Fyr (navigation): Forskelle mellem versioner

De mest kendte fyr er [[lysfyr]], som benyttes af [[søfart]]en til at [[navigere]] efter især i mørke. I nedsat sigt benytter disse fyr sig ofte også af lyd ([[tågehorn]]) til at angive deres [[position]] og kan ses på [[radar]] ved hjælp af [[racon]]. Lysets [[farve]] fra et fyr kan give oplysninger om, i hvilken [[retning]] man er i forhold til fyret, idet de enkelte [[farveområde]]r kan ses på en [[søkort]].

#at advare imod ikke umiddelbart synlige farer fx lavvandede områder, sunkne skibe, undersøiske skær og lignende.

I anden halvdel af det 20. århundrede udvikledes elektroniske hjælpemidler, især som hjælp ved navigationen.<ref>Farvandsvæsenet, s. 16-19</ref> Fyr udgør her efter kun et enkelt af en række hjælpemidler ved navigation for søfarende. Søkort (på papir eller fra anden halvdel af det 20. århundrede også elektroniske) har givet den søfarende mulighed for at orientere sig om de mulige farer i det besejlede farvand. Til trods for den teknologiske udvikling består væsentlige dele af de ældre navigationshjælpemidler fortsat (omend med løbende opdateret teknologi), da ikke alle fartøjer er forsynede med den nyeste navigationsteknologi, lige som mange søfarende fortsat vælger at bruge de gamle hjælpemidler.<ref name="Farvandsvæsenet, s. 16">Farvandsvæsenet, s. 16</ref>

* ''Anduvningfyr'' er store fyr, hvis hovedformål er at give landkending; de giver altså de søfarende mulighed for at fastslå deres position i forhold til at et kendt punkt på land. De er ofte placeret så de kan vejlede ved indsejling fra åbent hav (kaldet anduvning). Denne type fyr er de kraftigste og er ofte udformet som roterende blinkfyr.<ref name="Bloch 187"/> Anduvningsfyr kaldes under tiden også landfaldsfyr.<ref name="Farvandsvæsenet, s. 15">Farvandsvæsenet, s. 15</ref>

* ''Ledefyr'' har til formål at markere løb, render og andre vanskelige besejlingsforhold. Ledefyr optræder parvis med et forfyr og et bagfyr, og de markerer da den retning, hvor de ses over hinanden (den såkaldte fyrretning).<ref name="Bloch 187"/> Ledefyrene viser den søfarende, om man er på vej væk fra den sikre sejlrende.<ref name=">Farvandsvæsenet, s. 15"</ref>

Ved at variere de op til hinanden stødende fyr på ovennævnte måder undgås faren for forveksling. I snævre og grundede farvande er det ofte ønskeligt, at fyret umiddelbart angiver den retning, hvori der skal sejles; hertil anvendes vinkelfyr og ledefyr. Vinkelfyr kaldes de fyr, der i forskellige vinkler viser forskelligt lys. Som regel oplyses det rene farvand af en fast hvid vinkel eller hvidt lys med formørkelse, mens farvede eller blinkende fyr (norsk: klippende fyr) falder ud over de omliggende grunde. Ledefyr er to fyr stillede bag hinanden og derved angivende en fyrlinje, der fører gennem sikkert farvand. Undertiden angives ved hjælp af ledefyr 2 linjer mellem hvilke, sejladsen kan foregå. For at undgå forveksling, hvor der er flere fyrlinjerfyrlinier, får fyrene forskellig farve eller karakter.

#Den del af kyststrækningen, der støder op til de store have, er belyst med de kraftigste fyr (anduvningsfyr). Sådanne fyr anvendes endnu i begyndelsen af det 21. århundrede efter deres oprindelige formål.<ref name=">Farvandsvæsenet, s. 15"</ref>

#I de mere lukkede farvande, hvor sejlløbenes forgreninger og tilstedeværelsen af skær og grunde kræver flere fyr i indbyrdes kortere afstand, anvendes mindre kraftige fyr (vinkelfyr).<ref name=">Farvandsvæsenet, s. 15"</ref>

[[Hanstholm Fyr]], elektrisk blinkfyr på Jyllands vestkyst, der er anduvningsfyr for de fleste skibe, der fra [[Nordsøen]] søger ind i [[Skagerrak]] og således er af stor vigtighed, har en højde af 65,3 m over havets overflade, hvilket giver en synsvidde af 21,5 sømil. Dets lysstyrke er 1.000.000 ''[[hefnerlys]]'', der giver en lysevne af 33 [[sømil]], på hvilken afstand en iagttager med tilstrækkelig øjenhøjde altså kan se fyret under atmosfærens middeltilstand; det er derfor indlysende, at fyret kan ses selv under dårlige atmosfæriske forhold, når en iagttager er i en afstand fra fyret lig synsvidden.

== Fyrets Konstruktion ==

Underbygningen kan være et tårn, et hus, en båke eller en pæl. Fyrtårne har været anvendt ved de større fyr på kysten. De kan være bygget af [[mursten]], [[granit]], [[jern]] eller [[beton]] og kan have en polygonal, cylindrisk eller konisk form; den sidste giver det mest stabile tårn men er det dyreste at bygge. Fyrtårne på klipper i havet, der skal modstå havets påvirkning, bygges af granit eller beton; det gives dem en konisk form med et solidt parti for neden for at give større tyngde og lavt tyngdepunkt. Granitstenene er forbundne indbyrdes og med klippen ved svalehale-formede indgreb og [[bolt]]e, der forhindrer enhver forskydning. Beton er anvendt en del siden begyndelsen af det 20. århundrede<ref name="Bloch 187"/>, særlig på grund af materialets lette transport i sammenligning med de store granitsten.<ref name="Bloch 187f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0202.html Bloch, s. 187f]</ref>

En indvendig [[vindeltrappe]] fører op i tårnene, i hvis øverste del er indrettet rum til opbevaring af reservedele, vagtlokale med mere. En vægtergang går rundt om toppen, hvorfra der kan foretages observationer og pudsning af lanternens ruder. Siden begyndelsen af 1900-tallet anvendtes ofte, særlig i Amerika, åbne jernkonstruktioner med en mindre, lukket cylinder i midten til trappen.

Linseapparatet består af linsen og lampen, der anbringes i linsens brændpunkt. Linsen er en plan konveks linse, i hvilken lysstråler, der udgår fra brændpunktet, brydes parallelt med aksen. Den konvekse linse, der bruges til fyrapparater, er undergået væsentlige forandringer fra den oprindelige, idet alt det overflødige glas er bortskaffet ved, at linsen er bygget med et trappeformigt profil. Der opnås på denne måde samme brydning som i en massiv linse, mens dennes mangler, som opsugning af lysstrålerne, aberrationen og den større tyngde, undgås. Efter fyrets karakter får linsen forskellig konstruktion. I et "fast fyr" bygges linsen som en tromle, der kan tænkes fremkommet ved, at linseprofilen har drejet sig rundt om en lodret akse gennem profilens brændpunkt, i hvilket lysgiveren er anbragt. Lysstrålerne vil i tromlen brydes således, at de udgår i en horisontal retning. Tromlens højde er imidlertid begrænset, thi bliver lysstrålernes indfaldsvinkel for stor, kastes de tilbage i stedet for at brydes. Der er derfor over og under tromlen anbragt prismeringe af en sådan form, at lyset brydes ved ind- og udgang og tilbagekastes fra bagsiden således, at strålerne forlader ringene parallelt med de fra tromlen udgåede stråler. Ringene gøres af mindre og mindre [[diameter]], efter som de fjernes fra tromlen, hvorved opnås, at alle lysstrålerne opfanges og brydes. Skal fyret ikke lyse horisonten rundt, borttages linsen i den vinkel, fyret ikke skal lyse i, og i dens sted anbringes spejle eller [[prisme]]r, der kaster lysstrålerne tilbage til brændpunktet. I omdrejende blinkfyr er linsen bygget i fag, der samler lysstrålerne i bundter ud mod horisonten; når linsen får en omdrejende bevægelse, observeres et blink hver gang, et strålebundt passerer iagttageren.<ref name="Bloch 188"/>

=== Gaslamper ===

Almindelig kulgas har kun fundet ringe anvendelse i større fyr. Grunden hertil er de store omkostninger til anlæg af gasværk og til pasningen. Kun i [[Irland]] har kulgas været anvendt i større udstrækning. Lampen til disse fyr er forsynet med et stort antal almindelige gasbrændere fordelte i grupper; den midterste gruppe er stadig brændende, mens de øvrige grupper kan tilsættes, når atmosfærens tilstand kræver et kraftigere lys. Gasfyr kan indrettes som "blinkfyr" og "fast fyr med formørkelse" ved åbning og lukning for gassen og anvendelse af et fast fyrs linseapparat. Endvidere har kulgas fundet anvendelse i havnefyr med ledning fra byens gasværk. Først ved fremkomsten af komprimeret gas og gasglødenet fik gassen større og større anvendelse i fyr belysningen. Sammentrykkeligheden gjorde, at gassen kunne forsendes i forholdsvis små beholdere således, at det ikke var nødvendigt at oprette særlige gasværker ved hvert fyr, men disse kunne forsynes fra enkelte større værker, hvorfra gasbeholderne kunne transporteres til søs eller til lands til brugsstedet. Endvidere kunne man anvende gastrykket som bevægekraft til åbning og lukning for gassen, hvorved man automatisk kunne give fyrene karakter, idet lys- og mørkeperioderne kunne varieres på forskellig måde, lige som der kunne økonomiseres med gasforbruget og stadigt tilsyn undgås. Endvidere kunne gassen anvendes til automatisk udførelse af andre funktioner så som tågesignaler.<ref name="Bloch 191">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0206.html Bloch, s. 191]</ref>

== Rotationsværket ==

#''Geografisk rækkevidde''. Den geografiske rækkevidde er ofte den mest begrænsende for et fyr. Den opstår på grund af jordoverfladens krumning. To faktorer begrænser den geografiske rækkevidde, nemlig fyrets lyshøjde (fyrtårnets højde + højden for jordoverfladen) og betragterens højde over havet. Hvis betragteren befinder sig ved havoverfladen, får et fyr med 100 meters lyshøjde en geografisk rækkevidde på 35,7&nbsp; km. Et fyr med lyshøjde på 200 meter giver en geografisk rækkevidde på 50,5&nbsp; km. Den geografiske rækkevidde beregnes ved formlen <math>\scriptstyle{d\,=\,\sqrt{h(h + 2 R)}}</math>, hvor ''d'' er den geografiske rækkevidde, ''R'' er jordens radius, og ''h'' er lyshøjden (observatøren).<ref name="synbarhet"/> Ofte antages betragterens øjne at befinde sig på en højde af 5 meter<ref>{{webbref |url=http://portal.liikennevirasto.fi/portal/page/portal/s/trafiknat/sjokort/nautiska_publikationer/tm_1_2011.pdf |titel=Tiedonantoja merenkulkijoille |utgivare=[[Sjöfartsverket (Finland)|Liikennevirasto]] |sid=14}}</ref> eller 15 fod (4,5 meter), når man beregner lysrækkevidden.<ref>{{webbref |url=http://www.sailnet.com/forums/seamanship-articles/19242-light-lists-lighthouses-visible-ranges.html |titel=Light Lists, Lighthouses, and Visible Ranges |förnamn=Jim |efternamn=Sexton |utgivare=SailNet |datum=19 juni 2003}}</ref>

[[Fyrskib]]e anvendes på de steder i farvandet, hvor det er nødvendigt at anbringe et kraftigt fyr, og hvor forholdene vanskeliggør opførelsen af et fyrtårn. Det er nærmest i farvande med mindre dybder og opfyldte af grunde, således de danske, at fyrskibe anvendes. I andre farvande, som de norske, er fyrskibene unødvendige og til dels uanvendelige, da farvandet har store dybder helt ind i [[skærgård]]en. Skibet, der er af størrelse som en mellemstor [[skonnert]], bygges i ældre tid som regel af træ, noget solidere end handelsskibe af samme størrelse, og der tages ved konstruktionen særligt hensyn til, at skibet kan ligge så roligt som muligt i søen. Opankringen udføres særlig omhyggelig. [[Anker (søfart)|Anker]]et har form som en paraply, ankerkæden er svær og af betydelig længde således, at skibet kan ligge fast selv i svær bølgegang. Foruden [[kahyt]]ten til officerer og mandskab er der rum til pudsning af fyrets spejle og lamper, til tågesignalapparater, til proviant, brændsel, vand med mere til længere tid. Skibet har een eller to [[mast]]er til anbringelse af fyrene samt en papegøjemast. Det kunne sejle i havn, hvis kæden skulle springe; i enkelte skibe kan maskinen til tågesignalapparatet sættes i forbindelse med en hjælpeskrue til skibets fremdrivning. Fyret er som regel et spejlapparat: parabolske spejle med 1—2 vægers brændere i lampen. Apparatet indesluttes i en lanterne, der er bygget rundt om masten og kan hejses op og ned langs denne. Når fyret er tændt, hejses lanternen ca. 10 m over havets overflade. Om dagen nedfires lanternen i et hus gennem et hul i taget, lanternens tag går efter nedfiringen noget ud over husets tag og danner derved et tæt lukke for vind og vejr således, at tændingen og øvrige arbejder med fyrapparatet kan foregå uforstyrrede i huset.<ref name="Bloch 192"/>

=== Typer ===

''Signal med klokke'' er det mest primitive tågesignal; det anvendtes over vandet kun på [[havnemole]]r eller i forbindelse med andre af de nævnte signaler, når disse kun kunne gives med større mellemrum. Som oftest bevæges hamrene, der slog på klokken, ved mekaniske midler, hvorved der kan opnås et regelmæssigt, let kendeligt signal. Endvidere anbringes klokke på sømærker, klokketønder; den er ophængt i et stativ oven på tønden og bearbejdes af bevægelig ophængte hamre eller kugler, der bevæger sig i rør, anbragte radialt mod klokken. Hamrene eller kuglerne sættes i bevægelse, når tønden slingrer i søen. Lys- og klokketønder kaldes de lystønder, der er forsynede med klokke.<ref name="Bloch 194"/><ref name="billesoe.dk">[http://www.billesoe.dk/bog/fyr/rettelsesblad.pdf Supplement til "Danmarks fyrtårne og fyrskibe", s. 9]</ref>

==== Fløjtesignaler ====

''Fløjtesignaler'' har været mindre anvendte, da de kunne forveksles med dampskibsfløjte, fra hvilke de kun afviger ved en større regelmæssighed i signalets afgivelse. Et særligt fløjtesignal havde man i [[fløjtetønde]]n, der kan udlægges som sømærke, hvor søens bevægelse er tilstrækkelig stor til at få fløjtetønden til at virke. Tønden har en pæreagtig form; den brede del hviler på vandets overflade. Fra tøndens indre går et tykt rør 9–109—10 m ned i søen. Et stykke over vandets niveau findes i røret en bund med 3 ventiler, af hvilke de to åbner sig indad og står ved en rørledning i forbindelse med luften, mens den tredje åbner sig udad og står ved en rørledning i forbindelse med fløjten, der er anbragt på et stativ oven på tønden. Da rørets munding er så langt nede i vandet, vil vandets overflade i røret have en konstant højde lig middelniveauet. Når tønden hæves af søen, vil rummet mellem vandets overflade i røret og ventilbunden blive større, hvorved luften fortyndes, og den atmosfæriske luft strømmer ind gennem de to ventiler; når tønden der efter synker ned i en bølgedal, formindskes rummet, luften fortættes og lukker ventilerne til luften og åbner ventilen til fløjten. Lys- og fløjtetønder kaldes de lystønder, der tillige er indrettede til at give fløjtesignal. Den midterste, cylindriske del af Tønden gøres længere, for at der uden om røret til fløjtemekanismen kan være tilstrækkelig rum til gassen.<ref name="billesoe.dk"/><ref name="Bloch 195">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0210.html Bloch, s. 195]</ref><ref>[http://www.billesoe.dk/bog/fyr/rettelsesblad.pdf Supplement til "Danmarks fyrtårne og fyrskibe", s. 9]</ref>

Lydsignaler har siden slutningen af det 20. århundrede været af aftagende betydning. Det sidste tågehorn ved et kystnært fyr i Danmark blev således nedlagt i midten af 1990-erne, og der er fra omtrent samme tid sket en løbende afvikling af tågehorn i tilknytning til havne.<ref name=">Farvandsvæsenet, s. 16"</ref>

== Historie ==

Så snart, menneskene fik midler til at foretage længere rejser på søen, føltes nødvendigheden af at vejlede den søfarende om natten ved at oplyse forbjerge og havneindløb. Et bål af træ eller buskads på et ophøjet sted var de første primitive fyr, der efter [[Homer]] blev anvendte under [[den trojanske krig]]. Det varede dog ikke længe, inden der skredes til opførelsen af særlige bygninger til fyrets anbringelse; således haves der gennem beskrivelser, medaljer og mønter temmelig pålidelige oplysninger om 27 fyr fra oldtiden. Heraf fandtes de 23 i middelhavslandene, hvor søfarten tidligst udviklede sig, og hvor nattens mørke nødvendiggjorde fyrene; 2 fandtes ved Spanien’s atlanterhavskyst og 2 i [[Engelske kanal|Kanalen]], nemlig ved [[Boulogne]] og [[Dover]]. Som det største af oldtidens fyr må nævnes [[fyrtårnet på Faros ved Alexandria]]. Det blev opført omkring [[280 f.Kr.]] og blev brugt i omtrent 1200 år indtil, at det styrtede om ved et [[jordskælv]] i [[1300-tallet]]. Efter beskrivelserne er tårnet bygget af sten, sammenføjede med smeltet bly. Det var firkantet og havde en højde af 60 m. En indvendig trappe førte op til tårnets top, hvor der dag og nat vedligeholdtes en brændeild, hvis røg om dagen og lys om natten vejledede den søfarende. Den arabiske geograf [[Edrizi]], der levede i det 12. århundrede, er den sidste, der har omtalt fyrtårnet, inden det blev ødelagt af jordskælv. Den eneste fyrbygning fra oldtiden, der eksisterer endnu og endog anvendes som fyrtårn, er [[Herkulestårnet]] ved [[A Coruña]] i Spanien. Efter traditionen havde allerede [[fønikerne]] anlagt et fyr på dette sted, hvorfra deres togter mod Irland udgik.<ref name="Bloch 195"/> Tårnets alder er ubestemmelig; det omtales først af en skribent fra det 4. århundrede; det var firkantet, 9 m i kvadrat og 40 m højt, og en udvendig [[vindeltrappe]] førte til tårnets top, hvor der tændtes en brændeild. Fyret slukkedes i [[middelalderen]], og tårnet omdannedes til en fæstning, mens stenene fra den udvendige trappe blev anvendte til bygning af et kloster. På opfordring af England og Frankrig blev fyret atter tændt 1797, tårnet blev da beklædt med et granitstenlag, og et stenbånd blev anbragt på den udvendige trappes plads. Oldtidens fyrtårne bestod som regel af flere tårne med aftagende diameter byggede oven på hverandre, firkantede, runde eller polygonale. På en platform på toppen anbragtes en murstens- eller jernkurv til leje for brændet. På dette primitive standpunkt holdt fyrvæsenet sig til de nyeste Tider.<ref name="Bloch 196">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0211.html Bloch, s. 196]</ref>

Da [[Kattegat]] og i Øresund blev søvejen for de større handelsflåder fra Nord- og Østersølandene, kom der idelige klager over mangelen af sømærker mellem Skagen og [[Falsterbo]], der forårsagede talrige forlis. Kong [[Frederik 2.]] lod da udgå befaling [[8. juni]] [[1560]]<ref>[http://www.billesoe.dk/bog/fyr/rettelsesblad.pdf Supplement til "Danmarks fyrtårne og fyrskibe"]</ref> til at bygge de første egentlige farvandsfyr, nemlig fyrene ved [[Skagen]], [[Anholt]] og [[Kullen]], klare til at tændes i marts 1561. I februar 1561 udgik der ordre til tolderen Jens Mogensen i [[Helsingør]] om at bekendtgøre fyrenes tænding i de store havne. Mogensen stod ifølge sin embedsstilling i stadigt samkvem med de fremmede skippere, hvorfor kongen benyttede ham som mellemmand mellem Kronen og de søfarende. Fyrene er sikkert blevne tændte til den befalede tid, thi i juni og august måned samme år skrives der til [[Lensmand|lensmændene]] på [[Aalborghus]] og [[Kalø]], at Skagen og Anholt fyr kun brænder 1—2 timer om aftenen, og der pålægges dem at sørge for fyrenes forsvarlige pasning, og samtidig meddeles det Mogensen, at et sådant påbud er udstedt, for at han kan berolige de vrede skippere. De første fyr har været [[vippefyr]], en konstruktion, der rimeligvis er ført til Norden fra Holland. Kong Frederik 2. giver en af lensmændene følgende beskrivelse af fyrvippen: fyrkurven skulle være af jern l½ alen dyb og så vid som en tønde, samt at det tømmerværk, som lampen skulle hænge i, skulle være af godt svært egetømmer og bygges i form af en papegøje, så at lampen eller fyrkurven kunne nedhales for at fyldes med brænde og antændes og der efter atter løftes i vejret, indtil den hang 20 alen højt. Fyrvippen lignede således nærmest en brøndvippe. I begyndelsen fyredes der med brænde, hvilket gik ud over de nærliggende skove, således blev skoven på Anholt væsentlig ødelagt ved hugst til fyret, og det viste sig snart nødvendigt at indføre brænde fra Norge.<ref name="Bloch 196"/> På grund af besværligheder herved og de første fyrvippers svage konstruktion, der medførte hurtig ødelæggelse af storme, opførtes der ved Skagen og Kullen trætårne med en lanterne for oven, hvori der brændtes [[tran]] og senere lys, men denne belysningsmåde blev atter hurtig forladt, og i den kontrakt, der oprettedes [[1631]] med [[Jens Pedersen (Grove)]], borger i Helsingør, om fyrenes pasning ved Skagen, Anholt, Kullen, [[Niddingerne]] og Falsterbo, omtales kun kul som brændsel. En af Grove forbedret fyrvippe indførtes igen. Fyrvippen på Skagen beskrives 1695 af [[søkortdirektør]] [[Jens Sørensen (søkortdirektør)|Jens Sørensen]] på følgende måde: bakken eller hympelens højde efter vandet og vaterpasset 13 alen 2 tommer høj. Fyrestabben 6 1/2 alen høj og jern-gaflen 1 1/4 alen høj, er 7 3/4 alen høj, og vippen lang for hen til fyrspanden 9 alen og tilbage til klumpen (kontravægten) og taljen 11 1/2 alen, er 20 1/2 alen lang. Stabben er af eg, 4 kantig, tyk i hver kant 2 1/2 kvarter, står på en enkelt krydsfod af 2 stykker 9 alen lange egetræer med doble stivere, 8 stykker. Fyrvipperne holdt sig ved Skagen til 1745, ved Anholt til 1788, da de afløstes af fyrtårne med åbent kulfyr på toppen. Ved slutningen af det 18. århundrede havde Danmark kun disse to fyr; der var dog bygget et kulfyr ved Nakkehoved og indrettet et "Løgtefyr" på Kronborg 1772, men de blev atter slukkede efter et par måneders forløb og først tændte 1801.<ref name="Bloch 197">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0212.html Bloch, s. 197]</ref>

I slutningen af det 18. århundrede begyndte staterne at tage fat på kysternes belysning. Med Frankrig, England og Nordamerika i spidsen kappedes nationerne om at præstere den bedste oplysning til fremme for søfarten. Opfindelser på belysningens område kom i hurtig rækkefølge på dette tidspunkt: det første var indførelsen af spejle i lampefyrene, for hvilken forskellige nationer tilskriver sig æren. I Sverige opstilledes allerede 1748 polerede stålspejle i [[Ørskær’s fyr]], og forgyldte kobberspejle anvendtes fra 1783 i [[Karlstens fyr]]. I Skotland brugtes fra 1763 forsølvede parabolske glasspejle i nogle havnefyr. I Frankrig havde sfæriske spejle været i brug i [[La Hève fyr]] siden 1765, og de første parabolske spejle konstrueredes 1783. De forskellige lande synes at have arbejdet uafhængig af hverandre, og indretningen af spejlfyrene var også højst forskellig. Nogle steder, fx i [[Cordouan fyr]] i Frankrig, anvendtes 80 lamper med reflektorer fordelte i flere rækker hele cirkelen rundt; disse fyr var vanskelige at passe, lamperne, der brændte olie, havde flade væger og ingen lampeglas og var derfor tilbøjelige til at ose og tilsnavse spejlene. Søfolkene klagede idelig over disse fyr og forlangte, at man vendte tilbage til kulfyrene. Andre steder anvendtes færre lamper med større spejle. For at have samme nyttevirkning af fyret i alle retninger anbragte man lamper og spejle på et stativ, som man ved et urværk gav en omdrejende bevægelse. Herved blev fyret et blinkfyr, uden at der var tænkt på at give det et fra det faste fyr forskelligt udseende for at undgå forveksling. Det første fyr med spejlapparat i Danmark konstrueredes af [[admiral]] [[Løvenørn]] og opsattes 1805 på fæstningstårnet på [[Christiansø]]. Det havde 3 lamper, til hver lampe hørte 3 flade parabolske spejle med fælles brændpunkt i lampen. Den omdrejende bevægelse besørgedes af et urværk med en indstillelig vingeregulator. Admiral Løvenørn forbedrede ligeledes de danske tårnkulfyr, der havde afløst vippefyrene, idet han anbragte en lanterne med glasruder uden om ilden, og ved luftkanaler med spjæld sørgedes for adgang af frisk luft og afgang af forbrændingsprodukterne; fra fyrristen førtes asken gennem en åbning til tårnets fod, og kullene hejstes op ved mekaniske midler. Disse kulfyr var særdeles kraftige, men kostbare; det sidste danske fyr af denne art var [[Anholt Fyr]], der først i 1836 blev forsynet med et spejlapparat.<ref name="Bloch 197"/>

|[[Fil:Augustin FresnelAugustin_Fresnel.jpg|thumb|220px|[[Augustin-Jean Fresnel|Augustin Fresnel]] (1788–1827) opfandt den lysbrydende glaslinse, som fortsat er i brug i fyr.]]

Blinkfyr opstod omkring [[1870]] og virker ved hjælp af bevægelige stållammeller som enten roterer sig selv (von Otters system) eller rundt om lyskilden (ingeniør L.F. Lindbergs rotator). Det blev nu lettere at fastslå fyrenes beliggenhed. Forskellige linsetyper, størrelser og linserotation (blinkrytmer i lyssignalet) gjorde det også enklere at skille de forskellige fyr fra hinanden.

== Administration, budget m. m. ==

*[https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1960Hovedlinjerifyrvaesenetshistorie871960Hovedlinierifyrvaesenetshistorie87-129.pdf John Nielsen: "HovedlinjerHovedlinier i fyrvæsenets historie, fra 1830 til 1945" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1960''; s. 87-129)]