets deltagelse i statsstyrelsen, idet disse var i besiddelse af både kongevælgende, lovgivende, dømmende og skattebevilgende myndighed foruden, at de mere i almindelighed var stedet for drøftelse af politiske anliggender. Fra midten af middelalderen trådte landstingene dog efterhånden som politiske forsamlinger ganske i skygge for mere aristokratisk sammensatte og således udemokratiske rigsmøder, kaldet [[Danehof]]fer, hvad der hang sammen med udviklingen af den middelalderlige stænderadskillelse med dens sondring mellem privilegerede og uprivilegerede stænder, og med, at rigsenhedens og dermed rigsmyndighedernes betydning voksede på bekostning af landenes. Endnu i det 15. århundrede var landstingenes politiske rolle dog ikke helt udspillet. De virkede vel nu i hovedsagen kun som domstole, men lige som deres samtykke vist nok rent formelt var nødvendigt til nye love, således foretog de stadig [[kongehylding]]er, og det forekom også af og til, at kongen afæskede dem udtalelser om almindelige politiske spørgsmål. Når de virkede på denne måde, fremtrådte deltagerne ikke sjældent sondrede efter stænder således, at forsamlingen nærmest fik karakteren af et provinsielt stændermøde, og der forelå således her et grundlag, af hvilket et egentligt rigsstændermøde kunde udvikle sig. Man antager da også, at den følgende tids stændermøder er at betragte som en fortsættelse af landstingene, fra hvilke de navnlig har overtaget den kongevælgende og skattebevilgende funktion, men det må dog herved ikke overses, at der hengik lang tid efter stændermødernes fremkomst indtil, at de kom til at udøve en mere regelmæssig indflydelse på de nævnte områder, og andre forbilleder har derfor sikkert virket med ved deres optræden. Hvad således Danehofferne angår, kan man næppe afvise muligheden af, at erindringen om disse har spillet en vis rolle ved udviklingen af stændermøderne.

Stændermøderne under Christian 4. adskilte sig foruden på andre punkter fra de ældre stændermøder ved, at bondestanden bortset fra en enkelt lejlighed, i 1627, ikke var repræsenteret. Bønderne var nu næsten alle fæstere og ansås for tilstrækkelig repræsenterede ved godsejerne, og de regnedes derfor overhovedet ikke mere med til rigets stænder. Borgerstandens repræsentation var ordnet på en lignende måde som i ældre tid, hvor imod gejstligheden nu foruden ved [[superintendent]]erne og udsendinge fra kapitlerne, i klasse med hvilke [[universitet]]et stilledes, også var repræsenteret ved delegerede for sognegejstligheden, enten et vekslende antal [[provst]]er eller provsten og en eller to præster fra hvert [[herred]]. Også adelen mødte i slutningen af perioden på rigsmøderne ved delegerede, der valgtes på provinsmøder, hvor hele provinsens adel kom til stede, men det faldt vanskeligt at få adelen til at acceptere dette system, der førte med sig, at en adelsmand kunne blive bundet ved en bevilling, han ikke selv havde samtykket i. På de almindelige møder forhandlede og afstemte hver stand for sig, selv om de ofte trådte i indbyrdes forbindelse. De bevillinger, den enkelte stand meddelte, bandt kun den selv, og der var ikke tale om, at to af stænderne kunne overstemme og derved binde den tredje. Ved kongevalg ville rigsrådet og adelen hævde, at de borgerlige stænder var forpligtede til at følge dem, men her imod protesteredes der udtrykkelig i 1648. Der imod kunne rigsråd og adel siges at have en forstemmeret.