Forskel mellem versioner af "Epigrafik"

236 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
 
;1500-tallet
Eksemplet fulgtes snart nord for [[alperne]], således af [[Peutinger]] i [[Augsburg]] 1505, af [[Huttichius]] i [[Mainz]], af [[Apian]] og [[Amantius]] i [[Innsbruck]]. Alle disse var lokalsamlinger; den første systematiske samling skyldes nederlænderen [[Martin Smetius]] (Antwerpen 1588). Men da der endnu fandtes meget ubenyttet materiale, bevægede den berømte [[J.J.Joseph Justus Scaliger]] den lærde [[Jan Gruter]] til at samle alle kendte indskrifter i et ''Corpus inscriptionum''. Bogen udkom 1603 i [[Heidelberg]] (''Inscriptiones antiquæ totius orbis romani'').
 
;1600-tallet
I 17. århundrede udkom endnu mange samlinger, der særlig skyldes lærde tyskere og italienere, af hvilke bør nævnes: [[DoniMarquard Gude|Gudius]], [[GudiusThomas Reinesius|Reinesius]], [[ReinesiusAntonio Francesco Doni|Doni]], {{[[Raffaele Fabretti|Fabretti]], [[Anton Francesco Gori|Gori]] og [[Luigi Antonio Muratori|Muratori]]. Denne sidste foranstaltede en samlet udgave af alle hidtil kendte indskrifter. Af lærde rejsende, ved hvem ny og vigtige indskrifter blev kendte, må nævnes [[Spon]], [[Wheler]] og flere andre. Alle de hidtil omtalte samlinger havde en væsentlig mangel: ved mange indskrifter havde man ingen sikkerhed for, at de var nøjagtig afskrevne, ja ikke engang for, at de virkelig var til; der var nemlig mange falske indskrifter i omløb, hvoraf de fleste stammede fra arkitekten Ligorio fra [[Neapel]], der i et stort værk, en encyklopædi der udkom i [[Torino]] 1720, havde indflettet mange af ham opfundne indskrifter. Det var derfor et stort fremskridt, da [[Scipio Maffei]] (1675-1755) gik tilbage til originalerne og fremhævede nødvendigheden heraf.
lærde rejsende, ved hvem ny og vigtige indskrifter blev kendte, må nævnes [[Spon]], [[Wheler]] og flere andre. Alle de hidtil omtalte samlinger
havde en væsentlig mangel: ved mange indskrifter havde man ingen sikkerhed for, at de var nøjagtig afskrevne, ja ikke engang for, at de virkelig var til; der var nemlig mange falske indskrifter i omløb, hvoraf de fleste stammede fra arkitekten Ligorio fra [[Neapel]], der i et stort værk, en encyklopædi der udkom i [[Torino]] 1720, havde indflettet mange af ham opfundne indskrifter. Det var derfor et stort fremskridt, da [[Scipio Maffei]] (1675-1755) gik tilbage til originalerne og fremhævede nødvendigheden heraf.
 
;1700-tallet
Af udmærkede dyrkere af den græske epigrafik må endnu nævnes den højst fortjente J.J. Letronne, af hvem der blandt andet haves en mønsterværdig samling af indskrifter fra [[Ægypten]], ledsaget af en indgående forklaring (''Recueil des inscriptions grecques et latines de l'Égypte'', Paris 1828-43). Da antallet af kendte græske indskrifter siden udgivelsen af ''Corpus'' er steget overordentlig, har akademiet i Berlin begyndt en ny, langt mere omfattende udgivelse, hvoraf der allerede i begyndelsen af 1900-tallet var udkommet flere foliobind, indeholdende indskrifter fra Attike, Nordgrækenland, [[Sicilien]] osv. Tillæg gives stadig i det af akademiet i Berlin udgivne ''Ephemeris Epigraphica''.
 
Medens ''Akademie der Wissenschaften'' i Berlin i sit store ny indskriftsværk med titlen ''Inscriptiones graecae'' behandler alle græske indskrifter fra Europa og de græske øer, har akademiet i [[Wien]] 1903 begyndt et tilsvarende stort samlerværk over alle græske indskrifter fra
[[Lilleasien]] og andre asiatiske lande. Dette værk, ''Tituli Asiæ Minoris'', i hvilket også alfabetiske indskrifter fra disse lande, affattede i andre sprog end oldgræsk, er behandlede, tegner til at blive lige så omfattende som det, akademiet i Berlin udgiver.
[[Fil:Perikles Ostracization.jpg|thumb|200px|[[Ostrakon]] med [[Perikles]]' navn]]
Foruden disse store samlinger er der i flere lande og byer udkommet værker, i hvilke de græske indskrifter, der findes på disse områder, er samlede og forklarede. Man kan her omtale ''The Collection of Ancient Greek Inscriptions in the British Museum'' (1874-93 i fire bind) af [[Charles Thomas Newton|Newton]], [[Edward Lee Hicks |Hicks]] og [[Gustav Hirschfeld|Hirschfeld]]. Hertil må føjes udgivelse af samlinger af græske papyrus, fra [[London]], [[Paris]], [[Berlin]], [[Wien]], [[Leipzig]], [[Genève]], [[Torino]] osv. og af [[ostrakon]]-indskrifter på potteskår (fra Ægypten, udgivet af [[Ulrich Wilcken]], 1899). Nævnes må endvidere mindre samlinger af udvalgte græske indskrifter, således ''Recueil des inscriptions juridiques grecques'' af [[Rodolphe-Madeleine Cleophas Dareste de la Chavanne|Dareste]], [[Bernard Haussoullier|Haussollier]] og [[Théodore Reinach|Reinach]] (1901-05), ''Epigrammata græca'' af [[Georg Kaibel|Kaibel]] (1878), fremdeles skrifter til lettelse ved studier, som: [[Wilhelm Dittenberger|Dittenberger]]: ''Sylloge inscriptionum græcorum'' (1898-1901); Hicks, ''A manual of greek historial inscriptions'' (2. udgave 1901); [[Hermann Collitz|Collitz]]-[[Friedrich Bechtel|Bechtel]], ''Sammlung der griechischen dialektinschriften'' (1884-1905). Lignende nyttige udvalg haves også af latinske indskrifter, således: [[Hermann Dessau|Dessau]], ''Inscriptiones latinæ selectæ'' (1882-1906); [[Franz Bücheler|Bücheler]], ''Carmina latina epigraphica'' (1897) osv.
samlinger af udvalgte græske indskrifter, således ''Recueil des inscriptions juridiques grecques'' af [[Rodolphe-Madeleine Cleophas Dareste de la Chavanne|Dareste]], [[Bernard Haussoullier|Haussollier]] og [[Théodore Reinach|Reinach]] (1901-05), ''Epigrammata græca'' af [[Kibel]] (1878), fremdeles skrifter til lettelse ved studier, som: [[Wilhelm Dittenberger|Dittenberger]]: ''Sylloge inscriptionum græcorum'' (1898-1901); [[Hicks]], ''A manual of greek historial inscriptions'' (2. udgave 1901); [[Hermann Collitz|Collitz]]-[[Friedrich Bechtel|Bechtel]], ''Sammlung der griechischen dialektinschriften'' (1884-1905). Lignende nyttige udvalg haves også af latinske indskrifter, således: [[Hermann Dessau|Dessau]], ''Inscriptiones latinæ selectæ'' (1882-1906); [[Franz Bücheler|Bücheler]], ''Carmina latina epigraphica'' (1897) osv.
 
== Geografisk ==
50.833

redigeringer