Thorvald Stauning: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 18:
Erfaringerne fra [[Første Verdenskrig]] medførte reformer af forsvaret i [[1932]] og i [[1937]]. I 1932 blev hæren forbedret teknisk og organisatorisk, men den blev samtidig reduceret og blev dermed for lille til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver. Det skete ikke uden protest fra oppositionen. Tidl. udenrigsminister [[Laust Jevsen Moltesen|Moltesen]] nedlagde endog sit mandat i Folketinget for at vise sin modstand, men Stauning og hans ministre holdt fast i forsvarsreformen. I 1937 reformerede man igen forsvarsordningen. Der blev ved denne ordning bevilget penge til en del nyt materiel, og der blev også ansat forholdsvis flere befalingsmænd, men trods den alvorlige internationale situation, blev der ikke tale om en styrkelse af forsvaret. Bl. a. nedsattes antallet af årligt indkaldte rekrutter fra ca. 8.900 til ca. 7.800 mand. Ansvaret for Besættelsen lå hos de toneangivende politikere og både udenrigsminister [[P. Munch]] og forsvarsminister [[Alsing Andersen]] måtte tage deres afsked i [[juli]] [[1940]].
 
Stauning udtrykte ved flere lejligheder sympati for den nationalsocialistiske nyordning i Hitler's Tyskland, som et opgør med liberalismen[[liberalisme]]n og den fri markedsøkonomi. Denne holdning kom især til udtryk i den berømte [http://befrielsen1945.emu.dk/temaer/samarbejdemodstand/samarbejde/kilder/Staunings_tale.pdf tale] i Studenterforeningen i København i [[marts]] [[1941]]. Han gik også helhjertet ind for samarbejdspolitikken og stod i spidsen for [[Ministeriet Thorvald Stauning III|samlingsregeringen]], der blev dannet efter Besættelsen, frem til sin død i [[1942]].
 
Stauning var en farverig skikkelse, der satte pris på livets goder, og det indbragte ham også kritik, men kritikken prellede stort set af. Han var heller ikke nogen elegant eller vittig taler, men han var tillidvækkende, fordi han virkede ægte.