Regeringen Neergaard II: Forskelle mellem versioner

Det ejendommelige ved Venstres sejr ved folketingsvalget var, at Venstres to oplagte kandidater til statsministerposten, [[J.C. Christensen]] og [[Niels Neergaard]] begge afslog tilbuddet, da Regeringen skulle dannes. J.C. Christensen mente dog, at Neergaard fortjente en oprejsning, efter han selv i [[1909]] havde været årsag til [[Ministeriet Neergaard I|Neergaards]]s fald. Neergaard nægtede imidlertid at danne regering uden J.C. Christensens deltagelse, hvorefter denne indvilligede i at blive [[kirkeminister]], ligesom han havde været det 1901-1905. For de to Venstreledere betød det således ikke noget, at de selv kom i regering, men at Venstre kom i regering.

I august [[1922]] i forbindelse med at J.C. Christensen erklærede, at han ville træde tilbage som minister, og ikke genopstillede ved næste valg, kom Niels Neergaard og hans anderledes regeringsstil ud for store vanskeligheder på grund af ballade fra J.C. Christensens protegé landbrugsminister [[Thomas Madsen-Mygdal]]. Om den gamle venstreleder J.C. Christensen forlod regeringen, fordi han vidste, hvad der var i vente, kan ikke bevises, men det er påfaldende, at hans afgang i midten af august 1922 umiddelbart udløste en lavine af regeringskriser. herunderVærst var Landmandsbankens sammenbrud,. der uden tvivl var den værste af krise alle, og regeringenRegeringen overlevede kun skandalen ved hjælp af en dagsorden stillet af Det konservative Folkeparti som en afværgemanøvre mod en Socialdemokratisk mistillidsdagsorden. Det var i øvrigt den første konservative dagsorden, der nogensinde opnåede flertal i Folketinget.