Iver Rosenkrantz (gehejmeråd): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Moeng (diskussion | bidrag) m linkfix |
|||
Linje 20:
[[Frederik 4.]] døde [[1730]]. Straks efter hentede den nye konge [[Christian 6.]] Iver Rosenkrantz tilbage til [[København]], hvor han fik sæde i [[konseillet]], foruden at han gjorde ham til [[Elefantordenen|Ridder af Elefanten]], og Rosenkrantz blev tillige sat i spidsen både for det [[Danske Kancelli|danske]] og [[Tyske Kancelli|det tyske kancelli]] (bestalling af [[17. oktober]] [[1730]]). Han havde således beføjelser som storkansler, men fik dog ikke titlen. Desuden fik han overtilsyn med kronprins [[Frederik 5.|Frederiks]] opdragelse. I regeringen sad nu også brødrene Plessen, så der var udsigt til et godt samarbejde i regeringstoppen. Kongens tillid til Rosenkrantz var altså stor, og Iver Rosenkrantz satte også kongen højt, således omtaler Iver i et brev til en ven Christian 6. med ordene: ”''Sikkert har der aldrig levet en retfærdigere eller bedre Fyrste i Verden end vor nuværende Konge, og vi kunne kun ønske, at slige Følelser og et sligt Liv kunne vare evig''”.
Det var et fremskridt, at Iver Rosenkrantz kom til at afløse [[Ulrik Adolf Holstein (storkansler)|Ulrich Adolph Holstein]] som chef for de to [[kancelli]]er. Både i dygtighed og personlighed var han Holstein overlegen. Ligesom Rosenkrantz' portrætter viser os en smuk mand med et mildt og nobelt udtryk i ansigtet, således får man et ganske lignende indtryk af hans hele færden. Han var en ædel og ren karakter, venlig i omgang og elskværdig at have at gøre med. Det kan vel være, at han havde et for ensidigt [[godsejer]]syn på landboforholdene, og at han var meget bevidst om sin stand, men han blev af en fremmed diplomat beskrevet som et smukt eksempel på en adelsmand af den gamle slags. Hans dannelse var fin og grundig med den klassiske farve, som man på den tid kunne træffe den hos betydeligere fornemme mænd rundt omkring i [[Europa]]. Han havde glimrende kundskaber i [[latin]], således at han kunne skrive velformede latinske [[digt]]e. Videnskaben havde også hans store interesse, hvilket førte til et personligt venskabsforhold til historikeren [[Hans Gram]], og i sin stilling som [[Københavns Universitet]]s [[Patron (beskytter)|patron]] gjorde han sit for at forbedre universitetet.
Rosenkrantz medbragte fra sin tidligere diplomatiske virksomhed kundskaber på dette område, der måtte have betydning for ham, da han nu som oversekretær i det [[Tyske Kancelli]] tillige blev [[udenrigsminister]], og han havde desuden i sine andre embeder vundet godt kendskab til landets forhold i flere retninger; han var også samvittighedsfuld i sin embedsførelse. Som udenrigsminister var han afgjort mere fremtrædende, end hans forgængere i den senere tid havde været, og det har sin interesse at se ham gøre begyndelsen på, hvad der siden blev i høj grad iøjnefaldende hos bernstorfferne, nemlig ved sine depecher at sætte de danske diplomater ind i regeringens politiske opfattelse af de europæiske forhold i almindelighed. Men når han dog ved sin stilling til kongen åbenbart var mindre fri i sin virksomhed, end de bleve det, så står han unægtelig ej heller ved siden af dem, hvad overlegent politisk blik angår. Man vil vel overhovedet, hvor stor sympati man end føler for ham, og hvor meget man end anerkender hans dygtighed, næppe sætte ham i den første række af vore statsmænd; man har ikke ved ham egentlig indtrykket af en overlegen mand.
| |||