Peder Palladius: Forskelle mellem versioner

Det er omtrent alt, hvad vi med sikkerhed ved om Palladius' ungdomsliv, før vi omkring [[1530]] træffer ham som skolemester i [[Odense]], hvorfra han senere, understøttet af [[borgmester]] Mikkel Pedersen (Akeleye) drog til [[Wittenberg]], ledsaget af samme borgmesters søn Knud Mikkelsen og et andet ungt menneske fra Odense, hvis studier han formodentlig har haft opsyn med. 3. september [[1531]] blev "Petrus Esbernus Pladius" immatrikuleret. Det var efter sigende [[Philipp Melanchthon]], der gav hans navn et finere sving ved at kalde ham Palladius, som han siden altid selv skrev sig. I Wittenberg trådte Palladius i nært forhold til reformatorerne, da han, fraregnet nogle mindre udflugter, tilbragte henved seks år her under flittige studier. [[1533]] tog han [[magistergrad]]en. Da kong [[Christian 3.]] efter de gamle bispers afskaffelse ønskede en mand, som overtilsynet med de lutherske [[menighed]]er kunne betros, og i den anledning henvendte sig til reformatorerne i Wittenberg, anbefalede disse magister "Petrus Danus", men rådede også kongen til at lade ham først erhverve den [[teologi]]ske [[doktorgrad]] i Wittenberg. Dette råd blev fulgt, og efter at kongen havde sendt de fornødne penge, blev Palladius sammen med [[Tileman van Hussen]] 1. juni [[1537]] udnævnt til [[licentiat]] under [[Luther]]s præsidium og få dage efter til doktor i teologi. Kort efter begav han sig på vej hjem, uden tvivl i følge med doktor [[Johannes Bugenhagen]], som var indkaldt til [[Danmark]] for at yde sin bistand ved [[Københavns Universitet]]s genoprettelse, ved reformationens fuldendelse og ved kongens og dronningens kroning.

 

Straks efter sin hjemkomst trådte Palladius i nærmere forhold til kong Christian 3., og 2. september 1537 indviedes han af Bugenhagen til [[superintendent]] eller [[biskop]] i [[Sjællands Stift]]. Herudover blev han [[professor]] i teologi ved universitetet. Det var et stort og besværligt arbejde, der lå foran Palladius med hensyn til ordningen af kirkevæsenet. Imidlertid gav han sig, kun 34 år gammel, til værket med en beundringsværdig kraft og dygtighed. For eksempel kan anføres, hvad Bugenhagen allerede i november 1537 kunne skrive til kongen:

 

gudstjenesten. Det drejer sig blandt andet om ''Den lille danske [[Katekismus]]'' ([[1537]]) (Luthers), ''En Haandbog for Sognepræster til evangelisk Kirketjeneste'' ([[1538]]) (efter Luther), en dansk oversættelse af [[Kirkeordinansen 1537/39|Kirkeordinansen]] ([[1539]]) og ''En ret enfoldig Bedebog'' ([[1541]]) (efter Luther). Flere skrifter oplevede mange oplag. I det hele er der ingen samtidig dansk forfatter, hvis litterære frugtbarhed i nogen måde kan stilles ved siden af Palladius'. Samtidig måtte han på embeds vegne som [[censor]] før trykningen gennemlæse alle samtidige teologiske skrifter af danske forfattere. En stor del af dem måtte han forsyne med fortaler. Intet litterært arbejde kostede ham dog mere tid og flid end revisionen af Christiern Pedersens bibeloversættelse. I lang tid var Palladius så optaget af dette hverv, at han ikke blot ofte måtte klage over sin store "uledighed", men for nogle år måtte ophøre med sine visitatser og teologiske forelæsninger.

 

Da Christian 3.'s danske bibel endelig udkom [[1550]], priste værket sin mester. Men nu måtte Palladius for alvor tage fat på at bringe det lærde skolevæsen på fode. Allerede på

sine første visitatser havde han lagt stor vægt på almueungdommens kristendomsundervisning og formanet forældrene til at sende velbegavede drenge til latinskolerne, så de med tiden kunne blive [[præst]]er og [[degn]]e. Men da skolerne endnu var temmelig mangelfulde, foranledigede han formodentlig selv, at der [[1551]] udgik kongelig befaling til ham om at besøge alle købstæder og andre steder (klostre) i stiftet, hvor skoler holdtes, "og der grandgivelig forfare al lejligheden, hvorledes ordinansen om religionen ved magt holdes", og, hvor han fandt mangler, enten råde bod på det med lensmandens og sognepræstens hjælp eller gøre indberetning derom til kongen. Med iver tog Palladius nu dette hverv op, og for at fremme sagen udgav han selv i [[1553]] de nødvendigste elementære skolebøger.