Niccolò Piccinni: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Zoizit (diskussion | bidrag) billede |
|||
Linje 1:
{{ibrug|[[Bruger:Tostarpadius|Tostarpadius]] ([[Brugerdiskussion:Tostarpadius|diskussion]]) 16. apr 2015, 22:13 (CEST)}}
[[Fil:Piccinni, Niccolò 1.JPG|thumb|Niccolò Piccinni]]
'''Niccolò Vito Piccinni''', også ''' Piccini''', egentlig '''Nicola Vincenzo Picci(n)ni''' ([[16. januar]] [[1728]] i [[Bari]] - [[7. maj]] [[1800]] i Passy ved [[Paris]]) var en [[Italia|italiensk]] [[Første Wienerskole|klassisistisk]] [[komponist]].
Piccinni var oprindelig ikke bestemt til musiker, men viste saa ualmindelige Anlæg, at han
anbragtes i Konservatoriet i Neapel, hvor L. Leo og senere Durante var hans fornemste Lærere.
Da P. havde forladt Konservatoriet, skrev han en Del komiske Operaer, bl. hvilke særlig
Cecchina (ell. La buona figliuola) fastslog hans Ry (Rom 1760); med eksempelløst Held opførtes
den alle Vegne i Italien og mange St. uden for Piccinnis Fødeland. Ved Siden af disse komiske
Operaer frembragte P. en Rk. alvorlige Operaer, der hverken hist. ell. mus. besidder synderlig
Interesse. P. forlod atter Rom, da Publikum dér, hvis Yndling han i mere end et Aarti
havde været, senere foretrak Anfossi for ham, og P. tog da syg og krænket Ophold i Neapel, men
lod ogsaa her med Held nogle Operaer opføre. (Hans Produktion var overhovedet ualmindelig
stor; der kendes over 130 Operaer af ham). — 1776 kaldtes P. til Paris — officielt af Dronning
Marie Antoinette for mod en betydelig aarlig Gage at komponere fr. Operaer for Académie
de musique, i Virkeligheden for at bruges mod Gluck af det ital.-begejstrede Parti, der
tiltrængte en Mand med P.’s Navn og Talent i Kampen mod Operareformatoren. P.’s godmodige,
grundhæderlige, men noget ængstelige Naturel egnede sig ingenlunde for den hidsige Kamp, der i disse
Aar førtes i Paris, og hvori Intriger og Chikaner spillede en stor Rolle. Han tog da kun liden
personlig Del i den. Med ikke ringe Besvær komponerede han, trods sit fattige Kendskab
til fr. Sprog og Prosodi, Musik til den Quinault’ske Tekst »Roland« og fik Operaen opført med
stort Held. Paa det tragiske og stærkt dramatiske Felt besad P. imidlertid langtfra Gluck’s
Kraft, Marv og Lidenskab; derimod stod kan højt som opera-buffa-Komponist og vandt i en
Aarrække Parisernes Beundring ved (med et ital. Operaselskab) at opføre flere af sine
ældre og nyere Arbejder i denne Genre. Endnu en Gang kappedes P. med Gluck, idet de begge
komponerede Iphigénie en Tauride; Gluck’s Opera opførtes først — P.’s (1781) modtoges
kun kølig. Senere hen opstod en ny Medbejler til P.’s Ry: Sacchini, og P.’s Operaer aftog
efterhaanden i Værd og Interesse. Revolutionens Udbrud bestemte ham da til at forlade Paris
(hvor han var bleven Prof. ved École royale de chant et de déclamation). Resten af sit Liv
tilbragte P. under ret triste og fattige Forhold, først i Neapel, hvor han endnu skrev et Par
Operaer, dernæst (fra 1798) atter i Paris, hvor han opnaaede en beskeden Stilling ved det ny
oprettede Konservatorium. — P. har opnaaet mest Navnkundighed ved den Rolle, som hans
Navn spillede i den Gluck-Piccini’ske Strid, men indtager i øvrigt en fremskudt Plads bl. de
ældre ital. Operakomponister, og hans Talent var navnlig betydeligt paa den komiske Operas
Omraade, hvor hans La buona figliula er typisk for den rørende borgerlige Komedie sat i
Musik; en Fortsættelse deraf fremkom i Paris som La buona figliula maritata. P. udvidede bl. a.
Buffooperaens »Finaler« (der opr. indførtes af Logroscino) til en Rk. skiftende Scener og blev
den, der fastslog den Finaleform, som Alverden nu kender fra Mozart’s Mesterværker (»Figaro’s Bryllup«, »Don Juan«).
== Kilder ==
| |||