Græsk mytologi: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
skønheds ret
lidt mere tekst
Linje 141:
[[Den thebanske cyklus]] tager for sig hændelser som særlig er knyttet til [[Kadmos]], byens grundlægger, og senere med gerninger af [[Laios]] og [[Ødipus]] ved Theben, en række mytologiske fortællinger som førte til den endelige plyndringen af byen ved ''syv mod Theben'' og [[Epigoni]]. Det er uvidst om syv mod Theben var med i den tidligste [[epos]]et.<ref>R. Hard, ''The Routledge Handbook of Greek Mythology'', 317</ref> Når det gælder Ødipus, ser det ud til at tidlige beretninger ser ud til at have fulgte et andet mønster, hvor han fortsatte med at herske i [[Theben (Grækenland)|Theben]] efter at det blevet afslørt at [[Iokaste]] var hans mor og det efterfølgende ægteskab med hans anden kone som blev hans barns mor, fra hvad der er kendt for os gennem tragedie og senere mytologiske beretninger<ref>R. Hard, ''The Routledge Handbook of Greek Mythology'', 311</ref>
 
==== TrojanskeDen trojanske krig og efterdønningerne ====
{{Se også|Episke cyklus|Den trojanske krig}}
[[Fil:The Rage of Achilles by Giovanni Battista Tiepolo.jpeg|thumb|''The Rage of Achilles'' af [[Giovanni Battista Tiepolo]] (1757, freskomaleri, 300 x 300 cm, Villa Valmarana, [[Vicenza]]). Akilles er rasende over at [[Agamemnon]] truer med at tage byttet fra ham [[Briseis]], og han trækker sit sværd til at dræbe Agamemnon. [[Minerva]] dukker pludselig op og har taget Achilles ved håret for at forhindre voldeligeheder.]]
Linje 147:
 
[[Episke cyklus|Krigcyklussen]] om den trojanske krig, en samling af flere episke digte, der begyndte med de begivenheder der førte til krigen: [[Eris]] og [[det gyldne æble]] af [[Kallisti]], [[dommen over Paris]], bortførelsen af [[Helena (græsk mytologi)|Helena]] og ofringen af [[Ifigenia]] ved [[Aulis]]. For at få Helena tilbage, satte grækerne i gang et felttog under ledelse af [[Menelaos]]' bror, [[Agamemnon]], konge af Argos eller [[Mykene]], men trojanerne nægtede at levere Helena tilbage.
 
''[[Iliaden]]'' som udspiller sig i krigens tiende år, forteller om striden mellem Agamemnon og Akilles som var den bedste af de græske kriger og de efterfølgende dødsfald af Akilles' ven [[Patroklos]] og Priamos' ældste søn [[Hektor]]. Efter Hektors død sluttet to eksotiske allierede sig til trojanerne, dronningen af [[Amazone|amazonerne]] og [[Memnon]], [[Etiopien|etiopiernes]] konge og morgengudinden [[Eos]]' søn. Akilles dræbte begge disse, men [[Paris (mytologi)|Paris]] klare så at dræbe Akilles med en pil. Før de kunne tag Troja, måtte grækerne stjæle gudebilledet af Pallas Athene ([[Palladium (mytologi)|Palladium]]).
 
Med Athenes hjælp byggede de [[den trojanske hest]]. Til trods advarsler fra Priamos datter [[Kassandra]], blev trojanerne overtalt af [[Sinon]], en græker som lod som om han deserteret, til at tage hesten indenfor Trojas murer som et offer til Athene. Præsten [[Laokoon]] som forsøgte at få hesten ødelagt, blev dræbt af søslanger.
 
Ved nattestid kom den græske flåten tilbage, og grækerne i hesten åbnede Trojas porter. I den totale plyndringen som fulgte, blev Priamos og hans sønner dræbt. De trojanske kvinder blev slaver i forskellige byer i Hellas. De oplevelsesrige hjemturene til de græske lederne, inkluder [[Odysseus]] og Aineias (''[[Æneas]]'') og mordet på Agamemnon, blev fortalt i to [[epos]]er, ''Tilbageturen'' (''[[Nostoi]]'' som er gået tabt) og Homers ''Odysseen''. Den trojanske cyklussen indeholder også oplevelserne fra børn af den trojanske generation, [[Orestes]] og [[Telemakos]].
 
[[Fil:El Greco 042.jpg|thumb|left|[[El Greco]] var inspireret af den kendte myte fra den trojanske cyklussen i sit ''Laokoon'' (1608-1614, [[National Gallery of Art]], [[Washington, DC|Washington]]). [[Laokoon]] var en trojansk præst som forsøgte at få den trojanske hesten ødelagt, men blev selv dræbt af søslanger.]]
Den trojanske krig gav mange temaer og bliver hovedkilde for inspiration for græske antikke kunstnere som [[metope]]r på [[Parthenon]] i Athen som viser plyndringen af Troja. Disse foretrukne temaene fra den trojanske cyklus blandt kunstnere indikerer dens vigtighed for den antikke græske civilisation. Den samme mytologiske cyklus inspirerede også en række af europæiske litterære værker. Middelalderens europæiske forfattere som ikke direkte kendte til Homer, fandt i legenden om Troja en rig kilde til heroiske og romantiske fortællinger og et belejlig rammeværk de kunne sætte sine idealer om [[Høvisk litteratur|høviske]] hof og [[ridder]]. Forfattere i 1100-tallet som [[Benoît de Sainte-Maure]] (''Roman de Troie'', 1154–60) og [[Josef af Exeter]] (''De Bello Troiano'', 1183) beskriver krigen mens de omskrev standardversionen de fandt i ''Dictys'' og ''Dares''. De fulgte dermed [[Quintus Horatius Flaccus|Horatius]]' råd og Virgils eksempel. De omskrev et digt om Troja fremfor at fortælle noget helt nyt.<ref>Kelly, D.: ''The Conspiracy of Allusion'', s. 121</ref>
 
== [[Græske guder|Gud]]er og gudinder ==