|
=== Interne reformer ===
=== Hej jeg er sej ===
[[Japan]]s glimrende sejre over det mægtige [[Rusland]] æggede kineserne og styrkede reformpartiet. De åndelig vågne og dannede så, at Kina måtte følge Japans eksempel, og den nationale selvhævdelse lagde sig kraftigt for dagen. 1905 boycottedes amerikanske varer på grund af fristaternes skærpede indvandringslove, og blandt andet rejstes et almindeligt krav om, at Kina selv skulle bygge sine jernbaner og fremtidig så vidt muligt ikke give industrielle koncessioner. Selv [[Tse-hsi]], »den store, onde dame«, gik ind på tanken om at indføre konstitutionel regeringsform. Et for Kinas forfatningshistorie grundlæggende edikt ([[1. september]] [[1906]]) udtalte, at en folkerepræsentation var nødvendig, »fordi Kinas institutioner var forældede«; men forfatningens gennemførelse skulle først ske [[1916]], så snart reformer i forvaltning og [[finansvæsen]] havde givet det nødvendige grundlag. Dog skulle der efter 3 års forløb som en forberedelse til forfatningen indrettes rådgivende landdage i provinserne. Ved ediktet november 1906 afløstes det gamle [[kollegiesystem]] i [[centralforvaltning]]en af en række råd eller ministerier, 13 i alt; ligeledes ophævedes den gamle regel, at af regeringskollegiernes medlemmer måtte kun halvdelen være kinesere. Ved samme lejlighed indrettedes et eget ministerium for samfærdsel (post-, telegraf- og jernbanevæsen): men i øvrigt blev ediktet foreløbig tomme ord. Fremdeles udsendtes talrige kommissioner til Europa for at studere administration, handels- og søfartsordning, [[skolevæsen]] og så videre; blandt andet sendtes en af dem til [[Danmark]] angående ordning af telegrafvæsenet, hvori dette land toges til forbillede, mens [[England]] blev mønster for handelsvæsen og søfart, [[Tyskland]] og [[Belgien]] for jernbaneorganisation. Det værste stød for de ægte gammelkinesere blev dog den ændring af undervisningsvæsenet, [[Yuan Shi-kai]] fik sat i værk. Ediktet af 3. september 1905 tilintetgjorde med eet slag hele det gamle eksamenssystem, og forfremmelse i statens tjeneste gjordes afhængig af uddannelse ved de moderne kollegier. Der stiftedes et kejserligt [[universitet]] i [[Peking]] med europæiske og japanske professorer i sprog, naturvidenskaber og [[matematik]], mens undervisningen i rent kinesiske emner lededes af indfødte. Ligeledes oprettedes året efter en medicinsk skole i Peking til uddannelse af indfødte [[læge]]r. [[Tientsin]] fik et rent kinesisk universitet; 15 provinshovedstæder forsynedes med højskoler (kollegier); alle vegne opstod der [[folkeskole]]r, landbrugs-, krigs- og tekniske skoler, og selv højere pigeskoler oprettedes. I massevis drog unge, videlystne kinesere og fornemme manchu-sønner på studierejse til udlandet. Hjemkomne fra udlandet med hovedet fuldt af europæiske begreber om frihed og forfatning dannede de mange studerende lige som eet stort, ungkinesisk parti, besjælet af misnøje med manchu-regeringen og de gammeldags samfundsformer, og kinesernes stadig stigende indflydelse på og anvendelse i statens tjeneste gjorde det klart, at den dag snart måtte komme, hvor de selv ville tage styret.<ref name="Fontenay 884"/>
Til de administrative forbedringer sluttede sig moralske reformer. Da de fremmede magter ikke ville opgive konsularjurisdiktionen uden gennemgribende ændringer i Kinas lovgivning, lod regeringen lave udkast til en ny straffelov, og ved edikt af [[5. august]] [[1905]] forbødes straffe ved [[tortur]], lemlæstelse eller prygl; i stedet for skulle træde bøder og tvangsarbejde. Et edikt af [[21. september]] [[1906]] nemmede stærkt fabrikation og salg af [[opium]] og bød, at alle [[valmue]]planter skulle forsvinde i løbet af 10 år med 1/10 hvert år. Dette edikt blev virkelig gennemført, og England måtte [[1911]] gå med til en fast årlig formindskelse i indførslen fra [[Indien]].<ref name="Fontenay 884"/> [[Haag-konventionen 1912|En international konvention]], sluttet i [[Haag]] januar 1912, har yderligere forberedt den afgørende kamp mod [[opiumshandel]]en, så at [[Europa]] nu endelig er ved at bøde sin gamle uret mod Kina på et enkelt punkt.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0902.html Fontenay (1922), s. 884f]</ref> Endelig gik man til en omfattende reorganisation af [[hær]] og [[flåde]]. Også andre guvernører end Juan uddannede betydelige troppestyrker efter europæisk mønster. Samtidig ophævede et edikt af [[4. oktober]] [[1910]] ulige manchu-garnisoner, og dermed var grundlaget for manchuernes vælde slået bort. [[Kang-ju-wei]]'s revolution måtte glippe, da den ikke havde soldater bag sig; nu var soldaterne uddannede, og ungkineserne skulle snart vise, at de forstod at bruge dem.<ref name="Fontenay 885">[http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0903.html Fontenay (1922), s. 885]</ref>
Under reformarbejdet fandtes stadig et reaktionært parti, mantshu-aristokratiet og deltes tilhængere, men hverken hos folket eller embedsmændene fik det støtte, og hos centralregeringen fandt det intet øre. Enkekejserinden fulgte reformvejen, da hun engang var slået ind på den. Næppe med sin gode vilje lyttede hun til Yuan's råd, hun selv var jo [[manchuer]], og ved flere lejligheder lod hun sig overtale af reaktionære manchu-prinser som Tuan og Tsjing. Hun var despot af gammeldags støbning, dynastiet var hende vigtigere end rigets vel; hun manglede indsigt i statslivet og de mange nye krav, dets udvikling medførte, og hun begreb heller ikke Kinas militære svaghed over for [[Europa]], først nøden tvang hende til at følge udviklingens lov. Denne svigtende politiske forståelse gjorde hendes politik svag, svingende og holdningsløs, udsat for prinsers og [[eunuk]]kers ansvarsløse påvirkning. Hendes gode ven, overeunukken Li-1ien-jing, var i mange år hendes betroede rådgiver.<ref name="Fontenay 885"/>
Den [[14. november]] [[1908]] blev Himlens søn, kejser [[Kuang-hsu]] en "gæst i det høje"<ref name="Nystrom1919-28">{{cite journal |title=Gammalt og nytt i Kina |journal=Svensk Tidskrift |year=1919 |last=Nyström |first=Erik |authorlink=Erik Nyström |volume=9 |page=28 |url=http://runeberg.org/svtidskr/1919/0030.html |accessdate=2014-12-07 }}</ref>, dagen efter døde også "den store, onde dame", kejserklanens sidste mandige personlighed<ref name="Nystrom1915-536">{{cite journal |title=Kina fremsteg efter revolutionen |journal=Svensk Tidskrift |year=1915 |last=Nyström |first=Erik |authorlink=Erik Nyström |volume=5 |page=536 |url=http://runeberg.org/svtidskr/1915/0542.html |accessdate=2014-12-07 }}</ref>. Dynastiets fald kunne nu kun være et tidsspørgsmål. [[Puyi]], en 2-årig søn af [[Kuarag-hsu]]'s broder »soneprinsen« Tsjun, udråbtes til kejser med regeringsnavnet [[Hsuantung]] (1908—1912), og den udpegede regent, prins Tsjun, overtog statens styre. En af hans første regeringshandlinger var at hævne broderens nederlag i 1898. Juan fik straks afsked fra sit embede »på grund af svagelighed«, og det mentes almindeligvis, både blandt europæerne og kineserne selv, at alle reformer ville ophøre.<ref name="Fontenay 885"/>
=== Politisk debat om reformer ===
{{uddybende|Yuan Shi-kai|Sun Yat-sen}}
I oktober [[1909]] trådte de rådgivende provins-landdage for første gang sammen i overensstemmelse med forfatningsediktet fra 1906, og man var over alt enig om, at de udførte deres hverv fuldt ud forfatningsmæssigt. Året efter, 3. oktober, åbnede prinsregenten et rigsudvalg i Peking, en art forparlament på 200 medlemmer, 100 valgte af kronen 100 af provins-landdagene. Prins Pulun blev forsamlingens præsident. Ifølge septemberediktet af 1906 var Forsamlingen kun rådgivende, men søgte hurtigt at vinde myndighed til at føre en virksom kontrol med regeringen. Denne blev tvunget til i dekret af 4. november 1910 at love forfatningens indførelse i løbet af 3 år. Også på andre områder måtte regeringen vige for den offentlige mening, der bares frem af rigsudvalget. Heftig strid voldte dettes krav om, at kollegiesystemet afløstes af enkeltministre, ansvarlige over for folkerepræsentationen. Men regeringen opløste januar 1911 både forfatningskommissionen og rigsudvalget og nedsatte en ny, noget reaktionært farvet forfatningskommission. Herimod protesterede en parlamentsliga og forblev mod regeringens ønske i [[Peking]] som et politisk parti, samtidig med, at der i Peking dannedes et rigsforbund af alle liberale partier. Dette måtte regeringen finde sig i og gennemførte april 1911 den lovede Ændring af Ministerierne. Den parlamentariske bevægelse havde siden 1906 sat Drøftelsen af europ. ideer på dagsordenen i Kina. De ungkinesiske litterater oversatte [[Rousseau]] og [[Byron]] og forherligede de franske revolutionshelte, vandrede fra landsby til landsby og ophidsede folket mod manchuerne. [[Kang-ju-wei]] æredes som en politisk helgen. Litteraternes fører var Kang's gl. Ven og elev, kantoneseren, Dr. [[Sun Yat-Sen]]. Efter en mislykket sammensværgelse 1895 mod [[guvernør]]en i [[Kanton]] flygtede han til England og senere til [[Japan]], hvorfra han med sit parti, [[Kuo-ming-tang]], virkede for manchuernes fald. Særlig i Sydkina, hvor der altid næres en vis modvilje mod styrelsen i nord, vandt de republikanske ideer sikkert fodfæste, kraftigt støttede af de altid urolige hemmelige selskaber.<ref name="Fontenay 885">[http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0903.html Fontenay (1922), s. 885]</ref>
For alle indviede stod det klart, at det stundede til en revolution mod manchuerne, der faktisk kun havde magtens skin tilbage. At udbruddet kom efteråret 1911, skyldtes hovedsagelig den mislykkede rishøst med deraf følgende hungersnød i [[Jangtse]]-provinserne og regeringens centraliserende jernbanepolitik. Da ediktet af [[9. maj]] 1911 ophævede en række jernbanekoncessioner og udtalte, at staten ville overtage alle baner under bygning og for fremtiden selv anlægge banerne, rejste sig en storm af forbitrelse alle vegne, især i Sydkina, hvor der havde dannet sig talrige private jernbaneselskaber. Medvirkende årsager til det stigende misnøje var harmen over japanernes optræden i [[Manchuriet]] og russernes i det vestlige Mongoliet. Yderligere kom hertil forbitrelsen over det kun for et syns skyld ansvarlige Manchu-kabinet, agitationen for forfatningen og kravet om indkaldelse af et grundlovgivende nationalparlament.<ref name="Fontenay 885"/>
|
